Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marie I - Marie II - Marie af Modena
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
politiske Beregninger, idet han snart vilde
bortgifte hende til Frankrig og snart til Spanien,
alt efter som det forekom ham fordelagtigst. Da
hans Skilsmisseplaner kom op, var hun meget
i Vejen, idet hun selvfølgelig holdt med sin
Moder. I disse ulykkelige Aar staalsattes
hendes Sind og styrkedes hendes stærke katolske
Følelser. Kort efter Elisabeth’s Fødsel (1533)
blev hun erklæret for uægte ved en
Parlamentsakt og fik Befaling til at nedlægge
Prinsessetitlen. Da hun nægtede det, blev hun
behandlet meget strengt; men efter Anna Boleyn’s Død
søgte hun Forsoning med Faderen, som hun
kun opnaaede paa haarde Vilkaar. I de flg.
Aar var Forholdet mellem dem bedre, men
1538 forværredes det atter, da Oprørere i
Nordengland bl. a. forlangte, at hun skulde have sin
Rang igen. Karl V, med hvem hun havde
været forlovet, arbejdede stadig for hende og
skaffede hende 1544 Arvefølge efter Edvard (VI).
Under hans Regering stod hun fra først af i
et godt Forhold til ham; men da Messen 1549
blev forbudt, nægtede hun at adlyde og
fastholdt sit Standpunkt til det yderste. Følgen
heraf blev, at Edvard’s Raadgiver,
Northumberland, fik ham til at udnævne Jane Grey,
Datterdatter af Henrik VIII’s Søster, til sin
Efterfølger for at bevare England for
Protestantismen Men M. havde Folkets Flertal paa sin
Side og blev alm. anerkendt som Dronning,
medens Jane Grey og hendes Tilhængere maatte
vandre i Tower. M. tog Biskop Gardiner til sin
Førsteminister og var bestemt paa at bringe
den eng. Kirke tilbage under Pavens
Overhøjhed, skønt det fra først af saa ud, som om hun
vilde nøjes med at genindføre det religiøse
System, som havde hersket i hendes Faders
sidste Aar, og hvortil hun ogsaa havde faaet
Folket med sig. Man tænkte nu paa at faa hende
gift; men Parlamentet, der ellers havde føjet
hende i at genindføre Messen, udtalte sig mod
et fremmed Giftermaal; alligevel begik hun den
store Fejl at bestemme sig for Filip (II) af
Spanien, hvilket førte til Oprør, saa snart det
blev kendt. Jane Grey’s Fader, Hertugen af
Suffolk, søgte at rejse Mellemengland, men
havde intet Held med sig, hvorimod Thomas Wyatt,
der stiftede Oprør i Kent i Elisabeth’s Navn,
trængte frem til London; men her blev han
slaaet og fangen, og baade han og Suffolk, Jane
Grey og hendes Mand blev henrettede, og
Elisabeth ført til Tower. M.’s andet Parlament
samtykkede i Giftermaalet med Filip, men
vilde ikke gaa ind paa at genoplive de gl.
Bestemmelser mod Kættere. Juli 1554 kom Filip til
England, og Brylluppet holdtes i Winchester.
Han raadede M. til at frigive Elisabeth, hvad
hun ogsaa gjorde. Efteraarsparlamentet vedtog
Kætterbestemmelserne og gik ind paa en
Forsoning med Rom, men vilde ikke opgive det
inddragne Kirkegods. I det flg. Aar begynder
den store Forfølgelse af Protestanterne, som
har skaffet M. Tilnavnet den Blodige, og mange
maatte lade Livet for deres Tros Skyld. Det
lykkedes ikke Filip at vinde det eng. Folk, og
Aug. 1555 drog han bort og kom kun een Gang
igen, ikke af Kærlighed til M., men for at faa
England med i Krigen mod Frankrig. Denne
førte som bekendt til Tabet af Calais (1558),
hvilket gjorde et dybt Indtryk paa M. Fra da
af var hun ikke rask og døde s. A., forladt af
sin Mand og hadet af sit Folk. Hun var
viljestærk og meget arbejdsom: det centrale hos
hende var hendes religiøse Følelse, som i
Forbindelse med de Indtryk, hun havde faaet
under sin Opvækst, forklarer os hendes Optræden
som Regent; som saadan var hun maalbevidst
og overholdt de lovlige Former, naar undtages
hendes skæbnesvangre Fejlgreb, Giftermaalet
med Filip. (Litt.: Tytler, History of
Edward VI and Queen Mary [2 Bd, London 1839];
Dixon, History of the Church af England,
Bd IV [London 1891]; J. M. Stone, History
of M. I, Queen of England [London 1901]).
C. S. C.
Marie II, Dronning af England
(1689—94), f. 30. Apr. 1662, d. 28. Decbr 1694, ældste
Datter af Jakob (II) og Anne Hyde, blev
opdraget som Protestant, da Faderen ellers
frygtede for, at hun skulde tages fra ham. 1677 blev
hun gift med Vilhelm III af Oranien, som i
Beg. viste hende stor Ligegyldighed og
aabenlyst holdt Elskerinder, hvorimod hun var ham
meget hengiven. Da Englænderne var blevne
kede af Jakob II’s hensynsløse Styrelse og
indkaldte Vilhelm og hende, var der et stort Parti,
som ønskede hende til Regent, hvilket førte til,
at man blev enig om, at de begge skulde være
Suveræner, men Vilhelm styre i hendes Navn
og hun kun virkelig føre Regeringen, om hun
overlevede sin Mand. Febr 1689 kom hun til
England, og i samme Maaned gik de begge ind
paa the Declaration of Rights og blev kronede
11. Apr. Kun naar Vilhelm var fraværende,
ledede hun Regeringen, men følte ellers slet
ingen Lyst til at blande sig i den.
C. S. C.
Marie af Modena, Dronning af
England (1673—88), f. 5. Oktbr 1658, d. 7. Maj
1718, Datter af Alfonso IV af Modena, blev 1673
ved Ludvig XIV’s Indflydelse gift med Jakob
(II). Hun var lige saa upopulær i England som
sin Mand, da hun var ivrig Katolik og
arbejdede i Ludvig XIV’s Interesse, som ansaa hende
for en ikke ubetydelig Forbundsfælle. Sin Mand
var hun meget hengiven, skønt han bedrøvede
hende ved at holde Elskerinder, og indtil 1682
fødte hun ham 4 Døtre og en Søn, som dog
alle døde. Med Paven stod hun i livlig
Brevveksling om den kat. Sags Fremme i England.
Da Jakob blev Konge, voksede hendes
Indflydelse stadig, som hun benyttede i Frankrigs
Interesse; men dog søgte hun at holde ham
tilbage, da han begyndte at gaa mere hensynsløst
frem. 10. Juni 1688 fødte hun Sønnen Jakob
Edvard, hvilket gav Anledning til the
revolution. Efter Ludvig XIV’s Raad flygtede hun
med sit Barn til Frankrig, og Jakob fulgte paa
hendes Opfordring efter. Fra St Germain, hvor
Ludvig gav dem Ophold, virkede hun med Iver
for sin Mands Genindsættelse. Da det slog fejl,
trøstede hun sig med religiøse Øvelser i et
Kloster i Chaillot ved Paris. Her og i St
Germain tilbragte hun efter Jakob’s Død (1701) sine
Dage og viste sig kun ved det fr. Hof, naar
den stuartske Sag krævede det. (Litt.:
Campana di Cavelli, Les derniers Stuarts à
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
