Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel / 102 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Luntestok - Lunula - Lunula Hippocratis - Lunzenau - Luossavaara - Lupe ell. Forstørrelsesglas - Lupercalia - Lupercus - Luperkalier - Lupin

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Luntestok. En saadan brugtes af tidligere
Tiders Artillerister ved Affyringen af det svære
Skyts (Kanoner og
Morterer). Det var i
Beg. en kort Stok
forsynet med et Næb
med Klemskrue, der
fastholdt den
brændende Lunte (Fig. a).
Da det imidlertid
hyppigt hændte, at
Artilleristerne ved
pludselige
Rytterangreb ikke fik Tid til
at gribe til
Hellebarden ell. Partisanen,
og L. i saadanne
Tilfælde var et meget
daarligt Vaaben,
omdannede man L. til
en Pike ell. Partisan,
der da tillige var
forsynet med 2 Par Næb
til Anbringelse af
Lunten (Fig. b).

Luntestok. Fig. a, b.

C. B.

Lunula, se Negl.

Lunula Hippocratis, d. s. s.
Hippokrates’ Halvmaaner.

Lunzenau [’lonts_əna^u], By i tysk Fristat
Sachsen, Kreds Leipzig, ved Zwickauer Mulde.
Tekstilindustri. (1910) 4153 Indb.
N. H. J.

Luossavaara [’luås.ava.ra], se
Kirunavaara.

Lupe ell. Forstørrelsesglas
anvendes ligesom Mikroskopet til Betragtning af
Genstande, der er for smaa til at give et
tilstrækkelig stort Nethindebillede i det blotte
Øje. Den simpleste L. er en enkelt Samlelinse.
Genstanden anbringes saa meget inden for L.’s
Brændplan, at man faar et indbildt Billede i
passende Afstand (smlg. Linse, Fig. 3), ell.
hellere nøjagtig i L.’s Brændplan, saa at
Billedet bliver uendelig fjernt og ses skarpt af
et normalt Øje uden Akkomodation og derfor
uden Anstrengelse. Nærsynede maa anbringe
Genstanden saa meget inden for Brændplanen,
at det indbildte Billede falder i Øjets
Fjernpunkt, Langsynede maa derimod anbringe
Genstanden saa meget uden for Brændplanen, at
de faar et virkeligt Billede i Fjernpunktet (bag
Øjet).

Ved L.’s Forstørring forstaas
Forholdet mellem de Vinkler, hvorunder Genstanden
ses med L. og uden L. (nemlig Forholdet
mellem Nethindebilledernes lineære Udstrækning
i de to Tilfælde). Ved Betragtning uden L.
anbringes Genstanden i Reglen i den saakaldte
Arbejdsafstand (»den tydelige
Synsvidde«), den mindste Afstand, hvori man kan
se i længere Tid uden generende
Akkomodationsanstrengelse. Ved Angivelse af
Forstørringen regnes denne Afstand konventionelt til 25
cm. Forstørringen bliver da nær lig 25/p, hvor
p er L.’s Brændvidde i cm. Synsfeltet,
(den Del af Genstanden, der kan overses paa
een Gang) vokser med L.’s Diameter (Aabning)
og med aftagende Afstand mellem L. og Øjet.
Her er forudset, at L., som det er Reglen, er
større end Øjets Pupil. Klarheden af
Billedet i L. er den samme som uden Brug af
L., naar denne er større end Pupillen.

En alm. Samlelinse giver endnu brugbare
Billeder ved c. 8 Ganges Forstørring (p = c.
3 cm), især naar den er plankonveks med den
plane Side mod Øjet. Hyppigt anvendes flere
simple Samlelinser umiddelbart op til
hinanden, hvorved Billedet bliver bedre (den
sfæriske Aberration mindre), og hvorved man let
kan ændre Forstørringen. Af de talrige finere
L.-Konstruktioner (af
Fraunhofer, Wilson, Brücke o. fl.)
anvendes hyppig den paa Fig.
i Gennemsnit viste aplanatiske
L. (forbedret
Steinheil-Konstruktion). L. til meget stor
Forstørring (det enkelte
Mikroskop), der tidligere spillede en
vis Rolle, er nu næsten helt
fortrængt af Mikroskopet.
Læseglasset er en stor svag L. med
stort Synsfelt. Veranten (fra Zeiss) er en svag
L., der er korrigeret for Øjets Drejningspunkt;
den anvendes til Betragtning af Fotografier o. l.
H. M. H.

Aplanatisk Lupe. (Steinheil).

Lupercalia (lat.), Fest for Faunus, der i
Oldtiden fejredes i Rom. Festen knyttede sig til
Lupereal, den gl. Faunus-Helligdom paa
Palatinerhøjen; Festdagen var 15. Febr. Ved denne
Lejlighed optraadte Præsterne (Luperci) nøgne,
kun omgjordede med et Bukkeskind, et
Kostume, der skulde gengive Gudens ydre
Fremtræden; de løb omkr. Palatinerhøjen, en
Ceremoni, hvorved Byen skulde renses for alt ondt,
og med Remme, skaarne af de ofrede Bukkes
Skind, slog de Kvinderne, som de mødte,
hvorved det skulde forebygges, at de blev
ufrugtbare.
C. B.

Lupercus (lat.), opr. vel Betegnelse for
Faunus’ Præster, senere ogsaa brugt som Navn
paa Guden selv. — Luperci bestod af to
Kollegier, Fabiani og Quinctiales, opkaldte efter to
bekendte rom. Slægter, hvem Faunus’
Dyrkelse antagelig fra først af udelukkende ell.
fortrinsvis har paahvilet. Jfr Lupercalia.
C. B.

Luperkalier, d. s. s. Lupercalia.

Lupin (Lupinus L.), Slægt af Ærteblomstrede
(Visse-Gruppen), en- ell. fleraarige Urter ell.
Halvbuske med hjuldannede Blade, hvis
Akselblade er tilvoksede til Stilken. Blomsterne, der
sidder i en endestillet og sammensat Klase, har
et 2-læbet Bæger med en 2-tandet Overlæbe og
en helrandet ell. 3-tandet Underlæbe. Kronen
er en alm. Ærtekrone; ejendommeligt er det
dog, at Vingerne er sammenvoksede i deres
Spids. Bælgen er mere ell. mindre
sammentrykt, haaret og indvendig kamret; Klapperne
er tykke og næsten læderagtige. C. 100 Arter,
de fleste i det vestlige Nordamerika, medens
nogle hører hjemme i Middelhavslandene.
Hvid L. (L. albus L.) med hvide Blomster og
hvide Frø er fra gl Tid af blevet dyrket i
Sydeuropa; dens Hjem er i Nordafrika og
Vestasien. Allerede i Romernes Landbrug spillede
den en Rolle, den nedpløjedes (ligesom
maaske andre Arter) i blomstrende Tilstand eller

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>