Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mantzius, Kristian Andreas Leopold og Karl - Manu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i »Erasmus Montanus« paa det kgl. Teater, hvor
han forblev til 1889, da han indtraadte i
Dagmarteatrets Direktion. Aaret efter vendte han
atter tilbage til Nationalscenen, hvis første
Skuespiller-Direktør han blev 1909—13;
derefter optraadte han som Gæst i danske og sv.
Provinser samt paa det kgl. Teater, sidste
Gang som Onkel Peter i »Det gamle Hjem«
28. Apr. 1921.
M.’s Kunst var en absolut Modsætning til
Faderens, hvis naive, frodige Menneskelighed hos
Sønnen var omsat til Refleksion, medens det
brede Lune var blevet (til skarp og vittig
Intelligens. De repræsenterede to Tidsaldere:
Faderen Fyrrernes ordrige Nationalliberalisme,
Sønnen Firsernes kølige Realisme. M. fik sit
Gennembrud som Kynikeren Dr. Relling i
»Vildanden« (1885), og fra dette Mesterværk kan
drages Paralleller til hans store Galeri af
slebne ell. anløbne Gentlemen, elegante Gamlinge
og smarte Forretningsmænd; logiske
Betoninger, levende Pauser, smaa uvilkaarlige
Bevægelser, et overlegent ell. medfølende Smil var
hans diskrete Kunsts Særkende. Han udviklede
efterhaanden sin Taleteknik til
Fuldkommenhed og virkede dybest, naar han skulde
udtrykke Følsomhed bag en nøgtern Overflade.
Ved Siden af saadanne moderne Skikkelser som
Friherre Claes i »Den kære Familie«, Onkel
Woller i »Moderate Løjer«, Herrborg i »En
Digters Kærlighed«, Arnesen i »Flugten«, Grev
Trolle i »Den gamle Præst« og Levin i
»Indenfor Murene« levendegjorde han med megen
Stilfelelse og malerisk Sans en Række Figurer
hos Molière (Orgon i »Tartuffe«; »Den
Gerrige«) og hos Holberg (Rosiflengius i »Det
lykkelige Skibbrud«; Baronen i »Jeppe paa
Bjerget«). Det skyldtes ogsaa M.’s Initiativ, at
»Kong Richard III« omsider kom frem paa den
danske Skueplads i en efter
München-Shakespeare-Scenen lempet Ordning, men hans
Fremstilling af Titelrollen viste, ligesom senere Kong
Lear, at M.’s patetiske Fantasi ikke slog til;
ligeledes savnede han grotesk Lune som
Falstaff. Efter Emil Poulsen’s Afgang var M.
Nationalscenens første Karakterskuespiller, en
Diktionens Mester, der ved sin musikalske Sans
endogsaa erobrede en lille Plads i Operaen
(Beckmesser i »Mestersangerne«, Jeronimus i
»Maskerade«). Som Direktør var M. ogsaa
Stillingen voksen; Repertoiret var kyndigt valgt og
rigt afvekslende, og det betød et afgjort Tab
for Teatret, da han besluttede at nedlægge
Ledelsen. Trods sit store kunstneriske Arbejde,
der forøgedes med adskillige
Skuespiloversættelser, fik M. Tid til at skrive et Værk i 6 Bd:
»Skuespilkunstens Historie« (Kbhvn 1897—1916),
hvis tredie Del, »Shakespeare-Tiden«, skaffede
ham den filosofiske Doktorgrad ved Kbhvn’s
Univ. (1901). Det er et i nord. Litteratur
enestaaende Pionérarbejde, samlet med Flid fra
trykte Kilder og skrevet med Klarhed og Smag.
