Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - litis æstimatio - Litle - Litle, Jon Jonsøn - Litle, Peder Hanssøn - Litofani - Litofon - Litofyser - Litoglyptik - Litograf - Litografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
litis æstimatio (lat. »Fastsættelse af
Procesgenstandens Værdi«). I den rom.
Vindikationsproces gik Klagen (rei vindicatio) ud paa
Ejendomsrettens Anerkendelse og Tingens
Udlevering (restituere rem cum omni causa).
Efterkom Sagvolderen (reus) ikke
Restitutionsordren, gik Sagen til Dom, der lød paa en
Erstatning efter Tingens Værdi (l. æ.). I Tilfælde
af Svig (dolus) ell. Genstridighed (contumacia)
fra Sagvolderens Side fastsattes Erstatningens
Størrelse ved Sagsøgerens edelige Skøn (jus
jurandum in litem). Paa lgn. Maade gik
Panthaverens tingsretlige Klage (actio hypothecaria)
eventuelt ud paa Kondemnation paa Grundlag
af l. æ.
C. W. W.
Litle, Linie af Slægten Galen (s. d.).
Litle, Jon Jonsøn, fremragende dansk
Stormand i 13. Aarh.’s anden Halvdel. L.
udmærkede sig allerede under Erik Klipping’s
Mindreaarighed og Fangenskab som en trofast
Tilhænger af Kongehuset; han var i den flg.
Tid en af Kongens fortroligste Raadgivere, og
Forholdet forandredes ikke ved Erik Klipping’s
Drab 1286; i Anledning af Striden med Jens
Grand drog han endog til Rom paa sine gl.
Dage. L. døde 1307 og begravedes i Esrom
Kloster.
J. O.
Litle, Peder Hanssøn til Sem og Foss,
d. 29. Septbr 1551, tilhørte en gl., men lidet
fremtrædende sjællandsk Adelsslægt, hvis ene
Linie kaldes Basse, medens en anden
benævnes L. Han kom til Norge, som det synes,
som Køgemester i Oslo-Bispen Hans Mule’s
Tjeneste, og efter at denne 1524 var druknet
paa en Rejse til Danmark, kom han i
kongeligt Ærinde tilbage til Norge. 1536 blev han
forlenet med Akershus og ægtede i Slutn. af
1530’erne Ingeborg Nilsdatter, Datter af
Rigshofmesteren Hr. Nils Henriksson (Gyldenløve) og
den mægtige Fru Inger Ottesdatter (Rømer) til
Østraat. Ved hendes Arvemidler erhvervede
han betydeligt Jordegods søndenfjelds,
forlenedes 1545 med Hammergaard tillige med
Hedemarken og Østerdalen samt Folio Len og blev
det flg. Aar øverste Berghauptmand i Norge.
Han havde Opkomlingens karakteristiske
økonomiske Driftighed, interesserede sig særlig for
de ny kapitalistiske Næringsveje: Savbrugs- og
Bjergværksdrift, og blev en meget rig Mand.
Politisk var han Christian III’s paalidelige
Redskab ved Gennemførelsen af Reformationen
og det ny danske Styre i Norge. — Hans Søn,
Hans Pederssøn L. (ell. Basse) til Sem
og Foss, d. 1602, gjorde i sin Ungdom Tjeneste
i Syvaarskrigen, fik derpaa forsk. Forleninger
(Rakkestad og Marie-Kirkens Provsti i Oslo,
Bergenhus med underliggende Len samt
Romsdal og Salten, Vesteraalen og Lofoten,
Nedenes og Raabyggelaget m. v.) og blev 1592 norsk
Kansler. Han fik 1593 Paalæg om i Forening
med Statholderen Axel Gyldenstjerne og
Lagmændene at besørge Oversættelse af
Landsloven; dette Arbejde ledede til Udgivelsen af
Lovbogen af 1604.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Litofani, se diafan.
