Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Livsluft - Livsmerkur - Livsstraf - Livstegn - Livstræ (se Thuja) - Livstræ (se Hjerne) - Livstræet - Livstykke - Livsvarighed - Livthrase - Livtropper - Livvagt - Livø - Lixiyium causticum - Lixurion - Lizard-Head - Ljaa - Ljaablomst - Ljan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
métaux pendant leur calcination; 1777 kaldte
han Ilten air éminemment respirable, 1778
principe acidifiant ell. principe oxygène, men 1780
benytter han igen Navnet air vital.
(O. C.). R. K.
Livsmerkur, se Algarotpulver.
Livsstraf, se Dødsstraf.
Livstegn, de sidste svage Livsytringer, der
viser, at Døden endnu ikke er indtraadt. Det
drejer sig særlig om Aandedræt og Kredsløb;
for at paavise L. søger man saaledes efter Tegn
paa, at Aandedrættet endnu finder Sted (et
Spejl, der holdes for Munden, bedugges), ell.
man søger at høre Hjertelyd. Tilstedeværelsen
af Reflekser (s. d.), f. Eks. ved Berøring af
Hornhinden, er, hvis den findes, et let
paaviseligt L.
(Lp. M.). P. H.
Livstræ, se Thuja.
Livstræ, se Hjerne, S. 534.
Livstræet (hebr. ez-hakhajim, »Livets Træ«)
kaldes i Israelitternes Oldsagn om Menneskets
Tilblivelse og Urtilstand, der fortælles i 1.
Mosebog, et Træ i Edens Have, der havde den
Egenskab, at saa længe som man spiste af dets
Frugt, vedblev man at leve. Ved Syndefaldet
forsvandt L. med Edens Have, og der findes
ikke mange Hentydninger til L. i Israelitternes
Litteratur, hverken i det gl. Test. ell. i
Apokryfferne. Først i Jødefolkets sidste Tid dukker
Tanken om L. atter op i de saakaldte
pseudepigrafiske Skr, i Henok’s Bog, i Esra’s 4. Bog.
L. forekommer ogsaa i Johannes’ Aabenbaring
(2, 7 og 22, 2) som hørende til det Paradis,
den evige Salighed, der er forbeholdt de
Troende, og anvendes oftere i Kirken i Ord og
Billede (samlet af F. Piper i »Evangel.
Kalender« [1863], S. 17—94). Hos Babylonier og
Assyrer, der ellers har nogle Oldsagn tilfælles
med Israel, er der ikke fundet noget L.
Derimod kan man som noget til Dels tilsvarende
maaske nævne nogle Forestillinger hos
Perserne om et Træ (Horn), hvis Frugt foryngede
Gliderne ligesom Grækernes Ambrosia, men det
var ikke bestemt for Mennesker som L. i Biblen.
V. S.
Livstykke, i moderne Sprogbrug et
Underklædningsstykke for Overkroppen uden Ærmer,
særlig anvendt af Børn. Ikke at forveksle med
Liv — i Modsætning til Nederdel —, der
er et Yderstykke med Ærmer, en Del af
Kvindekjolen. I det nordlige Sverige og i Skaane
betyder L. en ærmeløs Mandsvest, svarende til
vor Brystdug, der bares under 18. Aarh.’s
lange Vest, som havde Ærmer og opr. naaede
til Knæene. Hin var kortere og ærmeløs. Et
andet Navn var Bindelivet, som
foregaaende et ærmeløst Mandsstykke, forneden
forsynet med en omløbende Valk, Pølsen, paa
hvilken Knæbukserne hang. Et særegent L. af
høj Ælde var Opløden (upphlutr), om hvis
Form Tegningerne i Bronzealder, Fig. 9,
og Dragt, Fig. 8 og 9, giver Forestilling. Det
bares af Bondekvinder for et halvt Aarh. siden
i Danmark, Halland og Skaane under
Høstarbejde over Særken, var af hvidt Lærred og
naaede til over Hofterne. Syet til Særken, som
Opløden ofte var, udgjorde den den øverste Del
af Særken. Efter en Optegnelse fra
Kullagunnarstorp fra 1710 brugtes den endnu af
fornemme Damer, men vistnok i rigere Udstyrelse.
