Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lærk - Lærkefalk - Lærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
senere Aar er der gjort omfattende Forsøg i
vore Skove med andre Arter af L. saaledes fra
Sibirien, Korea, Japan og Amerika; af dem har
dog kun 2 (L. leptolepis fra Japan og L.
occidentalis fra Amerika) givet nogenlunde lovende
Resultater.
L. har været plantet i Norge fra Slutn. af
18. Aarh. og gaar helt til Tromsø (69° 40′), hvor
den dog kun bliver buskformet. Langs Kysten,
hvor den mest er plantet, lider den meget ved
Angreb af Sop (Svamp), men trives godt mere
inde i Landet f. Eks. paa Øierskogen nær
Kongsvinger, hvor der plantedes unge L.
1802—03, som 1894 havde en Højde af c. 34 m og
Tværsnit af c. 50 cm. (Litt.: »Lärken«, af
Gunnar Schotte [1917]).
C. V. P.
Lærkefalk, se Falke.
Lærker (Alaudidæ), en af over 200 Arter
bestaaende Fam. af Spurvefugle, kendelig fra
alle andre Grupper ved, at Løbets
Hornbeklædning saavel forpaa som bagpaa er tydelig afdelt
i Skjolde. I øvrigt er det vanskeligt at angive
noget fælles Kendetegn for L., idet Næb og
Kløer, Vinger og Hale er udviklede paa højst
forsk. Maade. Næbbet kan være kort og tyndt
som hos Sangerne, langt og tyndt som hos
Hærfuglen ell. kort og tykt som hos de mest
stornæbbede Finkeformer. Kløerne, navnlig paa
Bagtaaen, er oftest lange og lige, undertiden
korte og krumme, Svingfjerene meget lange
ell. ret korte o. s. v. Mindre veksler Farverne,
der oftest er graalige, og Størrelsen, der kun
lidet afviger fra Sanglærkens. L. findes i alle
Verdensdele, i Amerika dog kun 1, i Australien
2 Arter. Næsten alle er udprægede Sletteboere,
kun ganske enkelte holder sig til Skove ell.
gaar op paa Bjergene. — Mest bekendt af hele
Familien er:
Sanglærken (Lærke, Marklærke) (Alauda
arvensis L.), lidt større end en Spurv, af
uanselig graalig Farve; Næbbet er svagt, lige, kun
i Spidsen let bøjet, af gulgraa Farve; Benene
er brungule, Bagtaaen og dens lige Klo meget
lange. Fjerene er paa Oversiden graabrune med
sorte Midtpletter, paa Undersiden gulgraa, med
sortebrune Pletter paa Brystet, Svingfjerene er
sortebrune med lysere Sømme, de yderste
Haandsvingfjer med næsten hvid Rand paa
Yderfanen. Styrefjerene er sortebrune med
lysere Rande, den yderste ren hvid, den næste
med hvid Yderfane. De noget forlængede
Issefjer kan rejses som en Top. Hunnen ligner
Hannen, er lidt mindre. Vinterdragten har en
kraftigere gullig Farve end Sommerdragten,
medens de unge Fugle paa Oversiden er
rustbrune. Forholdsvis hyppig træffes Sanglærker
med afvigende Farver, hvidplettede, helt hvide,
gule og graa. Sanglærken yngler overalt i
Europa, en stor Del af Asien og hele det nordlige
Afrika, er maaske vor Klodes talrigste Fugl.
Langtfra alle Fugle fra denne store
Udbredningskreds ser ens ud, og der er derfor opstillet
talrige, dog over i hverandre gaaende Racer.
I Norge yngler Sanglærken alm. helt op til
Polarkredsen, medens enkelte overvintrer i det
sydlige. I Danmark naar ingen anden Fugl den
i Tal; den yngler, undtagen i Skove og Byer,
saa at sige overalt: paa dyrkede Marker, paa
Heder, i lave Plantninger, i Moser, Klitter og
paa Strandenge, selv paa ganske smaa Holme.
Bl. Danmarks Trækfugle er Sanglærken den
tidligste, viser sig allerede i Slutn. af Jan.; og
i Febr og en Del af Marts trækker ved Dag og
Nat uhyre Skarer over Landet, udhviler sig
undertiden en kort Stund og træffes da i talløs
Mængde paa Markerne. Under Vandringen
lader den høre en, Foraar og Efteraar forsk.,
kort Strofe. Den velkendte Sang høres fra
Slutn. af Jan. til langt ind i Juli, undertiden
ogsaa paa klare Oktoberdage, næsten altid
medens Fuglen flyver; syngende hæver den sig
fra Jorden, stiger i Skruelinie højt til Vejrs,
ofte ud af Synsvidde, stadig syngende og med
ustandselige Vingeslag, daler derpaa med
udbredte Vinger for paa den sidste Strækning at
lade sig falde lodret ned med samlede Vinger.
Sangen, der høres fra længe før Solopgang til
Skumring, er overordentlig kraftig og
vedholdende, men noget ensformig, foruden af en
Trille væsentlig sammensat af de Lyd, Fuglen
ellers lader høre, jævnlig iblandet Brudstykker
af andre Fugles Sang og Stemme. Fra Oldtiden
til vore Dage har L. og dens Sang, maaske
hyppigere end nogen anden Fugl, været
Genstand for Behandling i Poesien; ogsaa dansk
Lyrik indeholder talrige Digte til L.’s Pris. I
Yngletiden har hvert Par sit lille Omraade,
hvorfra Hannerne søger at jage andre bort.
Reden anbringes paa Jorden, mere paa aabne
St. mellem Græs og Lyng end i Kornet; aarlig
lægges 2 Kuld Æg, 4—5 i Tal, 21—25 mm lange,
16—18 mm brede, af graalig Farve med
brunlige Pletter, der undertiden danner en Krans i
den butte Ende. Sanglærkens Liv er delt
mellem Luften og den flade Jord, i Træer og Buske
ses den aldrig; paa Jorden bevæger den sig i
rask Løb og søger her sin Føde, der om
Sommeren bestaar af Insekter, Efteraar og Vinter
af Frø af en talløs Mængde Planter. I
Eftersommeren fælder den og holder sig da meget
skjult; i Slutn. af Septbr flokkes de, og
Efteraarstrækket begynder, paa hvilken Tid
Stubmarkerne kan vrimle af L. I Slutn. af Oktbr
har de fleste forladt Landet; dog vedvarer
Trækket langt ind i Novbr. og en Del forbliver
i Danmark om Vinteren, navnlig ved Kysterne.
Fangst af L. med Garn af forsk. Konstruktion
er navnlig tidligere drevet stærkt i Tyskland
og England, nu væsentlig forbudt. Hvad der
saaledes fangedes, gik aarlig, op i Mill., der
fortæredes som en Delikatesse.
Hedelærken (Skovlærke,
Lynglærke), norsk Trælærke, (Lullula arborea
L.), er noget mindre end Sanglærken, hvilken
den i øvrigt ligner meget; den adskilles let fra
den, navnlig i Flugten, ved den meget kortere
Hale, hvis 3 yderste Fjer har en trekantet,
hvid Plet paa Spidsen. Fjerene paa Issen
danner en rund Top, nedad begrænset af en
hvidgul Ring. De smaa Vingedækfjer har rustgule
Kanter, hvorved der paa Vingen fremkommer
fl. iøjnefaldende lyse Pletter. Hedelærken bebor
især de sydligere Egne af Europa, er
ingensteds talrig. I Norge yngler den i Landets
sydligste Del, er af og til truffet paa Vestkysten.
I Danmark yngler den sparsomt i Jyllands
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
