Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Manddrab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skaansk Lov fra den tidligere Del af Valdemar
Sejrs Regeringstid gjorde det saaledes under
Straf af Fredløshed til en Pligt for
Manddræberen af egen Drift at tilbyde Mandebod
paa de tre første Landsting efter Drabet,
hvorved Udsigterne til, at Tilbudet blev modtaget,
øgedes, og søgte endvidere at beskytte
Drabsmandens Frænder mod Hævnen ved at
forbyde, at denne rettedes mod dem, saa længe
Manddraberen selv opholdt sig i Landet og
frembød sig som Genstand for den samt ogsaa,
hvor danne Betingelse manglede, dersom
Frænderne selv tilbød to Tredjedele af Mandeboden.
Ikke mange Aar efter havnede man dog i
Skaane i et andet System, der ogsaa trængte
igennem i Jylland og vistnok var gældende
Middelalderen ud. Iflg. dette var det ikke
tilladt at øve Hævn over for Drabsmanden,
forinden han af Nævninger ell. Sandemænd var
kendt skyldig i Drabet, men denne Kendelse
lød nu paa den anden Side som Regel paa
Fredløshed, selv om Drabsmanden var villig til
at give Bod, og kun hvor Drabet var begaaet
af Vaade ell. i Nødværge, ell. hvor
Gerningsmanden paa Stedet havde hævnet Saar eller
Hug, blev han af Nævningerne svoret til Bod.
I sidste Tilfælde maatte Blodhævn ikke finde
Sted, medens den i første Tilfælde p. Gr. a.
Gerningsmandens Fredløshed var frit tilladt og
endda saaledes, at der ikke bødedes derfor.
Meningen hermed var dog nærmest kun den
at tvinge ham, til at gøre et antageligt Tilbud
om Forlig, og sluttedes et saadant mellem ham
og den dræbtes Frænder, fik han i det mindste
i Jylland altid sin Fred igen mod at erlægge en
særlig Ydelse til Kongen, der kaldtes Fredkøb.
Hvad Manddraberens Frænder angaar, var
deres Stilling vistnok en lgn. som efter den
ovf. nævnte lidt ældre skaanske Lov, saa at
de navnlig skulde være fri for Hævn, naar
denne kunde rettes mod Manddraberen, og
ogsaa ellers, naar de tilbød to Trediedele af
Mandeboden. En fra den her fremstillede noget
afvigende Ordning gjaldt vistnok i Sjælland.
Foruden ahn. M. kendte Lovgivningen fra gl
Tid en Rk. kvalificerede Former af
Forbrydelsen, dels Mord (s. d.), dels Drab forbundet med
Krænkelse af en særlig højere Fred
(Tempelfred, Tingfred, Husfred, Kirkefred o. s. v., se
Fred). Disse Former af Drab medførte opr.
Dødsstraf ell. Fredløshed, der dog i den ældre
Middelalder i en Rk. Tilfælde afløstes af
fyrretyve Marks Bøder (s. d.). Senere, siden c. 1200,
blev Straffene igen strengere, som Regel
Fredløshed, men da Fredløshed, som ovf. nævnt,
samtidig i fl. Landsdele ogsaa blev Straffen for
alm. Manddrab, hvor ikke særlige
undskyldende Omstændigheder forelaa, kom Forskellen
mellem de kvalificerede og ikke-kvalificerede
Former af Forbrydelsen nærmest til at bestaa
i, at Fredløsheden i de første i væsentlig højere
Grad end i de sidste faktisk virkede som
Dødsstraf, idet man ikke ell. dog ikke i samme
Omfang aabnede Adgang til Genoptagelse i
Freden. Desuden gjaldt der forsk. Regler om
Dødsstraffens Fuldbyrdelse.
