Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lydskrift. - Lydtin's Maalestok - Lydtragt - Lyell, Charles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
x for den i tysk ach og q for den i dansk age.
Til Udvidelsen af Alfabetet har man fl. Udveje.
Man kan i visse Tilfælde bruge Bogstaver,
vendt paa Hovedet, saaledes ə for den dumpe
Lyd i dansk alle ell. den dermed beslægtede i
eng. her; ɔ for en aaben o-Lyd; ^ for eng. bun.
Man kan gribe til Kapitæler, som A for et dybt
a, til de i fremmede Sprog brugte ny skabte
Tegn, som þ og ð for de to eng. th-Lyd, ell. til
gr. Bogstaver, som χ og γ for de samme Lyd,
som andre betegner ved c, x, q, ell. for
Modifikationer af dem. Man kan sætte Bimærker
over (ell. under) Bogstaver, som ã for nasaleret
a, š for Begyndelseslyden i fr. chant o. s. v., ž
for den tilsvarende stemte i fr. gens o. s. v.,
og man kan endelig mere ell. mindre vilkaarlig
ændre Bogstavernes Form, som naar ∫ og з
af mange benyttes for de to sidstnævnte Lyd,
naar ŋ bruges for ng i Sang, ell. naar en lille
j-agtig Hage til Bogstavet forneden betegner
Palatalisering. Tegn for Accent, Kvantitet o. l.
sættes nu almindeligst ved Siden af Bogstaverne
i St. f. over ell. under dem. Det er klart, at
man i forsk. Sprog har Brug for forsk.
saadanne Tegn, alt efter vedkommende Sprogs
Lydsystem, og at forsk. Formaal kan
nødvendiggøre et forsk. Antal Tegn efter den større
ell. mindre Nøjagtighed, man ønsker at opnaa.
Til en Skolelydskrift behøves ikke nær saa
mange og saa fine Nuancer som til et strengt
videnskabeligt System. Nogen berettiget
Forskel bliver der ogsaa altid efter de enkelte
Nationers tilvante Sammenknytninger af Tegn
og Lyd; det er saaledes naturligt, at man i
Danmark bruger ä, i Sverige og Tyskland æ
for den eng. Lyd i man for straks at vise, at
den er forsk. fra den Lyd, som vi betegner ved
æ, men Svenskerne og Tyskerne ved ä; men
alt for mange Hensyn af denne Art bør dog
ikke tages. — Af Lydskriftsystemer fra nyere
Tid skal her blot nævnes Lepsius’ »Standard
Alphabet« (1855), Ellis’es »Palæotype« (1867),
Sweet’s »Romic« (1877), Lundell’s
»Landsmålsalfabet« (1879), Storm’s i »Norvegia« (1884),
Jespersen’s i »Dania« (1890) og endelig det ved
Samvirken af forsk. opstaaede »internationale
Alfabet«, der benyttes i Le Maître Phonétique
og af mange, især Pædagoger, i en Del Lande.
— Et ejendommeligt System er G.
Forchhammer’s særlig paa Døvstummeskoler beregnede
Lydretskrivning, hvor smaa
Variationer i de skrevne (ikke trykte) Bogstavformer
er udnyttede til at betegne Udtale forskelle, saa
at det saaledes skrevne overfladisk betragtet
ser ud som alm. Ortografi, men for den
indviede tillige virker som L.
I de hidtil nævnte Systemer er vor alm.
Bogstavskrift lagt til Grund, men den deraf flg.
