Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marivaux, Pierre Charlet de Chamblain de - Marjut - Mark (Agerjord) - Mark (Grænse) - Mark (Mønt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1688 i Paris, d. 12. Febr 1763. M. var af anset
Familie, fik en mangelfuld klassisk Uddannelse
og traadte ogsaa i fl. Henseender i Opposition
til den herskende konventionelle Æstetik. Han
sluttede sig til Fontenelle og besøgte Mme de
Tencin’s og Mme de Lambert’s Saloner. Efter
først at have skrevet Travestier af
Ridderromaner og Homer samt en mislykket Tragedie,
Annibal (1720), slog han ind paa Komedien og
forfattede fra 1720 c. 30 Lystspil, der i den
Grad bærer hans eget til Manér udartende
Særpræg, at hans Stil og Tone fik sit eget
Navn: Marivaudage. Han skrev, mest for
Comédie-Italienne, sine smaa graciøse og
spirituelle Komedier, der foregaar i en fin og
silkelys, aristokratisk preciøs Skønhedsverden og i
en sirlig, antiteserig, elegant tilspidset Dialog
giver Udtryk for Livets lunefulde
Tilfældigheder og alskens ømme Rørelser. For første Gang
i fr. Komedie bliver Elskoven Hovedemnet, ikke
den store Lidenskab, men en subtil Analyse af
alle Hjertets fine, umærkelige
Følelsesovergange. Midt i den forfinede, kokette og lidt
skruede Salonkonversation bryder en naturlig
Følsomhed, en ung og kvindelig Gratie sig Vej,
en finere Sjælsanalyse, en dybere Sanddruhed
i Følelsen. Til de bedste af hans Komedier
hører: Arlequin poli par l’amour (1720), La
surprise de l’amour (1722), Le jeu de l’amour
et du hasard (1730), La mère confidente (1735),
Le legs (1736), Les fausses confidences (1737),
L’épreuve (1740). — Letsindig og skødesløs i
Pengesager var M. næsten altid økonomisk
trængende, Efter eng. Forbillede (Addison)
udgav han forsk. moraliserende Tidsskrifter, som
han dog i sin Dovenskab atter hurtig opgav:
Le spectateur français (1722—23, 25 Numre),
L’indigent philosophe (1728, 7 Numre) og Le
cabinet du philosophe (1734, 11 Numre). Mere
realistisk fremtræder M. i sine to Romaner:
La vie de Marianne ou les aventures de la
comtesse de *** (1731—41) og Le paysan
parvenu (1735—36), der betyder et Fremskridt fra
Lesage’s eventyrlige sp. Romaner, idet M.
holder sig til Frankrig og Paris, og i et mere
begrænset, men tillige mere objektivt iagttaget
Milieu fremstiller sine to enkle psykologiske
Typer: den lige saa behagelystne som
følelsesfulde Marianne og den plumpe og brave, af
Kvinderne forkælede Bondeopkomling. Med M.
kommer det rørende Moment frem i
Litteraturen; hans sensible og moralsk borgerlige
Retning paavirker Englænderen Richardson. Hans
Œuvres complètes udkom, 1781 (12 Bd) og
1825—30 (10 Bd), hans Théâtre choisi 1875 (ved
Mcland), 1883 (ved de Lescure). (Litt.: J.
Fleury, M. et le Marivaudage [1881]; G.
Larroumet, M., sa vie et ses œuvres [1882,
2. Opl. 1894]).
S. Ms.
Marjut, se Mariut og Mareotis.
Mark, 1) Betegnelse for den dyrkede
Agerjord (M., Eng, Skov, Hede, Have o. s. v.). 2)
I mange Egne Betegnelse for hvert enkelt af
de — i Reglen lige store — Stykker, hvori en
Gaards Agerjord er inddelt, og som drives efter
en bestemt Plan (»Sædskifte«, s. d.). I f. Eks.
en 8-Marksdrift er Agerjorden inddelt i 8
Marker. I St. f. M. bruges i forsk. Egne andre
Betegnelser for en saadan Del af Agerjorden,
saasom Indtægt, Skifte, Læg, Vang o. s. v.
