Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Madvig, Johan Nicolai - Madvig, Poul Anton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udmærket ved streng Ædruelighed. Paa begge
Omraader støttedes han af en enestaaende
sproglig Sikkerhed, især i Latin, som han skrev
og talte med en Korrekthed og dog en
personlig Stil, som næppe nogen siden Renáissancens
Dage. (Paa Dansk var derimod hans Stil —
ganske enkelte Undtagelser fraregnede — tung
og indviklet og lidt pedantisk.) Dog er ogsaa
paa det sproglige Omraade (især paa Græsk)
Sansen for Reglen mere fremtrædende end den
umiddelbare Taktfølelse over for det isolerede
Tilfælde. M. var Grammatiker af første
Rang; med sikker Sans for det væsentlige og
i skarp Modsætning til den forlorne Aandrighed,
der i hans Ungdom blomstrede frodig paa dette
Omraade, fæstnede han baade for den lat. og
gr. Syntaks’ Vedk. den klassiske Sprogbrug i et
simpelt og klart System af rigtige, om end
stundom lidt mekaniske Regler. Paa lignende
Maade har han i sine alm. Betragtninger over
Sprogets Natur i Modsætning til alle Haande
Uklarhed og Skønsnak opstillet
Grundsætninger, der nu er Sprogvidenskabens Fælleseje, og
det skønt hans Kendskab til den
sammenlignende Sprogvidenskab var og blev
ufuldkomment. Paa Filologiens reale Omraader har han
med afgørende Sikkerhed klaret indviklede ell.
ved forkert Behandling forkludrede
Enkeltspørgsmaal (de rom. Koloniers Retsstilling; den
gr. Tragedies ydre Vilkaar). Hans
sammenfattende Behandling af den rom. Statsforfatning
lider noget under hans Sky for at bruge
Fantasien, der over for vor hullede og uklare
Overlevering maa anvendes i større Maal, end M.
kunde og vilde, og har som Helhed sin Styrke
mere i det filologiske end i det hist. Paa den
anden Side giver hans politiske Erfaring og
omfattende Dannelse hans Fremstilling ganske
særegne Fortrin. M. var nemlig alt andet end
Stokfilolog; til Trods for de ugunstige Forhold i hans
Barndom og tidlige Ungdom havde han fra først
af haft aabent Øje for alle almenmenneskelige
Interesser, ikke mindst de religiøse
Spørgsmaal, i hvilke han, særlig paavirket af Kant
og Spinoza, arbejdede sig frem til en
selvstændig og gennemtænkt Helhedsanskuelse.
Vanskeligheden ved at pleje disse Interesser under den
anstrengende Docentvirksomhed i hans ganske
unge Aar og Følelsen af at have Kald til en
mere praktisk Virksomhed førte ham endog
1830 ind i en alvorlig indre Krise, hvorunder
han for fuldt Alvor tænkte paa at opgive
Filologien og blive jur. Embedsmand (jfr Breve fra
P. V. Jacobsen, S. 126 ff.). — Som Lærer
virkede M. fremfor alt ved sin overlegne Klarhed
og sit sikre Udvalg af det væsentlige med
Underordnen af alle Petitesser. Sine egl. Disciple
bibragte han solid sproglig og real Kundskab
og sikker Metode — oftest ogsaa en ensidig
Retning mod det grammatisk-kritiske, der var
hans egen Hovedstyrke. Dette var sikkert
meget mod hans Ønske; han havde den største
Respekt for selv de Yngstes personlige Frihed
og afgjort Sky for at »danne Skole«.
Begejstring for Oldtiden søgte han ikke at vække og
vakte han heller ikke; vel manglede han den
ikke helt selv, men dels var den stærkt
tempereret af Kritik, ogsaa over for den i hans
Ungdom alm. falsk ell. utilstrækkelig motiverede
Beundring for de Gamle; dels vilde han ikke
foregribe andres Dom paa dette Omraade. I
Advarsler mod dristige Forsøg paa at supplere
vor mangelfulde Viden gjorde han undertiden
for meget af det gode. Over for de Studerende
var han som Docent alvorlig og stillede store
Fordringer; men den Strenghed og Skarphed,
der fremtræder i næsten alle hans Skr, veg i
det personlige Forhold over for hans Elever
Pladsen for en Hjertensgodhed, der gjorde ham
mild og hensynsfuld selv over for grove Fejl.
— Som Politiker var M. fremragende ikke blot
ved ubetinget Hæderlighed og
Retfærdighedssans, men ogsaa ved et af hans
Grundegenskaber betinget Klarsyn i centrale Spørgsmaal.
Som han selv aldrig delte det i hans
Omgivelser ikke ualmindelige fanatiske Tyskerhad,
saaledes fandt han tidlig og fastholdt han
bestandig den Løsning af det slesvigske Spørgsmaal,
der nu er gennemført — og det ikke som
et uundgaaeligt Onde, men som den
retfærdigste og klogeste Ordning. Til at sætte
hele sin Personlighed ind paa dens
Gennemførelse og til at vinde andre for sin Tanke
manglede han agitatorisk Kraft; han var
overhovedet for kritisk og for alsidig overvejende
en Natur til nogen Sinde at blive førende
Statsmand. Som Fagminister viste han praktisk Sans
og fordomsfrit Syn; over for Personer kan i
mindre Ting hans Blødhjertethed have ytret
sig som Svaghed: — I det private Liv var M.
en ualmindelig vindende Personlighed. Han
bevarede gennem hele sit Liv, skønt hans ydre
Vilkaar altid var trykkende, en barnlig
Friskhed, der baade til daglig og ved festlige
Lejligheder kunde ytre sig i Spøgefuldhed, ja
næsten Overgivenhed, og som i høj Grad
overraskede især Udlændinge, der kun kendte ham
af hans Skr. Uden denne Sindets Elasticitet vilde
det heller ikke have været ham muligt at
udrette det uhyre Arbejde, hvorved han,
foruden at gribe virksomt ind i vor politiske
Udvikling paa et af dens Vendepunkter, ganske
alene skabte Danmark en selvstændig og agtet
Stilling i en Videnskab, der hidtil herhjemme
havde været næsten uden betydelige Dyrkere.
(Litt.: »Livserindringer« [Kbhvn 1887];
»Supplementer til Livserindringer«, udg. af J. N. A.
Madvig [Kbhvn 1917]; I. L. Heiberg,
»Bursians Jahresbericht« [1887]; I. L. Ussing,
»Overs. over Vidensk. Selsk. Forh.« [1887]; O.
Siesbye, »Nord. Tidsskr. f. Filologi« [N. R.
VIII Bd]).
A. B. D.
Madvig, Poul Anton, dansk Læge, foreg.’s
Broder, f. i Svaneke 18. Decbr 1816. d. i
Haderslev 8. Febr 1899. Han blev 1835 Student fra
Borgerdydsikolen paa Christianshavn og tog med.
Embedseksamen 1841, hvorefter han nedsatte
sig som praktiserende Læge i Frederiksværk.
1854 udnævntes han til Fysikus i Haderslev
Østeramt, fra hvilken Stilling han blev afsat af
de tyske Civilkommissærer 1864. Han skulde
ogsaa have været udvist af Slesvig, men efter
en Henvendelse fra det danske Borgerskab i
Haderslev til Civilkommissærerne fik han dog
Tilladelse til at blive. Han havde da allerede
faaet en meget udstrakt Lægepraksis og havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
