Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lokomotiv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
L. havde 2 Dampcylindre, hvis
Stempelstænger gennem Vægtarme virkede paa to 90° for
hinanden forsatte Krumtappe paa en
Blindaksel. Et paa denne Aksel siddende Tandhjul
drev gennem en ens Tandhjulsudveksling begge
Drivhjulsaksler. Som Fig. viser, førtes den
brugte Damp ud i Skorstenen for at skaffe kunstig
Træk. Et af Hedley’s L., der kaldtes Puffing
Billy, var i regelmæssig Drift paa
Wylam-Banen i næsten 50 Aar, indtil 6. Juni 1862. Det
blev derefter købt til South-Kensington Mus. i
London, hvor det endnu opbevares og
indtager Hæderspladsen ved Siden af Stephenson’s
berømte L. Rocket (se ndf.). 1815 byggede
Hedley — for gennem et mindre Hjultryk at
skaane de skrøbelige Støbejernskinner — et lgn.
L., men med 4 Drivaksler, der alle blev drevet
gennem Tandhjulsudvekslinger fra samme
Blindaksel.
1814 greb George Stephenson (s. d.),
den egl. Grundlægger af Jernbaner med
L.-Drift, ind i Udviklingen af L.-Bygningen. Med
heldig Haand og et sikkert og praktisk Blik
udviklede han L.’s Konstruktion og gav det,
med Bistand af andre dygtige Mænd, i Løbet af
15 Aar den Form, som satte det i Stand til at
blive en af 19. Aarh.’s største Kulturbærere. 25.
Juli 1814 satte Stephenson, som dengang var
Grubeingeniør ved Killingworth-Kulminerne i
Nærheden af Newcastle, sit første L., Blücher,
i Drift paa Killingworth-Banen. I Kedlen, som
var af Smedejern, var foroven indbygget 2
lodrette Cylindre, hvis Stempelstænger gennem
Vægtarme og Krumtappe — i Modsætning til de
da kendte L.-Typer — drev 2 gennem et
Mellemtandhjul sammenkoblede Blindaksler, der
atter gennem Tandhjul var koblet til
Drivhjulsakslerne. 1815 byggede Stephenson sit andet L.,
paa hvilket alle Tandhjulene var udeladt,
medens Drivhjulene blev bevæget gennem
Plejlstænger, der direkte virkede paa de paa selve
Hjulene anbragte Krumtappe; ved denne
Anordning, der 28. Febr 1815 var patenteret af
Stephenson og Ingeniør Dodd, blev der
Mulighed for en hurtigere Kørsel og for
Anvendelse af en fjedrende Ophængning af
Lokomotivrammen, hvilket var udelukket, saa længe
der anvendtes Tandhjul. For at sikre de to
Drivakslers Krumtappes indbyrdes Stilling, var
Akslerne paa Midten forsynede med en Rulle
med passende Fremspring; omkr. disse to
Ruller var anbragt en Kæde uden Ende. Denne
Konstruktion viste sig dog uheldig. En Ulempe
ved alle hidtidige L. var, at de fuldstændig
manglede fjedrende Ophængning. I Efteraaret
1816 udtog Stephenson i Forening med Losh
et Patent paa »Dampfjedre«, som blev anbragte
paa Stephenson’s tredje Lokomotivtype af 1816;
de bestod af smaa Dampcylindre, hvis øverste
aabne Del gik ind i selve Kedlen; Damp- og
Vandtrykket heri virkede derfor paa Oversiden
af Stemplet, og Stempelstangen hvilede fast
oven paa Aksellejet. Disse »Dampfjedre« var
dog upraktiske og blev, da man senere gik over
til vandret- (ell. noget skraat-) liggende
Dampcylindre, erstattede af de allerede dengang ved
finere Køretøjer anvendte Wood’ske
Bærefjedre af Staal.
Indtil Apr. 1825 byggede Stephenson 16 L. for
forsk. Kulbaner i England, saaledes alene 1822
5 L. for Hetton-Banen, af hvilke dog de 3 atter
blev sat ud af Drift 1827 og erstattede med
stationære Maskiner, og det var ogsaa paatænkt
at løse de 2 sidste af paa samme Maade. Selv
om disse L. kun udviklede en Trækkekraft, der
svarede til 7 à 8 levende Heste, og deres
 |
| Fig. 11. Hedleys Lokomotiv, 1813; første brugbare Adhæsions-Lokomotiv. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