K. H-n.
Mark betyder opr. Grænse, hvorved
forklares, at Ordet i det frankiske Rige i
Karolingertiden bl. a. kom til at betegne visse
Landomraader langs Rigsgrænsen, som af Hensyn
til Rigets Forsvar havde faaet en særlig
Organisation under en med vidtstrakt Myndighed,
navnlig Militærmyndighed, udstyret
Embedsmand, der kaldes for Markgreve (comes marchiæ,
marchio ell. marchisus). Undertiden var M.
dannet ved Forening af fl. alm. Grevskaber,
men ofte bestod den af nylig erobret Land og
var da i Reglen slet ikke inddelt i Grevskaber,
idet hele den grevelige Myndighed udøvedes
umiddelbart af Markgreven. Dette i Forbindelse
med de særlig vidtgaaende Beføjelser, der
tilkom Markgreven som saadan, samt de enkelte
Markers betydelige Omfang, skabte gunstige
Betingelser for deres Udvikling til selvstændige
Territorier, og i Tyskland blev ogsaa fl. af dem
i Tidens Løb ophøjede til Hertugdømmer eller i
hvert Fald regnede lige med Fyrstendømmer.
Hvad de enkelte Marker angaar, kan nævnes,
at Karl den Store oprettede en sp. Mark mellem
Pyrenæerne og Ebro og i alt 5 M. langs Rigets
Østgrænse: den sachsiske ved Magdeburg, den
sorbiske ved Erfurt, M. mod Böhmen ved
Regensburg, den avariske M. ell. Østmarken samt
Friaul. Den sidste opløstes snart igen, medens
Østmarken udvidedes og 1156 blev til
Hertugdømmet Østerrig. I St f. de nordligere M.
fandtes længere ned i Middelalderen fl. mere
fremskudte M., Brandenburg (oprettet 1134), Meissen
og Lausitz, og imod SØ. oprettedes der siden
Slutn. af 10. Aarh to helt ny M., Steiermark
(Hertugdømme 1180), og Krain, hvortil endnu
lidt senere kom Istrien. Ogsaa Mähren var efter
1182 Mark grevskab. Ang. et formentligt
frankisk og et senere tysk Markgrevskab i
Sønderjylland, se Slesvig. Efterhaanden blev
Markgreve en Titel, der ogsaa førtes af Fyrster,
hvis Lande aldrig havde været Grænsemarker,
f. Eks. af Markgreverne af Ansbach og
Bayreuth. Markgreverne af Baden havde deres
Titel, som rakte tilbage til 11. Aarh., fra det ital.
Markgrevskab Verona.
P. J. J.
Mark, opr. tysk Møntvægt opstaaet af det i
12 Unser inddelte roim. Pund, som fandt Indgang
hos Frankerne, men nedsattes til 8 Unser ell.
16 Lod. For at forebygge videre Forringelse,
paatrykte man Vægtstykkerne et Tegn ell.
Mærke, hvoraf Navnet Mark, som første Gang
forekommer i 1042. Som Norm tages 1/2 Pund
»kølnsk Vægt«, som har været i Brug indtil
1857 i Toldforeningen, Udgangen af 1858 i
Østerrig, 1875 i Danmark og Norge som
Vægtenhed for Mønt og ædle Metaller. Den »fine«
M. er en M. rent, ublandet Guld ell. Sølv, og
den »raa« M. er en M. legeret, ædelt Metal.
Blandingens Indhold af ædelt Metal angives i
den saakaldte Probervægt, og Marken Guld
inddeltes i 24 Karat à 12 Gren (Grän), Sølv i 16
Lod à 18 Gren. Ved en lødig M. forstodes en
M. ædelt Metal af saa høj Renhed, som man
var i Stand til at fremstille det, altsaa uden
nogen forsætlig foretagen Legering.
Markvægten indførtes ogsaa i de østlige Kantoner i
Schweiz og Polen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
