Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lokri - Lokring - Lokris - Loligo - Lolium - Lolland - Lolle, Jens - Lolle, P. - Lollfuss - Lollharder - Lolli, Antonio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hav tæt ved det nuværende Gerace marina. Til
Forskel fra Lokrerne i Grækenland kaldtes
Indb. de epizefyriske (efter Forbjerget
Zefyrium). Byen var anlagt i 7 Aarh. f. Kr.;
derimod var man allerede i Oldtiden uenig, om
det var opuntiske ell. ozoliske Lokrer, der
havde anlagt den. Kort efter dens
Grundlæggelse fik den af Zaleukos Love og Forfatning, som
vakte megen Opmærksomhed i Grækenland og
bestod i lang Tid. L. var en af de mægtigste
gr. Byer i Syditalien; i 6. Aarh. vandt Lokrerne
en stor Sejr over Krotoniaterne ved Floden
Sagras. Dionysios den Ældre af Syrakus, som
havde taget sig sin Hustru fra L., begunstigede
Byen meget, men senere gik det tilbage med
den. I Krigen mellem Pyrrhos og Romerne led
den meget, og kort efter blev den afhængig af
Rom. Ogsaa i 2. puniske Krig blev den haardt
medtagen. — Udenfor L. fandtes et højt anset
Tempel for Persefone. Maaske er det det,
hvoraf der endnu findes adskillige Rester, som er
udgravede 1889. Ogsaa enkelte andre Levninger
findes endnu.
H. H. R.
Lokring, se Dørslag.
Lokris, Navn paa et Par Landskaber i det
gl. Grækenland. Man skelnede mellem det
østlige og det vestlige L. Det første strakte sig
langs med Havet lige overfor Euboia og N. f.
Landskaberne Fokis og Boiotien. Men Fokierne
havde ved at trænge frem ned til Kysten og
bemægtige sig et Stk. af Kystlandet, som opr.
tilhørte Lokrerne, skilt dette Landskab i to
Dele, som dog vedblev at staa i politisk
Forbindelse med hinanden. Om det hele Landskabs
Indb. brugtes Fællesbenævnelsen de
opuntiske Lokrer (efter Byen Opus), men dette
Navn anvendtes ogsaa særlig om Indb. i den
østligste Del, medens Indb. af den vestlige
kaldtes de epiknemidiske Lokrer (efter
Bjerget Knemis). Landet er bjergfuldt mod V.
(Kallidromos, Knemis); mod Ø. findes derimod
en Del Sletteland. Der fandtes i Oldtiden
adskillige Byer, af hvilke Thronion i de
epiknemidiske Lokrers Land og Opus i de opuntiskes
var de betydeligste. Indb. var ret civiliserede;
de forsk. Byer var knyttede sammen til et
Forbund, i hvilket Opus havde den ledende
Stilling. Nogen synderlig politisk Rolle i
Grækenland kom de dog aldrig til at spille; de sluttede
sig i Reglen nærmest til Boioterne.
Helt adskilt fra dette Landskab var det
vestlige L., hvis Indb. sædvanlig gik under Navnet
de ozoliske Lokrer. Det laa N. f. den
korinthiske Bugt imellem Ætolien og Fokis. Det er
væsentlig opfyldt af Bjerge, til Dels bevoksede
med Naaletræer. Indb. var langt mindre
civiliserede end i det østlige L.; de fleste levede
som Hyrder, mest Gedehyrder. Dog fandtes
der ogsaa nogle Byer, deriblandt Amfissa ved
Østgrænsen og Naupaktos ved den korinthiske
Bugt. Men den sidstnævnte By var jævnlig i
fremmedes Magt. I politisk Henseende spillede
heller ikke disse Lokrer nogen videre Rolle; i
den peloponnesiske Krig holdt de med Athen,
men blev snart nødt til at slutte sig til Sparta.
Senere kom de under det ætoliske Forbund.
