Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Natside; disse kunde ikke være andet end
Toppene af solbelyste Fjelde, medens de lavere
Partier af Fjeldene endnu laa i Mørke; Galilei
benyttede sig heraf til at maale deres Højder.
En nærmere Betragtning af M.’s Overflade
viser, at man i dens Struktur kan skelne mellem
forsk. Former. 1) De mørke Pletter, af Hevel
og Riccioli kaldet Mare (Hav), men dette Navn
er valgt, ikke fordi man her skulde have
Oceaner lig de paa Jorden, men fordi han ikke
kunde finde nogen mere træffende Betegnelse.
De findes fornemmelig paa den nordlige
Halvkugle (kun 4 af de større strækker sig over paa
den sydlige Hemisfære), og indtager omtrent
Halvdelen af den synlige Del af M.’s Overflade;
de er enten skarpt begrænsede ell. gaar
kontinuerlig over i hverandre. Til disse hører
ogsaa de, der gaar under Navn af Palus (Sump),
Lacus (Sø) og Sinus (Bugt). De er betydelig
mindre end Mare, mere lysende og mindre
ensformige, men dog i det store og hele Dannelser,
som ikke byder mange Former. 2) De lyse
Partier, der er langt mere uregelmæssige og
bl. a. adskiller sig fra de under 1) nævnte
ved, at de skraat belyste kaster Skygger og
viser sig derved som Forhøjninger; man
skelner mellem a) enkelte, isolerede Fjelde
ell. langstrakte Bjergrygge, som, hvis de er
lave, ofte viser sig kun som lyse Fjeldaarer ell.
ved større Mægtighed optræder som
Bjergkæder, b) Massiver som Apenninerne,
Alperne, c) Voldsletter, Ringbjerge og Kratere. Det
karakteristiske ved disse er en mere ell. mindre
cirkelformig og høj Vold, som begrænser en
indre Flade, der for det meste ligger lavere,
men hvorfra der hæver sig enkelte isolerede
Fjelde og Fjeldrygge, de saakaldte
Centralfjelde, Centralkæder,
Centralmasser. Forskellen mellem Ringfjelde og
Voldsletter er kun Størrelsen. Saaledes kalder
Mädler Flader fra 75 til 225 km i Diameter for
Voldsletter, fra 15 til 75 km for Ringfjelde, og
de endnu mindre, men ellers ganske jævnt
formede, stedse med et Centralbjerg i deres
Indre, for Kratere, medens de Former, hvor
hverken en betydelig højere liggende Vold ell.
et Centralfjeld er tydeligt at se, benævnes
Kraterhuler. Betragter man nu et Maanekort,
har vi i Nærheden af Nordpolen Mare Frigoris
(det kolde Hav), mod V. strækker sig Mare
Serenitatis (det klare Hav), Mare
Tranquillitatis (det rolige Hav) og Mare Nectaris, medens
man paa Østsiden har Mare Imbrium, Oceanus
Procellarum, Mare Nubium (det skyfulde Hav)
og Mare Humorum (det fugtige Hav). I det
hele er der 12 Mare, 8 ell. 9 Palus, Lacus og
Sinus, som Palus Nebularum og Sinus Medii.
Fuldstændig isoleret ligger Mare Crisium. Paa
den sydlige Halvkugle finder man de fleste
Kratere og Voldsletter samlede, som Tycho
(90 km i Diameter). Af andre betydelige
Ringbjerge kan mærkes Ptolemaios af 190 km’s
Diameter, Archimedes af 80 km’s Diameter,
Eratosthenes af 70 km’s Diameter og med et
Centralbjerg, der hæver sig til 5000 m, og Aristarch,
der er M.’s stærkest lysende Ringbjerg.
Foruden de forsk. Fjelde ser man paa M.’s
Overflade lange, smalle, mørke Linier af 1 km’s
Bredde og ofte til 500 km’s Længde. De kaldes
Riller. Den største er den, som begynder
paa Grænsen af Mare Tranquillitatis og Mare
Vaporum og gaar i det indre af det sidstnævnte
gennem Krateret Hyginus. Deres Antal er
meget stort, og det vokser, jo mere man lærer
M. at kende. Af en væsentlig anden Natur er
de Straalesystemer, som bedst ses
omkring Fuldmaane. De kan forfølges over 100,
200 og mere end 500 km; de strækker sig over
Sletter, Fjelde, Bjergkæder, Ringfjeldenes
Volde o. s. v., uden at deres Retning bliver
forandret. De er ingenlunde regelmæssige, og
enkelte Straaler er ofte svagt krummede. De
betydeligste af disse Systemer er de, som
Straaler ud fra Tycho, Kopernikus og Kepler. Et
Spørgsmaal af stor Interesse for Studiet af M.
er, hvorvidt der sker Forandringer paa dens
Overflade. Hertil regnes ikke Opdagelsen af ny
Kratere, thi Grunden til, at disse ikke
tidligere er sete, er mere at søge i, at de kun
kan ses under bestemte kortvarige
Belysningsforhold, end at de ikke har eksisteret før. Hvis
man derimod ikke kan genfinde Kratere, som
tidligere ofte er sete, ligger det nær at slutte,
at der her har fundet en Omvæltning Sted.
Som et saadant Eksempel kan anføres Krateret
Linné i den sydøstl. Del af Mare Serenitatis, det
fandtes saavel paa Mädler’s som Lohrmann’s
Maanekort og var gentagne Gange set af Schmidt
1841—43, derimod ikke at finde 1866; men ved
at sammenligne denne Egns Udseende med,
hvad der var set tidligere, f. Eks. af Schroeter
1791, viste det sig tvivlsomt, om der her var
foregaaet nogen Forandring. Og skal man
kunne tænke paa at trænge dybere ind i dette
Spørgsmaal, er det nødvendigt, at der
udarbejdes Specialkort over enkelte Egne; muligvis
man da kan faa nærmere Besked, om M. er
en død Klode, ell. der endnu foregaar
Omvæltninger paa dens Overflade, og hertil vil
sikkerlig Fotografien bidrage sit, især efter at man
har opnaaet saadanne Resultater som de paa
Lick og i Paris (se Maanekort). Studiet
af mulige Forandringer paa M.’s Overflade er
fortsat af fl. Forskere, bl. hvilke nævnes H. W.
Pickering og Fauth, foruden af Medlemmerne
af Moon-section ved British Asttronomical
Association, Det er nævnt, at Galilei bestemte
Bjergenes Højde ved at maale Afstanden af et paa
Natsiden liggende lyst Punkt fra
Skyggegrænsen; foruden denne Metode kan man ogsaa
maale Ophøjninger over Maaneranden, men
dette kan kun anvendes for Randbjerge. Den
sikreste og mest anvendte Metode, som blev
indført af Schroeter, er at maale Skyggens
Længde. De efter en af disse Metoder bestemte
Højder har givet som Resultat, at man paa M.
har Højder til 7000 m, altsaa omtr. af samme
Højde som paa Jorden, men den relative
Højde vil paa M. være betydelig større, da jo M.’s
Diameter kun er c. 1/4 af Jorddiameteren. Hvad
de enkelte Højdeangivelser angaar, saa klæber
der endnu megen Usikkerhed ved deres
absolutte Værdi. I dette Stykke vil sandsynligvis
de fotografiske Gengivelser af M. give de
sikreste Data, ligesom man ogsaa ad den Vej vil
kunne faa nærmere Rede paa, gennem hvilke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
