Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Macabebe - macabre - Macacus - Mac Adam, John Loudon - Macaglia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Macabebe [maka’wæwæ], By paa Luzon,
Filippinerne, 20000 Indb., Spritfabrikker. Væverier.
macabre [ma’ka.br], se Dødedans.
Macacus er en Abeslægt af Hundeabernes
Gruppe inden for Østaberne. Det er temmelig
tætbyggede Dyr med kun middellange Lemmer.
Hovedet er ikke saa rundt som Marekattenes
og ikke saa langt som Bavianernes, temmelig
pluskæbet med en kort Næse, hvis Næsebor
sidder tæt ved hinanden, trukket noget tilbage
fra Overlæben. Alle har de Sædepuder og
Kæbeposer. Halen varierer meget i Længde.
Ogsaa i Levemaade er de en Mellemting
mellem Marekatte og Bavianer. De færdes i store
Flokke snart i Skove, snart paa Klipper, men er
næppe saa hurtige og behændige som mange
af deres Slægtninge. Alt spiseligt, Frø, Insekter,
Frugter, Bladknopper, Fugleunger o. s. v., tager
de. Det stoppes altid straks ind i Kæbeposerne
og gemmes der, indtil der bliver Tid til i Ro
og Mag nøjere at undersøge og spise det.
Msnge af Arterne ses hyppig i Fangenskab;
ikke sjælden formerer de sig her og faar da een
Unge ad Gangen. Først i 4—5 Aars Alderen er
de voksne. Næsten alle har de hjemme i
Sydøstasien; kun een, Magot’en ell.
Gibraltaraben (M. inuus ell. Inuus ecaudottus, se
Fig.) hører hjemme i Nord Vestafrika og paa
Gibraltar, Nutidens eneste europæiske Abe. Om
den er opr. vild her ell. indført, ved man ikke.
I 19. Aarh. har Tallet været nede paa 3
Individer, der ikke formerede sig, men engelske
Officerer har faaet fl. indførte fra Afrika, og
nu er der igen en hel lille Flok, der vel er
fredet, men i øvrigt lever fuldkommen vildt,
altid søgende Læsiden af Klippen. Af Farve er
den gulgraa med kødfarvet Ansigt; den
mangler helt Hale. Aberne af denne Slægt taaler
Kulden meget bedre end de fleste andre Aber.
En Art (M. thibetanus) findes i det kolde
Højland Thibet, og en anden (M. speciosus)
træffes mod N. helt op til det nordlige Nipon, hvor
Vinteren er meget barsk, og af de indiske Arter
kan den alm. bengalske Abe Bandar’en (M.
rhesus) træffes til en Højde af 3000 m i
Himalaja, hvor man kan se den springe om paa
sneklædte Naaletræer; om Vinteren gaar de dog
betydelig længere ned end om Sommeren. Det
er en ikke særlig stor Abe, men meget kraftig,
med temmelig kort Hale. Den er oventil
graagrøn, nedentil hvidlig, kobberfarvet paa Ansigt,
Øren og Hænder, stærkt rød paa Sædepuderne.
Nær den staar Svineaben (M.
nemestrinus), mere langbenet og slank, med kort
nedadkrummet Hale, fra Bagindien og de store Øer.
Den afrettes af Malajerne til Nedplukning af
Kokusnødder. En af de Aber, man overhovedet
hyppigst ser i Fangenskab, er Makak’en ell.
Javaneseraben (M. cynomolgus), af
Farve omtr. som Bandar’en, men sort paa
Hænder og Øren, violet-oliven i Ansigtet og med en
længere Hale, omtr. af Kroppens Længde; den
hører hjemme paa de indiske Øer og det meste
af Østasiens Kystland; angives bl. a. at fortære
Krabber i Mangrovekrattene samt Muslinger
o. l. Den smukkeste af alle Arterne er den
store, sorte Skægabe ell. Wanderu (M.
silenus) med et mægtigt, graat Skæg, der
omslutter hele Ansigtet. Halen er middellang med
en Dusk i Spidsen. Den hører hjemme i
Malabar-Kystens Skove; udmærker sig ved en
mærkelig gravitetisk og værdig Optræden.
Uddøde Former af M. kendes fra Indiens,
Italiens og Frankrigs Pliocænlag; ja saa sent
som i Pleistocæntiden har saadanne levet i
England, hvor man i Essex har fundet et Stykke
Kæbe af en M. i Lag fra denne Tid.
(M. Ml.). R. Hg.
 |
| Magot (Macacus inuus). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
