Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Linné, Carl von (den Ældre og den Yngre)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dalarne, Niels Reuterholm, en bot. Rejse i
dennes Provins, og i Falun lærte han sin senere
Hustru, Sara Moræus, at kende. Apr. 1735 rejste
L. til Holland for at tage Doktorgraden i
Medicin. Han blev der i 3 Aar og udgav først sit
berømte Systema naturæ (1735) paa 14
Foliosider. Lægen og Botanikeren Hermann
Boerhaave (s. d.), hvis varme og beundrende
Venskab fik en afgørende Bet. for L.’s Fremtid,
bragte ham i Forbindelse med den rige
Direktør for det ostindiske Kompagni, Dr. G. Clifford
paa Hartecamp ved Haarlem, hos hvem han
blev Huslæge og Havedirektør for 1000 Gylden
om Aaret, fri Bolig og Betjening; her
beskæftigede L. sig nu med Bestemmelsen og
Ordningen af Planterne i den store og paa
eksotiske Vækster rige Slotshave, ligesom han
ogsaa paa Clifford’s Bekostning foretog en
betydningsfuld Rejse til London, hvor han stiftede
Bekendtskab med fl. af Datidens Berømtheder,
af hvilke han især sluttede varmt Venskab med
Bryologen Dillenius. Efter Tilbagekomsten til
Hartecamp udfoldede L. en meget betydelig
litterær Virksomhed; her udarbejdede han det
store Værk Hortus Cliffortianus (1736, med 37
Tavler), den berømte Fundamenta botanica
(1736), Flora Lapponica (1737), Genera
plantarum (1737) og Critica botanica (1737), i alt
henimod 200 paa Latin trykte Ark. Efter disse
to lykkelige og for Videnskaben saa
betydningsfulde Aar drog han til Leyden, hvor han
ordnede Akademiets Have og udgav sit om
forbavsende Belæsthed vidnende Værk Classes
plantarum (1738). Han længtes nu hjem og kom
efter en kort Rejse til Paris, hvor han besøgte
Brødrene Antoine og Bernard de Jussieu,
tilbage til Sverige 1738; her forlovede han sig og
nedsatte sig som praktiserende Læge i Sthlm;
giftede sig 1739 og fik efterhaanden en særdeles
god Stilling. I Forening med andre stiftede han
s. A. Videnskabsakademiet i Sthlm og blev dets
første »ordförande«.
1741 kom L. imidlertid først paa sin rette
Plads; da opnaaede han, trods Modstand og
Chikanerier, Professoratet i Medicin og
Botanik i Upsala, og en mere end trediveaarig
Glansperiode oprandt nu for denne Bys Univ.
Ved sine Rejser, ved sine udenlandske
Bekendtskaber og især naturligvis ved sine overlegne
og klare Skr var han alt en berømt Mand ude;
hans vennesæle Natur og begejstrende
Undervisning ikke mindre end hans store
Kundskabsfylde gjorde ham hurtig til det samme hjemme.
Som Lærer havde L. overordentlig fremragende
Evner; fra Danmark, Norge, England,
Tyskland, Holland, Schweiz, ja endog fra Amerika,
kom Studerende for at lære af ham, og da han
1759 var rector magnificus, var der ved Upsala
Univ. ikke mindre end 1500 Studenter imod
højest 500 før hans Tid. Til sine Ekskursioner,
som i Sommertiden foregik Onsdag og Lørdag,
havde han sædvanlig en Tilslutning af et Par
Hundreder Mennesker, og om Aftenen fulgtes
han gennem hele Staden af disse
blomstersmykkede Ynglinge med Pauker og Trompeter.
Naar han i Ferien boede paa sit Landgods
Hammarby, en Mils Vej fra Upsala, hvor han
havde anlagt sig et naturhistorisk Museum,
flyttede en Mængde af hans Elever ind paa de
omliggende Bondegaarde for at kunne nyde godt
af hans Vejledning. Selv rejste L. ikke mere
uden for Sverige; men mange af hans
berømteste Elever drog paa Forskningsrejser dels i
Europa, dels i andre Verdensdele; saaledes
rejste Ternstrøm til Ostindien, Hasselqvist til
Palæstina, Forskål til Ægypten og Arabien, Torén
til Malabar-Kysten, Osbeck til Kina, Thunberg
(der senere blev L.’s Efterfølger ved Univ.) til
Japan. Paa denne Maade bragtes betydelige
Samlinger til Veje, talrige ny Arter opdagedes,
og Materialet til videnskabelige, systematiske
Studier øgedes bestandig.
L ’s videnskabelige Bet. er overordentlig;
ikke alene hæver han sig langt op over sin
Samtid, men paatvinger den efterfølgende
Periode sit Præg. At Videnskaben i vore Dage er
slaaet ind paa andre Baner, som L. til Dels
næppe anede Eksistensen af, bl. a. p. Gr. a.
Mikroskopets daværende Ufuldkommenhed, kan
ikke forundre; han var dog den, der lagde
Grunden for den bot. Videnskabs senere
Udvikling. L. ejede en glimrende Iagttagelsesevne,
og Trangen til at ordne laa ham i Blodet;
Evnen til kort og klart at give en Beskrivelse,
ikke alene i den bot., men ogsaa i den zool.
Videnskab, hvor saa meget før hans Tid laa i
Kaos, var i ganske fremragende Grad givet
ham. Han havde i højeste Grad den
systematiske Sans. I Philosophia botanica (1751), et
af hans mest fremragende Værker, en Art
Kommentar til ovenn. Fundamenta og i meget lange
Tider den alm. anerkendte, bot. Lovbog,
fremtræder disse L.’s Egenskaber med stor
Tydelighed. For at kunne ordne alle Planter paa
anskuelig Maade opfandt L. det berømte, efter
ham opkaldte Linneiske System
(»Seksualsystemet«, første Gang offentliggjort 1735 i
Systema naturæ), og det blev det herskende i
Botanikken indtil langt ned i vor Tid.
Planterne er her ordnede i »Klasser« og disse igen
delt i »Ordener« efter Befrugtningsorganernes
forsk. Tal-, Størrelses- og Fordelingsforhold;
det er saaledes kun et kunstigt, men rigtignok
et overmaade sindrig udtænkt og meget
nyttigt System. Dets Unaturlighed var L. sig
selvfølgelig bevidst; men han havde ogsaa Øjet
aabent for det naturlige System, som han selv
havde givet en Beg. i Philosophia botanica,
hvor han har opstillet 67 naturlige
Plantefamilier.
L. har tillige den største Fortjeneste af den
systematiske Nomenklatur, idet han
fuldstændig har gennemført (baade i Zoologien og
Botanikken) den saakaldte binominære
Benævnelse af enhver Art. Medens tidligere Forfattere
i det mindste meget ofte benyttede mange Ord
til at kendetegne Arten, anvender L. kun to:
et. der udtrykker Slægten (f. Eks. Viola), og et
vedføjet, der angiver Arten (f. Eks. odorata),
altsaa Viola odorata L. (= Marts-Viol), til
Porskel bl. a. fra Viola canina L. (= Mark-Viol).
I Species plantarum (1753) er den ny
Nomenklatur gennemført, og 7300 ny Arter beskrevne
(4. meget forøgede Udg. besørgedes af
Willdenow, Berlin 1830). Ogsaa har L. Fortjeneste af
at have foreslaaet en Masse terminologiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
