Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lilliehorn - Lilliehöök - Lillienskiold - Lilliput - Lilljeborg, Wilhelm - Lillo, George
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men gav endogsaa de Skibe, der vilde angribe,
Ordre til at trække sig tilbage. Den rette
Sammenhæng hermed og Aarsagerne til L.’s
Handlemaade er aldrig blevne helt opklarede. Efter
Kampens Slutning dømtes L. som Forræder til
Døden, men Straffen formildedes til
Landflygtighed, og L. blev snart efter benaadet.
2) Karl Pontus L., f. 16. Marts 1758, d.
24. Novbr 1820, blev 1790 Oberstløjtnant og
spillede en ret betydelig Rolle i
Sammensværgelsen mod Gustaf III, men sendte dog om
Aftenen 16. Marts 1792 en Billet til Gustaf med
Advarsel mod at overvære Maskeraden. Efter
Kongens Død dømtes han til Døden, men
benaadedes med Landflygtighed og døde i
Tyskland.
(A. S.). G. C.
Lilliehöök [’liljəhø.k], sv. adelig Slægt, hvis
Stamfader var en vis Magnus, der skal have
levet 1430. To af Slægtens Grene optoges paa
»Riddarhuset« ved dettes Indstiftelse, nemlig
L. til Fårdala og L. af Gölared og Kolbäck, af
hvilke den første nu er uddød. En Gren af L. til
Fårdala optoges 1651 i Friherrestanden, men
uddøde allerede 1685. Vaabnet er et delt Skjold
med en halv gylden Lilje i blaat Felt og
derover en Fugl i rødt Felt.
1) Måns Bryntesson L. var i Beg. af
Gustaf I’s Regering en af dennes Hjælpere og
blev 1528 Rigsraad. Han deltog dog i
Sammensværgelsen mod Gustaf 1529 og siges at have
været tiltænkt Kongeværdigheden, for saa vidt
det lykkedes at styrte Gustaf. Han dømtes 1529
til Døden og halshuggedes 3. Juli s. A.
2) Ebba L., foreg.’s Datter, f. 13. Jan. 1529,
d. før 1621, gift med Sten Eriksson
Lejonhufvud, var en yderst kraftig, men raa og voldsom
Adelsdame og kaldtes p. Gr. a. sin
Mandhaftighed »Grev Ebba«. Hun tog en vis, ikke ringe
Del i Begivenhederne ved Erik XIV’s
Afsættelse og laa siden i heftige Stridigheder saavel
med Kongerne som med andre.
3) Johan L. (1598—1642), deltog i Gustaf
II Adolf’s polske Krig og blev under Krigen i
Tyskland Generalmajor 1635 og 1638 Guvernør
over Bagpommern. 1642 blev han Felttøjmester
og indtog den fornemste Stilling under
Torstenson som Øverstbefalende. L. faldt i Slaget
ved Breitenfeld.
4) Anders L., foreg.’s Søn, f. 19. Decbr
1635, d. 17. Novbr 1685. Efter afsluttede Studier
foretog han en lang Udenlandsrejse, blev 1661
Landsdommer i Skaane og 1664 Landshøvding
i Østergötland. 1674 blev L. Ambassadør i Polen
og foranledigede, at der 1677 i Danzig blev
indgaaet et Forbund mellem Johan Sobieski og
Sverige. Meningen hermed var, at Sverige (og
Frankrig) skulde benytte Polen mod den store
Kurfyrste, en Plan, der dog ikke fik nogen
væsentlig Bet. Nogle Ytringer, som L.
fremsatte paa Rigsdagen 1682 ang. en Kommissions
Arbejdsmaade, paadrog ham Kongens Uvillie
og fik den vidtrækkende Følge, at Stænderne
som Svar paa Kongens Forespørgsler gav
Afkald paa deres Del i den lovgivende Magt. L.
blev 1683 Præsident i det Wismar’ske Tribunal.
(A. S.). G. C.
