Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ling, Per Henrik og Hjalmar - Linga - Lingard, John
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var det Felt, inden for hvilket han strengt
holdt den bunden. Den fik ikke Lov at forvilde
sig paa de Streger af det poetiske Kompas,
hvor hans Haand advarende havde skrevet:
Syden og Blødagtighed, Selv kunde han til
Legeme og Sjæl gælde for den nordiske Krafts
Repræsentant, han var af Profession en
Fægtemester, af Forstand og Hoved en skarp og
opfindelsesrig Gransker; han havde det klareste
og mest træffende Blik paa Sager og Personer,
men alt inden for visse Grænser. Intet
Menneske har som han fra Beg. øvet paa mig en paa
en Gang saa fængslende og saa frastødende
Indflydelse. Et fortsat Bekendtskab førte os
nærmere sammen. Han kom til Sthlm for at
omdanne det sv. Folk ved Gymnastik og
fosterlandsk Skjaldekunst. Han vilde reformere den
bildende Kunst i Sverige. Dette hang sammen
med hans gymnastiske Ideer og hans store
Kendskab til Menneskelegemet. En af hans
Yndlingstanker var en ny, paa Naturen grundet
Kunst med Emner hentede fra den nordiske
Mytologi. Man kunde i dette som i næsten alle
Emner ikke høre ham uden at rives med af
hans Ild og beundre hans Skarpsind. Man
kunde ikke lære ham at kende uden at elske ham.
Det mildeste, blødeste Hjerte boede i
Virkeligheden under den uslebne Overflade«. (Litt.:
»Atterboms Mindetale« [i »Svenska akademiens
handJingar«, XX, Serien fra 1796];
»Levnedsskildringer« ved Jetta Ling [L.’s Datter],
Fröst, Bernh. v. Beskow [som Fortale
til L.’s samlede Skr), A. Georgii, G.
Nyblæus, R. Hjärne [i Månadsskriftet »Nu«,
1876]; L. M. Törngren i »Tidskrift för
Gymnastik«; Werlauf i »Frey«; H.
Rothstein, »Gedenkrede auf P. H. L.«; C. A.
Westerblad, »L., tidshistoriska
undersökningar«, I—III [1913—21], »P. H. L., en
lefnadsteckning och några synpunkter« [1904], »L.,
hans betydelse och hans verk, en vägledande
framställning« [1907], L., the founder of
Swedish Gymnastics [Lond., Sampson Low, 1909];
en fr. Bearbejdelse af de 2 sidste Bøger er
udgivet af L. Sandberg, Bryssel: L., sa vie et
son œuvre [1913]).
2) Hjalmar, foreg.’s Søn, f. i Sthlm 14.
Apr. 1820, d. 4. Marts 1885, Overlærer ved det
kgl. gymnastiske Centralinstitut. Hans
Virksomhed var af den største Bet. for Faderens
Livsgerning. Han samlede og ordnede alle de
Bevægelser, som denne havde udtænkt. Han følte
sig som en stor Mands Søn, ikke paa den
Maade, at han levede paa sin Faders Navn uden
selv at udrette noget, men saaledes at han helt
og holdent tilsidesatte Hensynet til sig selv og
egen Ære for at fremme Faderens. Han
arbejdede med den største Flid og Lærdom paa at
fæstne sin Faders Værk, og saa stor var hans
Ærbødighed derfor, at han aldrig vilde sætte
sit Navn som Forfatter paa sine Bøger. Hans
ordnende Virksomhed gjaldt saavel Frisk- som
Sygegymnastikken. Han har skrevet en
»Bevægelseslære«, der vidner om stor Lærdom,
men som er vanskelig at læse. Han har
efterladt sig en Samling af fl. Tusinde Tegninger
til gymnastiske Øvelser for at bevare disse
renere, end det kan ske ved Beskrivelse alene.
De er senere erhvervede af Staten og til Dels
udgivne.