En ny Periode i Manddrabsforbrydelsens
Historie begynder efter Reformationen. Medens
det Offentlige indtil da ikke ved alm. M. havde
lagt nogen Hindring i Vejen for, at de
interesserede Slægter ordnede Sagen ved Forlig, og i
Tilfælde af et saadant regelmæssig havde
gengivet Manddraberen hans Fred, hvis han
forinden var dømt fredløs, bestemtes det nu ved
Reces 1537, i Lighed med, hvad der allerede
forinden var gældende i enkelte Købstæder, f. Eks.
i Ribe og Kbhvn, at alm. forsætligt Manddrab
skulde straffes paa Livet, hvorhos den skyldiges
Hovedlod skulde være forbrudt med Halvdelen
til Kongen og Halvdelen til den dræbtes
Arvinger. Selv om denne Bestemmelse ikke betød,
at der slet ikke mere skulde tages Hensyn til
et muligt Forlig mellem de interesserede, var
den dog Udtryk for et væsentlig andet
Synspunkt end det, der havde været herskende i
Middelalderen, idet det aabenbart var
Meningen, at Dødsstraffen nu regelmæssig skulde
fuldbyrdes ogsaa ved de ikke-kvalificerede
Former af Forbrydelsen. Siden henimod Aar 1600
blev dette Program ogsaa virkelig gennemført,
endda med den allerstørste Strenghed, hvortil
det i høj Grad bidrog, at man paa denne Tid
tillagde Moseloven en absolut bindende Kraft
ogsaa for Danmark (se nærmere Guds Lov).
Under Hensyn til den saa man ogsaa fra nu af
bort fra, at Recessen kun foreskrev Livsstraf,
hvor Drabet var begaaet af Borger ell. Bonde,
og behandlede Adelen paa samme Maade som
de øvrige Stænder, saa at det blev en praktisk
talt undtagelsesfri Regel, at M., der ikke var
begaaet af Vaade ell. i Nødværge, straffedes paa
Livet uden nogen som helst Adgang til
Benaadning. At der opnaaedes Forlig med den
dræbtes Slægt, var altsaa nu ikke længere af Bet.,
men Recessen af 1537 viser dog tydeligt, at
Blodhævnen endnu ikke var uddød, og at den
ogsaa fremdeles truede Frænderne. Hvis det
lykkedes Manddraberen at undkomme, saa at
Dødsstraffen ikke kunde fuldbyrdes, havde de
nemlig vedblivende en Pligt til at udrede to
Trediedele af Mandeboden. Først ind i 17.
Aarh. taber de sidste Rester af Blodhævnen
sig, og først D. L. gennemfører fuldt ud det
Princip, at M. er Drabsmandens Frænder
uvedkommende. I øvrigt indeholder D. L., hvis
Forskrifter om M. navnlig er optagne i 6—6, i det
hele kun en Stadfæstelse af den ældre Ret,
saaledes at Straffen for alm. forsætligt M. ogsaa
efter Lovbogen ubetinget er Livsstraf og
Forbrydelse af Hovedlod. Som kvalificerede
Former nævnes ved Siden heraf i 6—9—1 og 12
Drab med Krænkelse af Husfreden og Mord,
ved hvilke Livsstraffen var forbundet med
Kvalifikationer (se Mord). At M. ikke kunde
afgøres ved Forlig mellem Manddraberen og
den dræbtes Slægt, udtales udtrykkeligt. D. L.’s
Regler om M. gjaldt i det væsentlige indtil
Straffelov 10. Febr 1866. Den vigtigste
mellemliggende Lov vedrørende Emnet var Frd. 4. Oktbr
1833, der dog ikke betød nogen særlig
gennemgribende Ændring. Kun et enkelt Punkt i den
fortjener nærmere Omtale. Sondringen mellem
Vaadesdrab og forsætligt Drab (opr. kaldt
Viljesdrab) var hidtil blevet gennemført
saaledes, at man til det sidste henregnede enhver
forsætlig Voldshandling, der havde Døden til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
