Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Luther, Martin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde taget fejl, hverken kunde ell. vilde han
tilbagekalde. Kejseren turde ikke røre ham,
men da han var rejst hjemad, og Kurfyrsten
ligeledes var borte, erklærede Kejseren L. i
Rigets Akt. Det havde Frederik den Vise
imidlertid forudset, og han lod undervejs L.
bortføre af maskerede Ryttere og anbragte ham
hemmeligt paa Wartburg med Ordre til at
holde sig gemt der. Paa Wartburg havde L.
svære Tider. Han led af Anfægtelser, og han
led af legemlige Svagheder. Men alligevel
samler han sig sammen og begynder paany med
Energi at skrive. Han udsendte bl. a. et stort
Skr. »Munkeløfterne«, hvori han paaviser, at
Munkelivet er en stor Misforstaaelse. Men hans
Hovedværk paa Wartburg blev Oversættelsen
af det ny Test. paa Tysk, hvorefter senere
fulgte Oversættelsen af det gl. Test. L.’s
Bibeloversættelse er hans litterære Storværk. Den
blev Folkebibelen i de tysktalende Lande og
Forbilledet for Bibeloversættelser i de andre
Lande, hvor Reformationen vandt Indgang. L.
var en i Historien næsten enestaaende
Sprogmester. Med Udgangspunktet i det sachsiske
Kancellisprog omformede og berigede L.
Sproget, især ud fra mellemtysk Dialekt, og saa
havde han Evnen til at forme rammende
Udtryk og sætte Ordene i Stil. Mere endnu end
hans sproglige Færdighed betød dog hans
aandelige Forstaaelse for de hellige Forf. 1522
udkom det Ny Test., og det første, store og
dyre Oplag reves bort i tre Maaneder. Ved
Oversættelsen af det Gl. Test. havde L. Hjælp
af sine Venner, især af Melanchthon. Hele
Bibelen udkom 1534. Under L.’s Wartburgophold
havde Forholdene i Wittenberg imidlertid
udviklet sig i uheldig Retning. Melanchthon skulde
være den aandelige Leder, men han var alt for
tilbøjelig til at lempe sig og mægle, og
Karlstadt tog Ledelsen. Men Karlstadt savnede
Besindighed og Hensynsfuldhed, han gik voldsomt
frem mod alle kat. Misbrug og viste
Tilbøjelighed til Sværmeri. Der blev Uro i Byen,
Kurfyrsten blev betænkelig, og Reformationsværket
kom i Fare. Rygterne herom naaede Wartburg,
og L. besluttede efter moden Overvejelse at
forlade Tilflugtsstedet. 6. Marts 1522 var han atter
i Wittenberg, og han forstod at bringe alt i
Orden. Nu begynder hans kirkeorganiserende
Gerning. Han var klar over, at det ny
Kirkesamfund skulde bygge paa Guds Ord, og at
derfor alt, hvad der stred mod Guds Ord —
som Munkeløfter og adskillige Partier af den
gl. Gudstjeneste — maatte fjernes, men han var
tillige en hensynsfuld og konservativ Natur,
som ikke vilde bruge Vold, og som ikke
krævede Ensartethed i Kirkeskikkene. Prædiken
paa Modersmaalet, Salmesang, Daab og Nadver
skulde være Hovedpunkterne i Gudstjenesten.
L. blev selv Salmedigter. Han skrev i Aarenes
Løb en Række Salmer, ogsaa enkelte Melodier,
og hans Kærnesalme »Vor Gud han er saa fast
en Borg« er den Dag idag hele Protestantismens
Kampsang. L.’s Syn paa Kirke og Stat er
udpræget patriarkalsk. Han taler stadig om
Nødvendigheden af en kristelig Øvrighed, og han
er ikke bange for at lade en saadan ordne
Kirkens rent ydre Former. Da de rigtige
Biskopper svigtede Reformationens Sag, foreslog
L. Landsfyrsten at være »Nødbiskop«, thi
Orden skulde der være i Kirken, men
Landsfyrsten skulde vel at mærke være en god Kristen.
For Skolevæsenet nærede L. stor Interesse, og
han vil have gode Lærere. Til Hjælp ved
Undervisningen i den kristelige Børnelærdom skrev
han sit mest kendte Skr., den lille Katekismus.
Hans saakaldte store Katekismus er en
tilsvarende Haandbog for Præster. L. var ogsaa et
Stykke af en social Reformator. For det første
tog han sig varmt af Fattige og Syge.
Ubemidlede Studenter bespiste han ved sit Bord. Og
vi har mange Breve fra ham, hvori han taler
Nødlidendes Sag. Men dernæst ønskede han en
Række sociale Reformer, Tiggeriets Afskaffelse
og Indførelse af en ny Form for Fattigpleje, og
baade i Wittenberg og andetsteds blev hans
Planer realiserede. Men den rolige sociale
Udvikling blev brudt af Bondeoprøret 1525.
Bønderne rejste sig mod deres Herrer, plyndrede,
skændte og brændte, og det saa ud, som hele
Tyskland skulde gaa op i Flammer. L. kastede
sig med hele sin Autoritet og hele sin
Personlighed mellem de to stridende Parter og søgte
først at faa Fyrsterne til at give efter. Men da
Bønderne viste sig ganske ustyrlige, skrev han
et voldsomt Skr. imod dem og opfordrede
Øvrigheden til at slaa dem ned. Bondeoprøret
skilte L. af med mange, som hidtil havde været
hans Tilhængere. Og samme Aar havde han et
stort Opgør med Datidens lærdeste Mand,
Erasmus, der efter lang Overvejelse traadte op som
den kat. Læres Advokat og angreb L.’s Lære
om, at Mennesket intet kan gøre ved egen
Kraft for at erhverve Guds Velbehag. Mod
Erasmus skrev L. et af sine teologiske
Hovedskr, »Den bundne Vilje«, hvori han hævder sit
Standpunkt skarpt og til yderste Konsekvens.
Endelig blev 1525 et Mærkeaar derved, at L.
ganske uventet giftede sig, nemlig med en
tidligere Nonne, Katharina af Bora. Hun var 26
Aar gl, sund og kraftig, dygtig til huslig
Gerning, energisk og praktisk, men ikke højt
begavet og heller ikke nogen Skønhed. Ægteparret
fik Bolig i Klostret og skabte her Forbilledet
for den evangeliske Præstegaard. De fik i alt
3 Sønner og 3 Døtre. Paa dette Tidspunkt var
Reformationen udbredt over hele Tyskland, og
vandt fl. og fl. Tilhængere i Nabolandene. Men
nu opstod der en Spaltning inden for de
Evangeliske. Zwingli og efter ham Calvin skilte sig
ud, og der opstod en »reformert« Kirkeafdeling
ved Siden af den »lutherske«. Samtidig med
denne Splittelse havde Kejser Karl en politisk
Opgangsperiode, og han vilde nu prøve at
bringe Orden i de kirkelige Forhold i Tyskland.
Det skulde ske paa Rigsdagen i Augsburg 1530,
og der anmodede han de Evangeliske om at
fremlægge en Bekendelse. Det gjorde de.
Denne augsburgske Bekendelse, som blev den
lutherske Kirkes officielle Bekendelsesskr. ved
Siden af L.’s lille Katekismus, forfattedes af
Melanchthon, men godkendtes af L. Han kunde
som erklæret i Rigets Akt ikke møde frem paa
Rigsdagen, men opholdt sig paa det nærliggende
Slot Koburg, hvorfra han stod i næsten daglig
Forbindelse med sine Venner, men hvor han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
