Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lope de Vega
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
næppe Magen til en saa tidlig udviklet og saa
fabelagtig frodigt producerende
Digterbegavelse. Han gjorde Vers, hedder det, da han var
5 Aar gl (hvis man da kan tro hans første
Biograf,
Montalván); 10 Aar
gl var han saa
stiv i Latinen,
at han overs.
Claudian’s De
raptu
Proserpinæ metrisk
paa Spansk,
og sin første
Komedie, El
verdadero
amanta, —
den har man
endnu, og den
er forbavsende
god —, skrev
han i sit 13.
Aar. Men
Vidunderbarnet
var ingen bleg og spinkel Drivhusplante:
nedstammende fra den kraftige, nordspanske
Befolkning i la Montaña uddannede han sig
i Legemsøvelser og førte sin Kaarde som en
Mester, og med en Skolekammerat, fortælles
der, drog han i Lømmelalderen paa Eventyr
ud i den vide Verden, — en Udflugt, der
rigtiknok endte prosaisk nok med, at Politiet
besørgede dem hjemsendt. Kærlighedshistorier
havde han allerede haft fuldt op af som
Student (i Alcalá), da han 1583 gik med som
Soldat paa Togtet til de azoriske Øer. Til Aarene
efter Hjemkomsten hører hans stormfulde
Elskovsforhold til en Dame, hvem han har
skildret — Digtning og Sandhed mellem hinanden
— i den interessante, dialogiserede Roman
Dorotea. Damens virkelige Navn var Elena
Osorio. og hun var Skuespillerinde; og Forholdet
endte notorisk med en Injurieproces, idet L.
anklagedes for at have forfattet
Skandskrifter imod hende, som han havde sunget om
tidligere under Navn af »Filis«, og mod
hendes Familie; det var Skinsyge, der havde
forledt ham dertil. Han fik en streng Straf over
sig 1588, flygtede til Valencia og gik ikke længe
efter om Bord paa Orlogsskibet »San Juan«,
der hørte til den »uovervindelige Armada«. Han
var med i Kampen mod Englænderne og kom
uskadt tilbage til Cadiz; midt under Kampene
og Uvejrsstormene, der splittede Flaaden ad,
havde L. digtet et stort romantisk Epos, La
Hermosura de Angelica, i Ariosto’s Stil. Men
allerede i Maj 1588 havde han holdt Bryllup
med Isabel de Urbina (Belisa, kalder han
hende i Digte), en ung Dame af god Familie,
hvilken nødig saa denne Forbindelse.
Hyrderomanen La Arcadia og en hel Del Komedier er
fra den Tid. 1590 traadte han i Tjeneste hos
Hertugen af Alba, Sønnesøn af den berømte
Feltherre. Dog, hans urolige Dage var endnu
ikke forbi; han levede som gift Mand et
næsten lige saa muntert og ubundet Liv som før,
synes det. Sin Hustru mistede han 1595, lader
det til. L. blev 1598 atter knyttet som Sekretær
til en Adelsmand, nemlig Greven af Lemos
(dengang Markis af Sarriá), efter at han en
lang Tid havde opholdt sig hos Markis’en af
Malpica; og i den Tid skrev han Digtene La
Dragontea (om Francis Drake og just ikke til
hans Pris — som man kan tænke) og Isidro
(til Ære for Madrids Skytshelgen). Siden var
Hertugen af Sessa i mange Aar hans Ven og
Beskytter. Et nyt Kærlighedsforhold, til en
»Lucinda«, ved hvem han blev Fader til to
Børn, hører til denne Tid; hun hed i
Virkeligheden Micaela de Luján og var
Skuespillerinde; denne Elskovsforbindelse har sat mange
Spor i L.’s digteriske Produktion. L.’s andet
Giftermaal, med Juana de Guardo, fandt Sted
1598. Ægteskabet synes at have været lykkeligt
i nogle Aar, uagtet Forholdet til Micaela de
Luján ikke ophørte. Da hans Hustru døde 1613,
gjorde dette straks meget Indtryk paa ham;
Aaret før havde han mistet en lille Søn, som
han elskede højt, og hans Sorg gav sig Luft i en
rørende smuk Canzone til Minde om Carlos
Felix. Andre, lidt tidligere Vidnesbyrd om
alvorligere Sindsretning foreligger i det skønne
religiøse Digt fra 1611: Los pastores de Belén
(hvori den dejlige »Madonnas Vuggesang«, der
er oversat paa mangfoldige Sprog) og i
Beslutningen at blive Tertiarier i Skt
Franciskus-Orden (hvad han blev 1611) og derefter Præst.
1614 iværksatte han sidstnævnte Plan. Men
trods fremrykket Alder og Præsteværdigheden
gav han endnu engang sine Samtidige Stof til
Forargelse og Satire ved det brødefulde,
lidenskabelige Forhold til en gift Dame, Marta de
Nevares Santoyo. Med at digte — og det meget
andet end religiøs Poesi — vedblev han, der
fra 1610 til sin Død boede i Madrid, saa
længe han levede; det var for ham næsten det
samme som, at drage Aandedræt. Forsk.
Æresbevisninger tildeltes ham i disse senere
Leveaar: han blev saaledes apostolisk Protonotar
i Toledo 1616, og 1627 gjorde Paven ham til
Dr. theol., og Johannitterridder til Tak for et
Digt, hvori han besang Maria Stuart’s Død.
Men han ramtes ogsaa af mange haarde Stød
paa sine ældre Dage: hans talentfulde, uægte
(men legitimerede) Datter Marcela var blevet
Nonne 1623; omtr. ved denne Tid blev den ovf.
nævnte Doña Marta blind og sindssyg, og 1632
døde hun; Sønnen Felix Lope, en Broder til
Marcela, druknede ved et Skibbrud 1634, og
samme Aar løb L.’s og Marta’s Datter Antonia
Clara bort hjemmefra med en Adelsmand.
Under disse Omstændigheder lagde der sig fl. og
fl. Skygger over L.’s Sind og nedbrød hans
Helbred, og hans Andagtsøvelser, endog
Piskninger til Blods og Medvirken ved Autodaféer,
optog mere og mere af hans Tid; men egl. syg
havde han kun været i ganske faa Dage, da han
døde, og Pennen var i hans Haand næsten til
det sidste. Feliciana, Datter af hans anden
Hustru, udnævnte han til sin Universalarving.
Hans Ligbegængelse fandt Sted under
umaadelig Deltagelse (nu kendes hans Gravsted ikke
mere), og en Mængde Digtere i Spanien o. a.
Lande sang Sørgekvad over ham, hvilke
udkom samlede i Trykken (i Madrid og Venedig).
Som man ser, var L.’s Liv just ikke moralsk
 |
| Lope de Vega. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
