Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig IV af Bayern - Ludvig (Storhertuger af Hessen) - Ludvig (Konger af Neapel) - Ludvig (Landgrever af Thüringen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ludvig IV af Bayern, tysk Konge
1314—47 og fra 1328 tillige Kejser (1287—1347),
Søn af Hertug Ludvig den Strenge af Bayern
og Mechtild af Habsburg, laa allerede som
Hertug i Strid med Frederik den Smukke af
Østerrig og optraadte som hans Medbejler ved
Kongevalget efter Henrik VII’s Død, hvor han som
det bøhmisk-luxembourgske Partis Kandidat fik
de fleste Stemmer for sig. Krigen mellem ham
og Frederik fortsattes i fl. Aar, indtil han til
sidst sejrede ved Mühldorf og tog sin
Modstander til Fange. Alligevel endte Striden ikke, da
Frederik’s Broder Leopold fortsatte den, og
Pave Johan XXII greb ind til Fordel for
Habsburgerne af Forbitrelse over, at L. havde støttet
Visconti’erne i Milano mod ham. Han lyste L.
i Band, men denne svarede med at beskylde
ham for Kætteri og støtte den kirkelige
Bevægelse, som navnlig Franciskanerne havde rejst
mod det vanslægtede Pavedømme. Paa denne
Tid døde Leopold, og L., der havde udsonet sig
med Frederik, vovede at gøre et Tog til Italien,
hvor han ved Ghibellinernes Hjælp trængte
frem til Rom og blev kronet til Kejser. Hans
Indflydelse i Italien blev imidlertid kun
kortvarig, da han plagede Italienerne med haarde
Skattepaalæg, og ved Efterretningen om
Frederik’s Død 1330 vendte han tilbage til
Tyskland. Her vedvarede de indre Kampe, da
Paven stadig ikke vilde anerkende ham, indtil
Kurfyrsterne 1338 i Rense erklærede, at et af
dem foretaget Kongevalg var gyldigt uden
Pavens Samtykke. L. var meget ivrig for at
udvide sine Familiebesiddelser. 1320 havde han
forlenet sin Søn Ludvig med Brandenburg, 1341
lod han denne ægte Arvingen til Tyrol, og da
hans Svoger Vilhelm IV af Holland, Zeeland
m. m. døde, inddrog han disse Lande for sin
Søn Vilhelm. Herover blev Fyrsterne forbitrede
og opstillede Johan af Böhmen’s Søn Karl (IV)
som Modkonge 1346; men L. døde pludselig,
inden det kom til Kamp. (Litt.: Carl
Müller, »Der Kampf Ludwigs des Bayern mit der
römischen Kurie« [Tübingen 1879—80], 2 Bd;
Riezler, »Gesch. Bayerns«, 2 Bd [Gotha
1880]; Steinberger, »Kaiser Ludwig der
Bayer« [München 1901]).
C. S. C.
Ludvig, Storhertuger af Hessen. 1) L. I
(1806—30), f. 1753, d. 1830, tiltraadte 1790
Regeringen som Landgrev L. X, deltog 1792—99 i
Krigen mod Frankrig og fik 1803 sit Land mere
end fordoblet, bl. a. med Hertugdømmet
Westfalen til Vederlag for Rhin-Hessen. 1806
tiltraadte han Rhin-Forbundet, blev Storhertug
og fik ny Landudvidelse; sluttede sig Novbr
1813 til Napoleon’s Fjender og fik 1814
Rhin-Hessen tilbage mod at afstaa Westfalen. Han
gav 1820 en fri Forfatning, sluttede 1828
Toldforbund med Preussen og lagde derved Grund
til Toldforeningen. Fra sit Ophold ved
Digterhoffet i Weimar 1776 nærede han stor Iver for
Kunst, især Teatret, og grundlagde et Mus. og
en stor Bogsamling. Han var gift med Luise,
Prinsesse af Hessen-Darmstadt (1761—1829).