Selv om der fremkommer mere videnskabelige
Enkeltundersøgelser, vil Værket bevare sin
Plads og for kommende Slægter bidrage til at
levendegøre Billedet af Skuespilleren M., fordi
han som praktisk Fagmand ofte »taler med«
mellem Linierne. Desuden udgav M. bl. a. en
smuk og indholdsrig Bog om sin Fader »Min
Far og jeg« (Kbhvn 1919), og efter hans
pludselige Død udkom »Skuespilkunstens Historie
i det nitt. Aarh.« (Kbhvn 1922), som indeholder
interessante Sammenligninger mellem dansk og
fremmed Scenekunst og danner et Supplement
til hans store Værk. 1923 blev de jordiske
Levninger af Christian M. overflyttet til Sønnens
Grav paa Frederiksberg Kirkegaard, hvor der
vil blive rejst et Fællesmindesmærke.
R. N.
Manu nævnes ofte i Ṛigveda, undertiden
saaledes, at det betegner »Menneskene« eller
»Mennesket« i Alm., men ogsaa som »vor
Fader«, hvilket maa forstaas som de ariske
Inderes Stamfader, da han siges at have været en
Modstander af Dasyu’erne (de ariske Inderes
Fjender); han var tillige (ligesom i øvrigt
andre gl. Ṛishi’er) den, som først havde anbragt
Offerilden bl. Menneskene og opfundet et
Ritual; Guderne havde særlig yndet ham, og han
var blevet salvet til Konge af Prajāpati; han
regnes til de guddommelige Væsener i de øvre
Regioner og kaldes selv ogsaa Prajāpati. Flere
M. med forsk. Patronymika (deriblandt
Sāṃvaraṅa, Vaivasvata og Tāpasa)
omtales som Hymnedigtere. Dette synes at have
bidraget til, at man i det senere System har
fl. M., nemlig 14 efter hinanden i hver Kalpa
(se Brahmán) som Stamfædre for
Kongeslægterne, efter nogle Kilder ogsaa for alle
andre Væsener ell. som Skabere, hvilket ellers er
Ṛishi’ernes Forretning. M. i den nuv. Kalpa
er: I) Svāyambhuva (Brahmán’s Søn ell.
Sønnesøn, Søn af ell. gift med Brahmán’s
Datter Çatarūpā) bliver Stamfader ikke alene
til alle flg. Notabiliteter, men til hele
Menneskeslægten, eventuelt ogsaa alle andre Skabninger.
Da de ældre Kilders M., som maatte bibeholdes,
var en Søn af Vivasvat (senere = Solen),
og man paa den anden Side nu maatte begynde
med den ny Skabergud Brahmán, blev denne
Fordobling af M. uundgaaelig. Det er M.
Svāyambhuva, der foredrog »Manu’s
Lovbog« (jfr. indisk Litteratur), den
ældste og vigtigste af de ind. Lovbøger, oversat af
Bühler i Sacred Books af the East, XXV. —
II—VI) synes at være Gengangere af vediske
Ṛishi’er (se ovf.). — VII) Vaivasvata, Søn
af Vivasvat og Saraṇyū ell. Sañjñā
(se Açvin) og Broder til Yama, Yamī og
Açvin’erne; han er den nuv. M., og det er
nærmest ham, som repræsenterer de ældre
Kilders M. Engang blev der bragt ham en lille
Fisk, som han satte i en Krukke, saa i en Dam
etc. og til sidst, da den blev fabelagtig stor, i
Havet, og som reddede ham til Gengæld, da
hele Jorden snart oversvømmedes, ved at lade
M. gaa om Bord i et Skib og binde dette med
et Reb til Fiskens Horn, som saa trak Skibet
over Bølgerne til Himalajas Toppe, hvorfra
saa M. steg ned, efterhaanden som Vandet sank.
Dette henlægges i senere Kilder til
Mellemrummet mellem 6. og 7. Manvantara ell. til Enden
af forrige Kalpa, og Fisken viser sig at være
Brahmán ell. Vishṇu (Kṛishṇa), som
ved samme Lejlighed dræbte Dæmonen
Hayagrīva, der havde stjaalet Veda’erne fra den
sovende Brahmán. Efter Oversvømmelsen fik M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