K. A. K.
Linga (»fallos«), langt det sædvanligste
Symbol, hvorunder Çiva dyrkes i Indien. Ogsaa
dens Form er kun symbolsk (en Obelisk eller
Kegle), og der tilstræbes aldeles ikke nogen
naturalistisk Lighed med det, den skal
symbolisere. Den anbringes ofte paa en 3-sidet
Prisme (det kvindelige Lem, Symbol paa Çiva’s
Hustru Durgā). L. er pradhāna
(Naturprincippet, jfr ind. Filosofi); alt
Mandkøn er mærket med Çiva’s L. og er en Del
af ham, alt Kvindekøn som Durgā og er en
Del af hende; Çiva antages virkelig at tage
Bolig i hvert enkelt L.-Symbol. Man skelner
mellem Sthāvara-L. (»fast L.«), en større
faststaaende Sten, sædvanlig i det inderste Rum
af et Çiva-Tempel ved Siden af en stedse
brændende Lampe, og Jangama-L. (»bevægelig
L.«), som man fører omkr. med sig som en
Amulet i en lille Bøsse af Sølv ell. Kobber,
sædvanlig bundet om Halsen ell. i Turbanen.
Desuden kan man, naar man forretter sin
Andagt ved en hellig Flod, ælte ekstemporerede
L. af Flodens Dynd ell. Ler. Jangama-L.
bruges væsentlig kun af Lingāyit-Sekten.
Sthāvara-L. forekommer i Hundredevis (naar de ganske
obskure medregnes, i Tusindevis), af hvilke 12
er særlig berømte. En af disse 12 var den, som
Mahmud af Ghazna ødelagde i Somnāth, en
Sten paa c. 3 m’s Højde; ogsaa andre af disse
12 blev ødelagte af Muhammedanerne, medens
nogle endnu dyrkes (f. Eks. Viçveçvara i
Benares, som er denne Bys Hovedhelligdom;
Rāmeça paa Øen Ramisseram). Açoka’s
Søjler gælder nu for L. Ved L.-Dyrkelsen er der
intet som helst obskønt ell. lascivt (Çiva er den
mest asketiske ligesom den rædselsfuldeste og
alvorligste af alle Guder); Symbolet har
udelukkende spekulativ Bet.: alt værende er
igennem hans Çakti (se Çākta). At L.-Dyrkelsen
skulde stamme fra Drāviḍa’erne, synes
lidet rimeligt. Paa den anden Side omtales den
ikke i Veda-Tekster ell. i Mahābhāshya, men
først hos Manu, i de store episke Digte, hos
Varāhamihira og i Purāṇa’erne. Om der findes
et Par — fjendtlige — Hentydninger til den i
Ṛigveda, er højst usikkert. Man har ogsaa
villet aflede den af gr. Indflydelse, men næppe
med Rette, da dens hele Karakter er saa
overordentlig forsk. fra den gr. Fallos-Dyrkelse.
Den gør overhovedet ikke noget »folkeligt«
Indtryk, og L. turde snarest, i alt Fald i det
væsentlige, være et af en sektstiftende Teolog
opfundet ell. omtydet Symbol. (Litt.:
Kittel, »Über den Ursprung des Lingakultus«
[Basel 1876]; Löventhal. »Indien før og
nu« [1895, S. 203—04]; Wilson, Religious
sects of the Hindus).
(S. S.). D. A.
Lingard [’£iŋgəd], John, eng. kat.
Historieskriver (1771—1851), fik sin Uddannelse ved
Kollegiet i Douai i Nordfrankrig; da
Undervisningen ved dette ophørte p. Gr. a.
Revolutionen, vendte han tilbage til England, hvor
hans første Bog The Antiquities of the
Anglo-Saxon Church udkom 1806. Fra 1811 tog han
Ophold i Hornby ved Lancaster, hvor han
levede næsten hele sit øvrige Liv, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
