Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Majestæt - majestætisk - Majestætsbrev - Majestætsforbrydelse - Majestætsfornærmelse - Majestætsrettigheder - Majfisk - Majguld - Majkov, Apollon Nikolajevitsch - Majlath, Johann - Maj-Lovene - Majmaanedskat - Majo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forhandle med ham. Først langt ned i Tiden, da
Karl VI ivrig ønskede den pragmatiske
Sanktion, hvorved hans Datter, Maria Theresia’s
Arveret til Østerrig skulde sikres, ogsaa
anerkendt af Europas Regenter, bekvemmede
Kejseren sig omsider til at titulere de forsk.
Konger, til hvem han henvendte sig, deriblandt
ogsaa Danmarks og Norges Konge, som
»Deres M.«.
I vore Dage fører alle Kejsere og Konger,
selv om de har ophørt at regere, og deres
Gemalinder, Majestætstitel.
(C. V. N.). K. B.
majestætisk (lat.), ophøjet, kongelig.
Majestætsbrev, et Dokument, hvorved
Kejser Rudolf II 12. Juli 1609 gav de
protestantiske Stænder i Böhmen fri Religionsøvelse og
forsk. Privilegier, f. Eks. eget Univ. Rudolf’s
Efterfølgere stadfæstede M., men alligevel blev
Bøhmernes Rettigheder 9 Aar efter krænkede,
og dermed begynder Trediveaarskrigen. (Litt.:
J. Borrot, »Der vom Kaiser Rudolf II den
Protestanten in Böhmen ertheilte
Majestätsbrief« [Görlitz 1803]).
A. Th. J.
Majestætsforbrydelse, Forbrydelse mod
Landets Konge og dets Kongehus, har i alle
monarkiske Stater til alle Tider været anset som
en særlig grov Forbrydelse, der medførte
Anvendelse af andre og strengere Regler, end de
tilsvarende Handlinger, begaaet mod andre
Personer, vilde have foranlediget. Særlig stærkt
fremtræder denne Egenskab under Enevælden
— i Christian V’s Lov medfører M. altid
Livsstraf og er den eneste Forbrydelse, som
hjemler Anvendelse af pinligt Forhør —, men ogsaa
i konstitutionelle Stater er en kvalificeret
Beskyttelse for Kongehuset at anse som en
naturlig Følge af Kongens Stilling som Statens
Overhoved. I D. Strl. §§ 85, 88—90 straffes den,
som foretager nogen Handling, der sigter til at
berøve Kongen Livet, Friheden ell. Tronen, paa
Livet (Højforræderi); den, som forgriber
sig paa Kongens Person, straffes med
Tugthusarbejde; den, der overfalder Kongen med
Trusler, Skældsord ell. anden Forhaanelse ell.
paa anden fornærmelig Maade tiltaler ham,
anses med Strafarbejde fra 1—8 Aar, hvorhos
den, der ved Trusler, Forhaanelser ell. anden
fornærmelig Adfærd (i Omtale) krænker den
Ærbødighed, der skyldes Kongen, straffes med
Fængsel ikke under 3 Maaneder ell. med
Forbedringshusarbejde
(Majestætsfornærmelse). For tilsvarende Forbrydelser mod
Kongehusets øvrige Medlemmer indeholder
Lovens §§ 91—94 Straffe, der om end lavere end
de fornævnte dog selv i de mildest behandlede
Tilfælde indeholder en Forhøjelse af Lovens
alm. Straffe af indtil det dobbelte. Som M. maa
endvidere betragtes Strl.’s § 227 — Straf af
Bøder for den, der indklæder en Ansøgning ell.
Klage til Kongen utilbørlige ell. usømmelige
Udtryk — og § 272 — Strafarbejde fra 2 Aar
for den, der efterskriver Kongens Navn.
A. Gl.
Majestætsfornærmelse, se
Majestætsforbrydelse.