(Litt.: Steiner, »L. I.« [Offenburg 1842 med
Tillæg 1866—69]). 2) L. II (1830—48), f. 1777,
d. 1848, foreg.’s Søn, overværede 1804
Napoleon’s Kroning, 1808 Kongressen i Erfurt og
1814 den i Wien. Han laa i hele sin
Regeringstid i Strid med Landdagen, saa at kun faa
Fremskridt opnaaedes, og maatte 5. Marts 1848
tage sin nedenn. Søn til Medregent. Han var
gift med Wilhelmine af Baden (1788—1836) og
blev Fader til Kejser Alexander II’s Ægtefælle
Marie og til Prins Alexander, Battenberg’ernes
Fader. 3) L. III (1848—77), f. 1806, d. 1877,
foreg.’s Søn, gjorde 1848 store frisindede
Indrømmelser, men slog 1850 ind paa politisk og
kirkelig Reaktion med Dalwigk som
Førsteminister og holdt fast ved ham indtil 1871.
Han arvede 1866 Hessen-Homburg, men maatte
efter Krigen s. A. afstaa det til Preussen og
udtræde i det nordtyske Forbund, 1870 i det
ny tyske Rige. Hans Ægteskab med Mathilde
af Bayern (1813—62) var barnløst, og han
ægtede 1868 morganatisk Skuespillerinden
Magdalena Appel (f. 1846), som blev Friherreinde
Hochstädten. 4) L. IV (1877—92), f. 1837, d.
1892, foreg.’s Brodersøn, deltog i Krigene 1866
med Preussen og 1870—71 med Frankrig. Han
ægtede 1862 Dronning Victoria’s Datter Alice
(1843—78) og blev Fader til 4 Døtre, deriblandt
den sidste russ. Kejserinde Alexandra og den
Preuss. Prins Heinrich’s Ægtefælle Irene, samt
til sin Efterfølger, Ernst Ludvig (f. 1868), der
Novbr 1918 blev afsat ligesom de andre tyske
Fyrster. 1884 var han i 6 Uger morganatisk
gift med en russ. Eventyrerske, Fru Kolemine.
E. E.
Ludvig (Konger af Neapel af Huset
Anjou). 1) L. I, d. 1384, blev adopteret af
Dronning Johanne I af Neapel 1380, for at hun,
derved kunde finde Støtte i Frankrig, da hun var
blevet forladt af sine Undersaatter, fordi hun
havde taget Parti for Avignon-Paven Clemens
VII mod Pave Urban VI i Rom. Denne sidste
havde imidlertid henvendt sig til Johanne’s
Fætter, Karl af Durazzo, og tilbudt ham
Neapel. Han fulgte Opfordringen, kom til Neapel
og fængslede Johanne 1381 og lod hende Aaret
efter myrde. 1383 kom L. med en stor Hær til
Neapel, men kunde ikke faa Bugt med Karl og
døde i Bari.
2) L. II, d. 1417, Søn af ovenn., blev udraabt
til Konge af det fr. Parti, medens det ung.
efter Karl af Durazzo’s Død 1385 udnævnte
dennes Søn Ladilaus. Foreløbig var begge
umyndige; men 1391 lykkedes det L. at erobre
sit Rige; han havde det dog kun til 1399, da
han blev forjaget af Ladislaus. Endnu en Gang
forsøgte han sin Lykke i Italien, støttet af
Firenze, men havde kun ringe Held med sig.
3) L. III, foreg.’s Søn (1403—34), søgte, støttet
af Pave Martin V, at erobre Neapel fra Karl af
Durazzo’s Datter Johanne II; men hun
indkaldte og adopterede Alfons V af Aragonien,
som overvandt L. Senere skiftede Johanne
Parti og adopterede L., men just som han var i
Færd med at faa Overhaand, døde han
pludselig i Cosenza.
C. S. C.
Ludvig (Landgrever af Thüringen).
1) L. II (»der Eiserne«) (1140—72), gift med
Judith, en Stifsøster af Frederik Barbarossa,
var en ivrig Tilhænger af Stauferne og
udvidede ved deres Bistand sit Land. Han fulgte
Kejseren paa fl. af hans Tog og kæmpede 1166
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