Kejser Augustus overlod hele Landet med
Undtagelse af Amfissa til de Romere, som boede i Patrai.
I det moderne Grækenland udgør L. et
Eparki i Nomen Fthiotis. Hovedstad Atalanti.
H. H. R.
Loligo, se Kalmar.
Lolium, se Rajgræs.
Lolland, se Laaland.
Lolle, Jens, Balletrepetitør ved det kgl.
Teater i Kbhvn i Slutn. af 18. Aarh., har bl. a.
skrevet Musikken til Galeotti’s Ballet, »Amor
og Balletmesterens Luner«.
S. L.
Lolle, P., d. s. s. Laale.
Lollfuss, se Slesvig (By).
Lollharder kommer af lulle = synge sagte,
som det blev brugt ved Andagter; det er i
Nederlandene i Beg. af 14. Aarh. Navnet dels
paa Selskaber i Byerne til at sørge for fattige
og pleje syge og sørge for Begravelser
(Alexius-Brødre ell. Cellitter), dels for Begharderne.
Men mest brugt er Navnet om Wyclif’s
Tilhængere i England. Wyclif begyndte 1375 at
udsende fattige Rejsepræster i England, som
rundt om forkyndte Goddis lawe (Evangeliet)
og snart vandt meget stor Indflydelse og vakte
det kat. Præsteskabs Vrede; L. maatte dog lide
Forfølgelse, fl. af deres Ledere, f. Eks. Hereford,
blev ekskommunicerede, Wyclif selv udelukket
fra Universitet i Oxford. Efter hans Død
bredte Partiet sig alligevel stærkt; det havde
sine egne Skoler, en Mængde Flyveskrifter blev
udsendte, som revsede kirkelige Misbrug, og en
Del ansete Mænd, f. Eks. Jarlen af Salisbury
og Lord Cobham, sluttede sig aabent dertil,
saa det var lige saa meget et politisk som et
kirkeligt Parti. 1390 strandede et Forsøg fra
Præsteskabets Side paa at forbyde alle
Bibeloversættelser, og L. blev derved modige og
sendte 1395 Parlamentet en kort Udsigt over
deres Program, hvori Romerkirken omtales som
den eng. Kirkes »store Stifmoder«. Men dette
Aar var L.’s Kulminationspunkt. Allerede
under Richard II og endnu mere under Henrik
IV og Henrik V begyndte Forfølgelserne; mange
blev henrettede og Lord Cobham brændt;
Partiet mistede sin politiske Bet. og blev en Sekt,
der holdt sig til Reformationen, de saakaldte
biblemen, der opbyggede sig ved Læsning i
Biblen og Wyclif’s Skr. I Læren bestred L. alle
de rom. Misbrug: Helgendyrkelse, Valfarter,
Skriftemaal, Transsubstantiationslære,
Præstevælde. Det objektive i Kristendommen, Kirken
og Sakramenterne, træder hos dem tilbage for
en stærk Hævdelse af det etisk-religiøse hos
den enkelte Person. (Litt.: John Strype,
Ecclesiastical Memorials [1721]; John Foxe,
Acts and Monuments of Martyrs [1563]; R.
Vaughan, Life and Opinions of John de
Wicliffe [1831]; Lechler, »Johan von Wiclif
und die Vorgeschichte der Reformation« I—II
[1873]).
(H. O-d.). A. Th. J.
Lolli, Antonio, ital. Violinvirtuos
(1728—1802), skal have været en stor Tekniker, men
en meget tarvelig Musiker, hvorom ogsaa hans
Kompositioner vidner. Ved sine talrige
Koncertrejser skabte han sig europ. Ry, men
Dommene om ham svingede mellem saadanne
Yderligheder som »Violinspillernes Shakespeare« og
»en slet og ret Nar« (Burney). I Kbhvn
optraadte han 1784 og 1791, sidste Gang sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