(Bernh. O.). Elna M.
Livsvarighed, se Dødelighedsstatistik.
Livthrase, se Liv og L.
Livtropper. Obersten for et
Landsknægtregiment havde en Stab, der hjalp ham med
Tjenesteforretningerne og bl. a. skulde beskytte
hans Person; dette tilfaldt de saakaldte
Livdrabanter, hvorfra Udtrykket L. stammer.
I 17. og 1. Aarh., i Sverige til 1833, da
Regimentschefen tillige var Chef for en af
Regimentets Underafdelinger, overførtes
Benævnelsen L. paa saadanne Underafdelinger
(Livkompagnier, Liveskadroner);
Regimentschefen fik tillige Lønning som
Underafdelingschef, medens den direkte Kommando over
Underafdelingen førtes af en Stabskaptajn ell.
Kaptajnløjtnant. Senere blev L. Betegnelse paa
en Afdeling eller Underafdeling, for hvilken
Landets Fyrste var Chef, og i denne Bet. —
ell. blot som Navn i Alm. — anvendes L. endnu.
(B. P. B.). E. C.
Livvagt, se Garde og Hustropper.
Livø (i daglig Tale Liv ell. Livland),
lille Ø i Limfjorden, L. Bredning, hørende til
Aalborg Amt, Slet Herred, Ranum Sogn, ligger
c. 12 km SV. f. Løgstør og 4 km N. f. Fur, fra
hvilken den skilles ved Favnedyb. Den er c.
330 ha, har især ved Nord- og Vestkysten høje,
stejle Lynghakker og løber mod S. ud i en
ganske smal og lav Landtange, Liv Tap. Paa
den nordlige Del ligger en Skov, i hvis
nordlige Udkant Øens højeste Punkt (43 m) findes.
Dens eneste Gaard, Livøgaard, benyttes siden
1911 som Aandssvageanstalt. — Øen, der i
Valdemar II’s Jordebog kaldes Lygh, hørte i
Middelalderen til Vitskøl Kloster og senere til den
af Klostret opstaaede Herregaard Bjørnsholm.
Et Par Gravhøje viser, at Øen har været
beboet i Oldtiden.
(H. W.). M. S.
Lixiyium causticum, d. s. s. Kalilud.
Lixurion [lik’suriån], se Lexuri.
Lizard-Head [’£izəd-’hed], Lizard Point,
The Lizard, Cornwallshire, er
Storbritanniens sydligste Forbjerg (49° 57′ 30″ n. Br., 5°
12′ v. L.). Det bestaar af Serpentin og danner
sammen med Cornwalls andet Yderpunkt Kap
Londsend Mountsbai. Det har to Fyr.
N. H. J.
Ljaa er det norske Navn for Le (Redskab
til at slaa Hø med). Oldn. lê, nedertysk le.
H. F.
Ljaablomst, se Leverurt.
Ljan, Gaarde og Brug, ligger omtr. 15 km
fra Kria, paa Østsiden af Bundefjorden, er en
betydelig Ejendom, omfattende, i et samlet
Kompleks, 19 forsk. Gaarde inden for 5
Herreder, og med en Skyld af 410 Skyldmark.
Hovedgaarden Stubljan ligger lige ved
Fjorden, paa Nordsiden af Afløbet fra den store
Gjersjø, Gjersjøelven, tidligere kaldet
Hvitebjørnselven, efter den paa Elvens Sydside
liggende Gaard Hvitebjørn med Savbrug,
det samlede Gods’ forrige Navn. Allerede
omtalt 1529 som hørende under Hovedøens Kloster
gik Hvitebjørn over til Familierne Litle og
Lange og saa gennem Hannibal Sehested til
Kronen. 1667 solgtes Bruget til Oberstløjtnant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