Majestætsrettigheder (jura majestatis)
bruges særlig til Betegnelse for Suverænens
Ansvarsfrihed og personlige Hellighed og
Ukrænkelighed.
(C. V. N.). K. B.
Majfisk, se Sild.
Majguld, se Milturt.
Majkov [’majkåf], Apollon
Nikolajevitsch, russ. Digter (1821—97), var Søn af en
anset Kunstner Nikolaj Apollonovitsch M. og
Barnebarnsbarn af Digteren Vasilij Ivanovitsch
M. (1728—78, Forf. til et komisk Heltedigt
»Jelisej«). M. fik en omhyggelig Opdragelse
især i litterær Retning; 1836 begyndte han at
studere Jura ved Univ., men følte sig i øvrigt
mest tiltrukken af Malerkunsten, som hans
svage Syn imidlertid tvang ham til at opgive.
Han kastede sig da over Poesien, og den første
Samling af hans Digte (1841) blev gunstig
bedømt af den berømte Kritiker Bjelinskij, hvis
Begejstring dog hurtig kølnedes. Efter at være
bleven Kandidat tiltraadte M. en længere
Udenlandsrejse, paa hvilken han især fængsledes af
Rom og dets Kunstskatte. Han beklædte
derefter forsk. Embeder, til sidst som Censor. M.
hører til den saakaldte »rene Kunsts« Skole,
som holder sig paa Afstand fra Livet og dets
Brydninger. Foruden kortere Digte (deriblandt
en Mængde formfuldendte Oversættelser efter
Heine) har han ogsaa skrevet længere episke
Digte og eit Par Dramaer »Dva mira« (»To
Verdener«), »Tri smerti« (»Tre Mænds Død«), der
skildrer Brydningen mellem den
græsk-romerske og den kristne Verden. Nogle Gengivelser
af M.’s Poesi findes i Alfr. Ipsen’s
»Europæiske Digte« (1883).
(Hlg. P.). H. C-e.
Majlath [’måjla.t], Johann, Greve, østerr.
Historiker (1786—1855), var, skønt af ungarsk
Slægt, helt tysk opdragen. Han har skrevet
»Geschichte der Magyarerne (5 Bd, 1828—31) og
»Geschichte des österreichischen Kaiserstaats«
(5 Bd, 1834—50), uden dybere
Kildeundersøgelser, men i en klar og tiltalende Form; af noget
større Værdi er Skriftet »Die Religionswirren
in Ungarn« (2 Bd, 1845). M. var ogsaa Lyriker
og Novellist. I sin Alderdom led han af store
Næringssorger og druknede sig til sidst
sammen med sin Datter i Starnberg-Sø.
Kr. E.
Maj-Lovene kaldtes de i Maj 1873 og Maj
1874 for Preussen givne Kirkelove, sigtende til
at indskrænke det kat. Præsteskabs Indflydelse
(se Kulturkampen); to Love i samme
Retning fra Juni 1875 sammenfattes tit under
Navnet.
E. E.
Majmaanedskat, et drillende Tilnavn, som
bruges om den, der lader sig narre paa 1. Maj,
ligesom »Aprilsnar« om den, der narres paa
den 1. April. M. kendes næppe uden for
Norden og er ikke saa alm. som »at narre April«
(jfr. tysk Aprilnarr, eng. April fool, fr. poisson
d’Avril ɔ: April-Fisk). Dette sidste er
formodentlig Levning af en ell. anden gammel
folkelig Fest, men dens Oprindelse kendes ikke
nærmere.
(A. O.).
Majo [’majå] (fem. Maja, sp. ɔ: pyntet), en
Benævnelse, der navnlig i Andalusien anvendes
til at betegne Personer af de lavere Klasser,
særlig Bjergboere, der adskiller sig fra den
øvrige Befolkning ved ejendommelig malerisk
Dragt, anstandsfuld Holdning og dristig
Optræden. Mændene er forvovne og stridbare;
Kvinderne er kendte for deres yndefulde Danse.
(C. Fr.). N. H. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