Lillienskiold, dansk Adelsslægt, hvis
Stamfader, Hans Hansen Schmidt (d. 1681),
der var f. i Tønder, bosatte sig i Norge, hvor
han erhvervede meget Jordegods og
efterhaanden beklædte en lang Rk. Embeder, bl. a. som
kgl. Kommissarius og Assessor i Højesteret. Ved
Patent af 26. Maj 1676 adledes han med Navnet
Lillienschiold og flg. Vaaben: Skjoldet
tværdelt af Sølv, hvori to seksoddede røde
Stjerner, og rødt, hvori en Sølv Lillie, paa
Hjelmen en Sølv Lillie mellem to af Sølv og
rødt vekselvis delte Vesselhorn. Hans ældste
Søn, Amtmand i Finmarken, senere i
Romsdalen, Kancelliraad Hans Hansen L. (d.
1703), er kendt som Forf. af en Rejsejournal
(udg. 1916 i Kria) og af en utrykt, indgaaende
Beskrivelse af Finmarken. Slægten uddøde
vistnok med sidstnævntes Sønnesøn. — Assessorens
Dattersøn, Oberstløjtnant Peder Montagne
L. (d. 1725), antog sin Moders Slægtsnavn. Hans
Efterkommere anerkendtes ved kgl. aabent
Brev af 13. Febr 1883 som henhørende til den
danske Adel.
P. B. G.
Lilliput [eng. ’£i£ipat], i Swift’s Satire
Travels into several remote nations etc. (»Gulliver’s
Rejser«) Navnet paa et Land, hvis Indb.
(Lilleputterne) knap var 6 Tommer høje.
I. O.
Lilljeborg [’liljəbårj], Wilhelm, sv. Zoolog,
f. 6. Oktbr 1816 i Helsingborg, d. 24. Juli 1908
i Upsala, blev Student 1834 i Lund. 1841 Dr.
phil. og 1844 Docent i Zoologi smst. 1854
udnævntes han til Prof. i Zoologi i Upsala og 1882 tog han
sin Afsked fra denne Stilling. Hans Virken her
blev af største Bet. for den sv. Zoologi; han
forstod ikke blot at samle om sig en talrig
Skare interesserede Elever, men ogsaa at skaffe
disse tidssvarende Arbejdsvilkaar; Museet, der
ved hans Ansættelse baade m. H. t. Materiale
og Opstilling var ganske forældet, blev saa at
sige nyskabt af ham, og et Institut for
komparativ Anatomi — en Videnskabsgren, der laa
ham selv ret fjernt — blev oprettet ikke mindst
som Følge af hans aabne Blik for Videnskabens
Tarv. L. var selv Elev af Sven Nilsson og
interesserede sig som denne stærkt for
systematisk-faunistiske Studier; paa sine talrige Rejser
i Skandinavien tilvejebragte han et rigt
Undersøgelsesmateriale, der for største Delen indgik
i Museet. Hans mange, større ell. mindre Skr
falder i Hovedsagen inden for de to Omraader,
Hvirveldyr og Krebsdyr; til den første Gruppe
hører »Sveriges och Norges Ryggradsdjur«,
hvoraf »Däggdjuren« udkom 1874, »Fiskarne«
1881—91, til den anden det 1853 udgivne Værk
om Skaanes Cladocerer, Ostrakoder og
Copepoder, den store Monografi: Cladocera Sueciæ,
1901, samt den s. A. udgivne Fortegnelse over
de sv. Copepoder af Slægten Cyclops. Alle disse
Værker er udførte med største Omhu og vil
utvivlsomt have blivende Værdi. Paa sin
80-aarige Fødselsdag modtog han fra Elever og
Fagfæller et stort Værk betitlet »Festskrift, W.
L. tilegnet af svenske Zoologer«.
R. H. S.
Lillo [’£i£ou], George, eng. dram. Forf.
(1693—1739), var Juveler, men gjorde sig
bekendt som Forf. af fl. Tragedier, af hvilke
George Barnwell (1731) og The Fatal Curiosity
(1737) gjorde stor Lykke. Intet af disse
Dramaer staar højt i æstetisk Henseende, og deres
væsentligste Bet. ligger i, at Emnerne er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
