Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Loewy, Maurice - Lofn - Lofoten - Loft - Lofthus - Lofthus, Kristian Jenssøn - Loftus - Lofthus, Augustus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
la determination des erreurs de division d’un
cercle méridien (1906).
J. Fr. S.
Lofn (old.; udtales Lovn), en af Asynjerne;
iflg. Snorre’s Edda beskyttede hun Ægteskabet.
(A. O.). G. K-n.
Lofoten, det gamle Lófótr (af ló, gaupe,
og fótr, fod), den søndre Del af L. og
Vesteraalens Sorenskriveri i Nordland Fylke, dannes
af en paa Nordsiden af Vestfjorden liggende Rk.
store Øer, hvis overordentlig sønderrevne
Fjeldmasse viser sig som en fra Ø. mod V.
fortløbende Rk. Tinder begyndende indenfor
Hindøen ved Tjeldesund og endende mange Mile
ude i Røst’ sylspidse Nyker. Allerede langt
sønderfor ses Lofotvæggens blaanende Rk. som
en takket Mur, hvori Tinderne paa Afstand
synes at ligge ved Siden af hinanden, og man
skal langt ind, førend man skelner Baggrund fra
Forgrund; man maa endog selv befare de
enkelte Sunde, som skiller Hindø fra Østvaagø
(Raftsundet), denne igen fra Vestvaagø
(Gimsøstrømmen), der atter ved Napstrømmen er
adskilt fra Flakstadøen ved den grunde, smalle
Sundstrøm næsten sammenhængende med
Moskenæsø, hvis i Havet brat nedstyrtende Spids,
Lofotodden, danner Afslutningen paa den egl.
Lofotvæg. Udenfor ligger endnu 3 Øgrupper
hørende under L., nemlig Mosken, Værög —
mellem disse den berygtede Malstrøm — og
Røst med Skomvær Fyr paa en lille Holm
længst ud i Ishavet; disse er dog alle adskilte
ved aabne brede Havstrækninger. Lokker den
herlige Natur Turisten om Sommeren til L.’s
forholdsvis øde Fiskevær, er Lofottorsken det
Bytte, som frister Tusinder og atter Tusinder af
Nordlands Befolkning til at vove en Dyst med
Vestfjorden om Vinteren. De største Fiskevær er:
Brettetsnes, Skraaven, Kabelvaag, Hopen,
Henningsvær, Stamsund, Steine, Ure, Balstad,
Nusfjord, Reine og Sørvaagen. Allerede saa langt
tilbage som hist. Efterretninger gaar, altsaa mindst
i 1000 Aar, har der paa Bankerne langs L.
været drevet et storartet Torskefiskeri fra Jan.
til Apr med Udbytte af op til 30 Mill. Fisk. Kun
enkelte Aar har Fiskeriet slaaet fejl. Se for
øvrigt de enkelte Herreder: Vaagan,
Gimsöy, Borge, Buksnæs, Flakstad,
Værög. (Litt.: »Helland, Norges land og
folk«, XVIII).
(J. F. W. H.). M. H.
Loft (oldn. Loptr, ɔ: Luft), et Navn paa
Loke.
G. K-n.
Lofthus, Kinsarvik Herred, Hordaland Fylke
paa Østsiden af Hardangerfjordens indre Arm,
Sørfjorden. Et af de smukkeste Steder i
Hardanger. Meget besøgt af Turister og Malere.
Fl. Hoteller.
M. H.
Lofthus, Kristian Jenssøn, norsk
»Almuetalsmand«, f. i Østerrisør i Maj 1750, d. 13.
