Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ligforgiftning - Ligfærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Pentamethylendiamin), Putrescin
(Tetrametylendiamin). Nogen synderlig stærk
Giftvirkning er de ikke i Besiddelse af, stærkest giftig
er Cholin.
De nævnte Giftstoffer, der herhjemme
indgaaende er blevet studeret af P. L. Panum,
har for en hist. Betragtning Interesse ved, at
de saa at sige er Forløbere for vort Kendskab
til de specifikke giftige Bakterieprodukter, der
benævnes Toksiner. I øvrigt har Brieger
(Arbejder fra 1880’erne) ogsaa betegnet
Ptomainerne som Toksiner. En væsentlig Forskel
paa Ptomainer og ægte Toksiner er, at de
første ikke har antigen Virkning i Modsætning til
Toksinerne, d. v. s. indsprøjtet i et Pattedyr
frembringer de ikke specifikke Antistoffer; de
viser herved ogsaa en Relation til Alkaloider,
der heller ikke har antigen Virkning. Mange
Ptomainer og disse nærstaaende Giftstoffer
destrueres ved Opvarmning op mod 100°; det er
derfor ret ufarligt at spise Fødevarer (Kød,
Vildt etc.), der har »hængt længe«, naar blot
Kødet er gennemstegt ell. kogt. Nogle
»Liggifte« taaler dog særdeles godt Opvarmning og
kan foraarsage forsk. Forgiftningssymptomer,
naar de indføres med Føden: Kvalme,
Opkastning, Diarré og Følelse af almen
Svaghedstilstand (smlg. i øvrigt Kødforgiftning).
2) En helt anden Form af L. er den, der
skyldes Infektion med patogene Bakterier, der
findes i Lig af Mennesker ell. Dyr, der i
levende Live har været inficerede. Dette burde
holdes helt ude fra L. Navnlig i tidligere Tid
saas ofte hos Læger, der jævnlig foretog
Obduktion, forsk. infektiøse Processer i Huden
paa Hænder og Arme. Ofte drejede det sig om
Furunkler, fremkaldt af Stafylokokker, ofte om
Hudtuberkulose (saakaldte Ligtuberkler); den
sidste Lidelse forekommer ikke helt sjældent
ogsaa hos Slagtere. Da Læger, der foretager
Obduktion, nu som Regel bruger
Gummihandsker, er denne Form af L. blevet sjælden hos
Læger. At ogsaa mange andre Infektioner (f.
Eks. med Tyfus, Kolera, Pest etc.) kan opstaa
ved uforsigtig Omgang med Lig af Mennesker
og Dyr, døde af vedk. Sygdom, skal blot
nævnes. Dette bør naturligvis under ingen
Omstændigheder henregnes til L.
O. T.
Ligfærd, de Handlinger, der foretages med
det afsjælede Legeme efter et Dødsfald, indtil
de jordiske Levninger er blevne bragte til det
sidste Hvilested. Ved disse kommer fl. Hensyn
i Betragtning, dels Hensyn til de kærlige
Følelser, som de Efterlevende nærer for den
Hedengangne, og som ofte bryder stærkere
frem, naar den evige Adskillelses Øjeblik er
kommet, ofte ogsaa maaske Hensyn til, at den
Afdødes Aand, naar den Behandling, det døde
Legeme fik, ikke stemmede med den Afdødes
Ønsker, kunde blive vred og som Genganger e. l.
gøre de Efterlevende Fortræd, endelig Hensyn
til det ubehagelige og for Sundheden skadelige,
der følger af Nærheden af et i Opløsning
værende Legeme. Klimatiske, meteorologiske
Forhold spiller ogsaa en væsentlig Rolle, ligesom
de herskende religiøse Forestillinger og de fra
Forfædrene nedarvede Skikke. Af de ovf.
omtalte Hensyn træder snart det ene, snart det
andet i Forgrunden. I Virkeligheden vil man
ogsaa finde de forskelligste Behandlingsmaader
i denne Henseende i Brug hos vor Klodes
forskellige Folk, ligesom ogsaa hos det samme Folk
forsk. L. til forsk. Tider, ja endog til samme
Tid. For vandrende Folk er det naturligt paa
en ell. andten Maade hurtig at skille sig af
med deres Døde; det vilde være besværligt, ja
umuligt og unyttigt at slæbe Ligene med sig.
