Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lighed (filos.) - Lighed (jur.) - Lighedspunkter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lighed (filos.) er et Grundforhold mellem
Emner, der ikke lader sig definere. L. kan
have Grader, den kan være større ell. mindre.
L. mellem to ganske lyse graa Farver er større
end mellem en ganske lys graa og en
mørkegraa Farve. L. kan være L. i en bestemt
Henseende; to Emner kan f. Eks. ligne hinanden
m. H. t. Farve, men ikke m. H. t. Form. L.
danner Grundlaget for al Klassifikation, idet
Emner bringes i Klasse sammen, fordi de ligner
hinanden i een ell fl. Henseender. Emner, der
ligner hinanden, kan i visse Henseender træde
i St f. hinanden; naar jeg er tørstig, kan det
ene Glas Vand være lige saa godt som det
andet; det er derfor Lighedsforholdet har saa
stor praktisk Bet. Denne »Træden i St f.
hinanden« har altid i forsk. Henseender Grænser.
Selv om f. Eks. Smeden og Bageren ligner
hinanden nok saa meget, kan det aldrig blive,
retfærdigt, hvor Smeden skal straffes, »for Smed
at rette Bager«.
Edg. R.
Lighed (jur.). En Stræben hen mod L. i
Betydningen af alles retlige Ligestillethed er
et Grundtræk i al Retsudvikling. En
Sammenligning mellem paa den ene Side en moderne
europæisk Stats Retstilstand og paa den anden
Side Oldtidens ell. Middelalderens Stater, der
stillede dels Slaver, Trælle ell. Livegne, dels
Udlændinge, dels Bekendere af en vis Tro ell.
Mennesker af en vis Race ell. Kaste retløse ell.
retlig ringere end de egl. Statsborgere, viser
denne Udviklingens Gang. En bogstavelig
Gennemførelse af Ligheden er nu vel allerede af
den Grund en Umulighed, at visse
naturmæssige Forskelligheder, saasom mellem Voksne og
Børn, Mænd og Kvinder, sjælsunde og sjælsyge
o. s. v. nødvendig maa afføde visse retlige
Forskelligheder. Men Opgaven maa være at gøre
Skel mellem den Ulighed, der er grundet i
uforanderlige naturlige Vilkaar, og den
Ulighed, der skyldes menneskelig Egenkærlighed
og alene bæres oppe af Fordom og Tradition.
Det første Skridt til Opgavens Løsning maa
være, altid at lægge Bevisbyrden paa den, der
paastaar, at der er Grund til Ulighed.
Skønt det jævnlig udtales, at den moderne
Stat i det væsentlige er naaet til en virkelig
Gennemførelse af Lighedstanken paa Rettens
Omraade, er dette i Virkeligheden langt fra at
være Tilfældet. Gunstigst stiller Forholdet sig
paa Retshaandhævelsens Omraade,
for saa vidt som Nødværge, Tilbagesøgning,
Tvang til Kontraktsopfyldelse, Erstatning og
Straf i det hele og store er hjemlet til Værn
om Goder (Retsgoder, Rettigheder) uden
Hensyn til, hvem der er disse Goders Indehaver,
og hvem Angriberen er. Enhver Mand eller
Kvinde, ung ell. gammel, rig ell. fattig, fornem
ell. ringe, Herre ell. Tjener har overfor hvem
som helst Nødværgeret til Forsvar for Liv,
Helbred ell. Velfærd, kan tilbagesøge, hvad der er
frataget ham, sagsøge sin Debitor til
Opfyldelse og søge Erstatning for den i Penge
ansættelige Skade, som en anden ved sit
tilregnelige Retsbrud har tilføjet ham, ligesom
Forbrydelserne: Manddrab, Legemsbeskadigelse,
Tyveri o. s. v. er begrebsmæssig bestemte uden
Hensyn til, hvem den Dræbte, den Mishandlede,
den Bestjaalne er. Den Ulighed, der
fremkommer ved, at den Del af Retshaandhævelsen, der
foregaar gennem den civile Proces, koster
Penge, ophæves for en Del ved Reglerne om
fri Proces. — Mindre gunstig stiller det sig med
Lighedstankens Gennemførelse inden for selve
Retsanordningen. Paa den offentlige
Rets Omraade er vel den uholdbare Ulighed,
der laa i, at en af de vigtigste
Statsborgerrettigheder, nemlig Valgretten, var nægtet
Kvinderne, i Færd med at forsvinde, ligesom
Nutidens grundlovsmæssige Forbud mod at bygge
retlig Ulighed paa Trosbekendelsens Art maa
fremhæves som et vigtigt Led i L.’s
Gennemførelse. Men uheldigere stiller Sagen sig paa
Privatrettens Omraade. Inden for Familieretten
træffer man saaledes endnu den store Forskel,
som man, for at værne om Ægteskabet, gør
mellem ægte og uægte Børns Retsstilling. Og
derhos finder man i de tre formueretlige
Hovedbegreber, paa hvilke Samfundet bygger, nemlig
Privatejendomsretten, Kontraktfriheden og
Arveretten, Retsbegreber, der inden for den
Skal af L., som fremkommer ved, at den
retlige Mulighed for at nyde godt af dem
indrømmes alle og enhver, skjuler den største
virkelige Ulighed. Medens f. Eks. en Ret som
Valgretten er en Ret af i det væsentlige samme
Indhold og samme Vægt for enhver, der sidder
inde med den, er selvfølgelig
»Privatejendomsretten« noget ganske andet for den store
Godsejer end for den, der kun ejer de Pjalter, han
gaar i, »Kontraktretten« noget ganske andet,
for den, der ejer en Formue i gode
Obligationer, end for den, der ikke har
kontraktmæssig Krav paa andet end paa Dagens Løn og
saa maaske paa de ti Kroner, som han laante
en Kammerat, men som denne mangler Evne
til at tilbagebetale, »Arveretten« endelig noget
ganske andet for den, der er Søn af en
Millionær, end for den, hvis Fader bliver begravet
paa Fattigvæsenets Bekostning. Vilde man
anvende det herskende formueretlige
Hovedsynspunkt paa f. Eks. Valgretten, vilde denne blive
— ikke en Ret til lige med andre at afgive sin
Stemme, men en Ret til at købe sig saa mange
Stemmer, som man efter Prisen kunde
overkomme. Vilde man omvendt anvende et
radikalt samfundsmæssigt Synspunkt paa
Privatejendomsretten og de andre privatretlige
Hovedbegreber, vilde man komme til endnu stærkere
Begrænsninger af disse end dem, som allerede
Nutidens Samfund — i øvrigt i stedse stigende
Grad — anerkender til Fordel for andre
Samfundsmedlemmers Eksistensret. Nutidens
Formueretsordning, hvorefter en Del Mennesker
kan henleve deres Liv i overdaadig Lediggang,
medens andre slider sig ihjel blot for at bjerge
et kummerligt Udkomme, vil da sagtens ogsaa
forekomme Fremtidens Mennesker lige saa
urimelig, som den tidligere legale Standsforskel
forekommer os.
E. T.
Lighedspunkter (mat.) for to Cirkler ell.
to Kugler kaldes de to Punkter, der deler
Centerlinien indvendig og udvendig i
Radiernes Forhold; Figurerne er i ligedan
Beliggenhed for hvert af dem som Fællespunkt. En
Tangent fra et af dem til den ene Figur er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
