Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lægevidenskaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Z. f. klin. Med.«, XVI]), og de Impulser, han
gav, førte Efterfølgeren Stoll ind paa Teorien
om den biliøse Konstitution, altsaa en
Tilbagevenden til de humorale Doktriner. Denne var
dog langtfra Tidens eneste. Ud fra praktiske
Formaal, og støttende sig til Haller’s
Irritabilitetslære, fremsatte Skotten John Brown, en
direkte Modstander af Edinburgher-Skolen under
Cullen’s Ledelse, en Teori om, at Sygdommene
kunde inddeles i »steniske« og »asteniske« (for
stærk ell. for svag Irritation), hvorfor de
skulde behandles enten med slappende eller med
pirrende Midler. Denne Lære optoges med stor
Begejstring i Tyskland, navnlig af J. A.
Röschlaub, der i 80 Læresætninger hævdede, at nu
kunde alle Sygdomme helbredes, hvis de da
var kurable. Nu var man ude i den rene
Skematisme, og Röschlaub’s »Erregungslehre« fik
kun en kortvarig Levetid, selv om Italieneren
Rasori i Milano omformede den til et
»kontrastimulistisk« System.
Karakteristiske for Overgangen til 19. Aarh.
er de mange ny Kur- og Undersøgelsesmetoder
paa mystisk Basis, saaledes Hahnemann’s
Homøopati (s. d. O.), der til Dels støttede sig til
Paracelsismen, Mesmer’s »dyriske Magnetisme«
og Reichenbach’s »Odlære«, der grundlagde
Spiritismen. Som en særlig Gruppe optraadte
en Række Læger, der saa »naturhistorisk« paa
Sygdommene, og som hævdede, »at Sygdom
ikke var noget negativt ɔ: Mangel paa Sundhed,
men noget positivt, en Livsytring, der stræbte
at holde sig oppe, og at udvikle sig videre«
(den naturhistoriske ell. parasitære Skole). Alle
disse Retninger understøttedes stærkt af den
Schelling’ske Naturfilosofis Mænd. Som en
særlig Udvikling af Fysiologien kom den af Gall
grundede Kranioskopi, der i Spurzheim fandt
en ivrig Adept.
Kirurgien havde i 18. Aarh. arbejdet sig støt
frem og var naaet ind i en mere videnskabelig
Gænge, efter at de kirurgiske Akademier var
blevet oprettede, først i Paris (1713), senere i
Wien, Kbhvn og andetsteds. Men dette gav
Anledning til, at den gl. Kamp mellem Læger
og Kirurger blussede op, idet Akademierne søgte
at skaffe Eleverne Privilegier, navnlig i Norden
og lyskland Eneret til Barberamterne og de
kirurgiske Embedsstillinger, der var talrigere
end de faa medicinske. Kirurgien var i øvrigt
i rig Udvikling, takket være Mænd som J. L.
Petit, Desault, Chopart, Littre, Cheselden, Pott
o. fl. a. En speciel Gren af Kirurgien,
Øjensygdommene, der hidtil havde været i
Hænderne paa »Stærstikkere« og Landefarere, gik rask
frem; navnlig betød J. David’s Stæroperation
et uhyre Fremskridt, og i Fødselshjælpen blev
Opfindelsen af Fødselstangen (Familien
Chamberlen) et uvurderligt Gode. Hertil kom, at
der mange Steder oprettedes Fødselsstiftelser
til Gavn for den ubemidlede Del af
Befolkningen.
Den Udvikling, 18. Aarh.’s Kirurgi havde
gennemgaaet, støttede sig til ny Fremskridt i
Anatomien. Med Ære nævnes her den i Paris
virkende Dansker Jacob Winsløw. (Maar, »W.
som Videnskabsmand og Læge«. Dansk Klinik,
1900). Aarh. havde dog yderligere en stor
Anatom, Bichat, at opvise. Han grundlagde
Histologien ɔ: Undersøgelsen af Vævenes Bygning
og Strukturen af Organerne, og da hans
Resultater overførtes paa Læren om Sygdommene,
fik den af Morgagni grundlagte patologiske
Anatomi fast Bund at hvile paa. Dette betød
imidlertid, at der var aabnet ny Veje for Diagnosen
(Corvisart), og at Sygdommenes Symptomer blev
bedre kendte, navnlig efter at ganske ny
Undersøgelsesmetoder var opfundne (Laënnec’s
Stetoskop), og mange Hjælpevidenskaber (Kemi,
Statistik) var bragt i Anvendelse. Fra nu af
kom den patologiske Anatomi i Højsædet, først
i Dublin, senere i Wien, hvor Rokitansky i sin
Lære om »Blodkraserne« atter førte
humoral-patologiske Synspunkter i Marken, samtidig
med, at Skoda genoptog den kliniske
Undervisning og udviklede Undersøgelsesmetoderne,
især den af Auenbrugger opfundne Perkussion.
Det ny i Skoda’s Metode bestod i hans
Hensyntagen til den patologiske Anatomi, og han kom
til at staa som »den fysikalske Diagnostik«’s
første Mand. Tyngdepunktet for denne »den ældre
patologisk-anatomiske Skole« forflyttedes
imidlertid snart til Tyskland og antog en mere
eksperimental-fysiologisk Karakter, idet den vel
arbejdede videre paa, hvad Frankrig og
Østerrig havde naaet, men tillige selv søgte frem
ved, efter Magendie’s Mønster, at gaa
eksperimentelt til Værks. Man standsede dog ikke
herved. I Zoologien havde Indførelsen af
Mikroskopet bragt store Fremskridt, og da det nu
bragtes i Anvendelse i Lægevidenskaben, blev
man i Stand til at udforske Sygdommene i
deres Oprindelse og Udvikling paa en ganske
anden Maade end før. Lægens Undersøgelser
flyttedes nu delvis fra Sygesengen til Laboratoriet,
og den nyere Tids Medicin grundlagdes af
Johannes Müller, Henle o. m. a. (C. J. Salomonsen,
»Smaaarbejder« [Afh.: A. Hannover]). Man
vendte sig nu fra det syge Legeme i sin Helhed
og studerede den enkelte Celle i syg og sund
Tilstand (Virchow’s Cellularpatologi).
Takket være Indførelsen af den universelle
Bedøvelse, der senere suppleredes med
Lokalanæstesien, fik Kirurgien et mægtigt Opsving,
og Cellularpatologien fik ogsaa stor Bet. for
dette Fag. Ledet af tyske Kirurger (Billroth)
naaede Kirurgien fra Aarh.’s Midte at blive
sidestillet Medicinen, og den blev snart efter delt
ud i en Mængde Specialiteter, dels fordi
den nøjere patologisk-anatomiske Undersøgelse
havde foranlediget, at mange Organsygdomme
nu kunde udskilles, dels fordi en Række
nyopfundne Instrumenter (Øjespejl, Strubespejl
etc.) gjorde Diagnosen betydelig sikrere end
før. Men dette kom ogsaa til at betyde en
udvidet Mulighed for Operation. Endnu var dog
større Operationer i høj Grad forbundne med
Fare p. Gr. a. de hyppigt indtræffende
Saarsygdomme, hvis Aarsag man ikke kendte, før
L. Pasteur havde vist (c. 1860), at de skyldes
Bakteriers Indtrængen og Vækst i Saarene.
Dette gav Stødet til Indførelsen af
Antiseptikken, en Metode, der skyldes J. Lister, og som
bestod i systematisk at holde alle Kim borte
fra Saarene, idet der anvendtes Karbolsyre til
at dræbe dem. Lidt efter lidt ændredes denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