Juni 1797. Han var uægte Søn af en i Lillesand
bosat ung Mand af den konditionerende Klasse,
men blev antaget i Barns St. af Morbroderen
Nils Kittelsøn, efter hvem han fik Gaarden L.
i Vestre Moland. For de af ham indførte
Forbedringer paa denne Gaard fik han det
throndhjemske Videnskabernes Selskabs største
Præmie. L. havde — som det ser ud til — tidlig
fattet Nag til Egnens Dommere, af hvem han
ansaa sig forurettet, og det var denne bitre
Stemning mod Øvrigheden, som i Forbindelse
med hans Godhjertethed og hede Blod drev
ham ind paa den skæbnesvangre Bane. Der kan
over hele Vestlandet fra Midten af 18. Aarh.
mærkes stærk Gæring under Trykket af
Embedsstanden og de store Brugsejere, og L.
bidrog ved sin Optræden til at skaffe denne Luft.
»Lofthusbevægelsen« er i Virkeligheden den
betydeligste og mest bevidste af alle Bøndernes
Klassebevægelser i Norge i det 18. Aarh., og det
skyldes ikke mindst L.’s Personlighed. 1786
foretog han to Rejser til Kbhvn, hvor han fik
Audiens hos Kronprins Frederik og overrakte
denne et med 329 Underskrifter forsynet
Klageskrift over de Undertrykkelser, som fra
Embedsmændenes, Lensmændenes og Byborgernes
Side gik i Svang i Norge. Da Kronprinsen
paalagde ham at skaffe Bevisligheder for de
Klager, han fremførte, opkastede han sig til et
Slags Folketribun, holdt Samlinger med Almuen
i de forsk. Bygder og lod sig meddele
Fuldmagter til at handle paa dens Vegne. Med de
saaledes opsatte Klager gjorde han nu gennem
Sverige sin tredje Københavns-Færd. Selv
vovede han sig imidlertid ikke over Øresund, men
forblev i Helsingborg, medens hans Ledsagere
rejste over til Kbhvn for at faa Lejde for ham.
Et saadant blev ham da ogsaa tilstaaet; men
forinden L. fik Besked derom, rejste han over
Hals og Hoved hjem, og nu blev der
udfærdiget Arrestordre mod ham. Men da Almuen
sluttede sig sammen om sin Talsmand, blev der
foreløbig ikke Tale om at sætte denne i Værk.
Derimod indgød hans mandstærke Flokke
Befolkningen i Arendal og Kristanssand den
største Skræk. Men L. var ikke i Stand til at holde
sine Tilhængere sammen, og han maatte tage
Flugten. Han var ofte paa Nippet til at blive
fangen; men først i Marts 1787 lykkedes det at
paagribe ham i Lillesand, hvorefter han
sendtes til Akershus. Der forefaldt vel nogle mindre
Opløb bl. Egnens og Naboamtets Bønder; men
de blev dog uden Bet. L. blev siddende i
Fængsel til sin Død, efter at han af en Kommission
1792 var bleven dømt til livsvarigt
Fæstningsarbejde i Jern, en Dom, som to Aar efter L.’s
Død stadfæstedes af Højesteret. Der blev gjort
gentagne Forsøg paa at befri ham, og Dommen
over ham er baade af Samtid og Eftertid
gennemgaaende blevet følt som en Uretfærdighed.
(Litt.: »Henr. Wergeland’s Skrifter« VIII,
149—311; G. Sverdrup, »Lofthusbevægelsen«,
Avhandl. fra univ.s hist. Seminar III [Kria
1917]; Norsk Hist. Tidsskr. 5. R. IV p. 89—93.).
(O. A. Ø.) Edv. B.
Loftus [’£åftəs], By i det nordlige
England, Yorkshire, med 7000 Indb. I Nærheden
Jerngruber og Stenbrud.
N. H. J.
Lofthus [’£åftəs], Augustus, Lord, eng.
Diplomat (1817—1904), yngre Søn af Markis’en
af Ely. Han indtraadte allerede 1837 i den
diplomatiske Tjeneste og ansattes 1844 i
Stuttgart; fulgte 1848 Stratford Canning paa hans
Sendelse til Berlin og Wien, blev 1853
Legationssekretær i Berlin, 1858 Sendemand i Wien,
1860 forflyttet til Berlin og 1862 til München,
men 1866 igen sendt til Berlin. Han spillede i
disse Aar en vigtig Rolle i Forhandlingerne om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