Vilkaarlighed i Betegnelsen, hvorved bl. a.
saadanne Parallellismer som b : p : m = d : t : n =
g : k : η. helt skjules, og et gennemført System
i Udvidelserne af Alfabetet umuliggøres, har
ført fl. (Brücke, Merkel) til at konstruere L.
helt fra nyt, hvor hvert Bogstav var sammensat
af smaa Tegn for de enkelte Artikulationer. Det
eneste System af denne Art, der har haft
praktisk og videnskabelig Bet., er A. Melville Bell’s
sindrige »Visible Speech« (1867). Et herfra atter
forsk. Princip er fulgt i Jespersen’s
»analfabetiske« Formler, der sammensættes af
Bogstaver og Tal omtr. som de kem. Formler, og ved
Hjælp af hvilke Lydens Artikulation analyseres
i dens mindste Bestanddele; Lyden u skrives
saaledes α3a β„ γ3j δ0 ε1, der tydes: α Læber,
3 rundede og nærmede stærkt til hinanden, a
med Fremskydning til den yderste Læbeplads,
β Tungespids, „ hvilende i Undermunden; ν
Tungeflade, 3 nærmet stærkt til Punktet j den
bløde Gane; δ Ganesejlet, 0 danner Lukke (saa
at ingen Luft slipper ud af Næsen); ε
Stemmebaandene, 1 satte i Svingninger. D. e. klart, at
en saaledes sammensat Betegnelse vanskeligt
kan bruges til sammenhængende Skrift; men ved
den sættes man i Stand til kort og klart at
angive Lydens Dannelse og saaledes give en
Nøgle til en hvilken som helst anden L.
O. Jsp.
Lydtin’s Maalestok [’letens-] anvendes til
Maaling af større Kreaturer, navnlig Hornkvæg.
Den bestaar af en, i en hul Træstok
forskydelig Metalstang og er forsynet med 2.
i Led bevægelige Arme, der kan stilles fast i ret
Vinkel til Stokken. Den ene af Armene er
anbragt fast under Stokkens Haandtag ved den
øverste Ende af den forskydelige Metalstang;
den anden er forskydelig langs Træstokkens
Overflade. Maalestokken er inddelt i cm. Den
kan anvendes saavel til Højde- som til
Længde- og Breddemaal, og der findes Maal paa
begge Sider af baade Træstokken og den
forskydelige Metalstang. For Højdemaalene
findes Nulpunktet paa den ene Side af
Træstokken ved dennes Dupsko; ved Træstokkens
øverste Ende findes Tallet 117 cm.
Inddelingen fortsættes paa den ene Side af den
forskydelige Metalstang med Retning fra oven
og nedad og skal aflæses paa Metalstangen,
nedentil, nærmest Træstokken. For Længde-
og Breddemaal (som er anbragt paa den
anden Side af Træstokken og Metalstangen)
findes Nulpunktet ved den øverste Ende af den
forskydelige Metalstang, umiddelbart under den
ø\erste faste Arm; de fortsættes nedad paa
Metalstangen indtil Tallet 100 og derefter paa
Træstokken med Retning mod dennes Dupsko.
Med Maalestokken kan man tage Højdemaal
paa indtil 217 cm samt Længde- og
Breddemaal paa indtil 210 cm. Den er særdeles
praktisk og ikke besværlig at føre med sig. Der
eksisterer nogle forsk. Konstruktioner af den,
men Princippet er ens i alle. Opfindelsen
skyldes den tyske Dyrlæge A. Lydtin.
H. G.
Lydtragt (tysk Schallstück, fr. pavillon, eng.
bell), ved Blæseinstrumenter, særlig
Messinginstrumenterne, den brede Udvidelse, i hvilken
Røret som Regel ender, og som bidrager til at
forøge Tonens Styrke.
S. L.
Lyell [’£a^iə£], Charles (senere Sir Ch. L.,
Baronet), eng. Geolog, f. 14. Novbr. 1797 i
Kinnordy i Forfarshire (Skotland), d. 22. Febr.
1875 i London. L. studerede opr. Retsvidenskab
i Oxford, men beskæftigede sig samtidig meget
med Naturvidenskaberne, især Geologi. 1819
nedsatte han sig som Sagfører i London; her
blev han snart ivrigt Medlem af Geological
Society, og til sidst knyttedes han fast til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