Litofon (gr.), en Slags Hørerør bestemt for
Paavisning af saa fine Sten (ell. Grus) i Blæren,
at de vanskelig lader sig føle med Stensonden.
L. bestaar i en alm. Thompson’s Stensonde,
til hvis tykke, hule Skaft der er befæstet et
Gummirør, saa at Sondens Berøring med
haarde Genstande høres gennem Gummirøret, der
med en lille Hørespids er sat fast i Øregangen.
— Cystoskopet, hvorved man ser Blærens
Indhold, yder dog langt mere end L.
(E. A. T.). V. Sch.
Litofyser (gr.) kaldes visse ejendommelige
Hulrum, som træffes i kiselsyrerige vulkanske
Bjergarter. De er rundagtige, fra mindre end
1 cm indtil fl. Decimeter i Tværmaal, og
udmærker sig særlig ved at være delte i Kamre
ved talrige koncentriske Skaller af en fin
krystallinsk Substans.
(N. V. U.). O. B. B.
Litoglyptik (gr.), Gravering i Sten,
Stenskærerkunst.
Litograf (gr.), en, der gør Tegninger paa
Sten til Aftrykning, se Litografi. Den, der
trykker med litografisk Sten, kaldes
derimod Stentrykker, undertiden ogsaa
litografisk Trykker.
E. S-r.
Litografi (gr.), Stentegning,
Stentryk kaldes den af Aloys Senefelder 1798
opfundne Kunst at tegne Skrift ell. Billeder paa en
Art Kalksten (i den nyere Tid ogsaa paa Zink,
Aluminium o. a.) ell. overføre fotografiske
Optagelser paa denne, saaledes at den ved en
kem. Behandling egner sig til at aftrykkes paa
Papir o. a. Stoffer. Sten til litografisk Brug
findes fl. St. i den gl. og ny Verden, men den
bedste kommer fra Stenbruddene ved Solnhofen
i Bayern. Litografisk Sten bestaar for det meste
af kulsur Kalk; dens Masse er baade tæt og
ensdannet og er i Stand til at modtage en fin
Politur. Den forekommer i to Arter, en
blaagraa, der er meget haard og derfor egner sig
særlig godt til Arbejder med fine Linier, og en
gullig.
Forinden Stenen er brugelig til Formaalet,
maa den planeres, og Fladen, hvorpaa
Tegningen skal anbringes, omhyggelig slibes med
Sand- og Pimpsten og sluttelig poleres mere
ell. mindre. Skal den afslebne Sten bruges til
litografisk Kridttegning, maa Stenen »kornes«
med fint sigtet Sand e. l., saa at Overfladen
faar en fin og ensartet Ruhed; skal den
derimod anvendes til Tegninger, som udføres med
litografisk Blæk ved Hjælp af Pen ell.
Ridsefjeder, maa den være glat, dog uden Politur.
At Fedt skyer Vand og Vand Fedt, er det
Princip, hvorpaa L. hviler. Det Maal, der
tilstræbes ved Stenens Forarbejdning til en
Trykplade, er derfor at gøre de Steder af Overfladen,
der skal tjene som Trykform, varigt
modtagelig for den fede Trykfarve, hvilket sker ved, at
Tegningen udføres med fede sæbeholdige
Stoffer (Fedt, Talg, Sæbe, Voks) og et Farvestof
(Kønrøg), for at Tegneren kan se, hvad han
udfører, og at gøre den øvrige, til Tegning
ubenyttede Del af Overfladen varigt modtagelig for
Vand. Naar Tegningen, der ved de fedtagtige
Stoffer, hvormed der tegnes, er indsuget ell.
har forbundet sig med Stenen, er færdig, ætses
Stenens Overflade med fortyndet Salpetersyre
og overstryges derefter med opløst arabisk
Gummi. Efter denne Behandling kan Grunden
endnu lige saavel som forhen befugtes med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