Men ogsaa Folk med faste Boliger skiller sig
ofte af med deres Døde uden synderlig
Hensynsfuldhed. Hos mange Folk, saaledes hos de
gl. Israelitter, Tilhængere af Zoroaster’s Lære
(Mazdaismen), betragtedes alle døde Legemer
som urene, der besmittede alle dem, ja hos de
sidste endog alt det, der kom i Berøring med
Lig. Nogle Folk, der bor i Nærheden af Have,
større Søer og Vandløb, kaster deres Døde i
disse. Saaledes gjorde de gl. Iktyofager og
Lotofager. Fl. Folk paa de australske Øer kastede
de Døde i Havet ell. lagde dem i Baade, der
overlodes til Havet; andre Folk bragte Ligene
et Stykke bort fra Boligerne til Steder, hvor
de ikke plejede at færdes, overladende dem til
vilde Dyr. Kamtshadalerne skal holde Hunde,
hvis Hverv det er (ell. var), at opæde de Døde,
og de siges at tro, at den, der ædes op af
Hunde, i en anden Verden kommer til at køre med
gode Hunde. Hos Tilhængerne af Zoroaster’s
Lære (Parserne i Indien, Gebrerne i Persien)
føres de Døde op i Bjergegne paa
»Tavshedstaarne« (Dakhma), Bygninger med hule Rum i
det Indre og fladt Tag, paa hvilket Liget
lægges. I en utrolig kort Tid fortæres de kødagtige
Dele af Aadselgribbe, og kun Knoglerne bliver
tilbage. Engang imellem renses Taget, og
Benene rages ned i det Indre gennem en Aabning
paa Midten af Taget. Enkelte andre Folk skal
endnu lade deres Døde undergaa en lgn.
Behandling, idet de lægger dem paa nøgne
Klippeflader til Pris for vilde Dyr og Rovfugle.
Anvendelse af de Dødes Legemer som
Menneskeføde har vel næppe været meget udbredt, men
Eksempler forekommer fra tidligere Tider lige
ned til vore Dage. Forsk. Art Overtro er
forbundet hermed, saaledes at visse Dele fortærede
(f. Eks. Hjertet) giver den, der nyder dem,
visse Kræfter og Evner. Af Oldtidsfolk skal
Fortæring af Dødes Legemer have været Skik hos
nogle skytiske og indiske Stammer, i Nutiden
ikke ukendt paa Malakka, Ildlandet og hos
australske Folk m. fl. I Dahomey synes det at
have været Skik, at de af Lynilden Dræbte ell.
Dele af deres Lig fortæredes af visse Klasser
af Befolkningen. Nogle Folk lader Ligene tørre
af Vind og Sol, hænger dem op i Træer,
indsyede i Maatter ell. anbragte mellem Grene. Det
sidste var bl. a. Tilfældet hos visse Stammer i
Ny-Kaledonien, og et højst mærkeligt, maaske
enestaaende Stykke, et saadant Skelet mellem
Grene, findes i det etnografiske Mus. i Kbhvn
fra Ny-Kaledonien. Naar alle Køddelene var
borte og kun Skelettet levnet, tog man Benene
ned, gemte ell. begravede dem. Noget lgn.
synes at have været Tilfældet i det gl. Ægypten
i den forhistoriske Tid. I mange Grave, og det
i rige Grave, smaa Rum i Jorden med kalkede
Vægge, fandt Prof. Petrie o. a. Skeletdele i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
