Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Martensen, Hans Lassen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samtaler, og den berømte og fejrede gl.
Dogmatiker viste den unge Kandidat megen
Opmærksomhed og Interesse. M. følte det ogsaa
som et stort Tab, da der nogle Maaneder efter
Besøget i Danmark kom Budskab om
Schleiermacher’s Død. Men M. skulde komme i
nærmere Berøring med tysk Teologi og tyske
Teologer. Efteraaret 1834 opnaaede han et
Rejsestipendium, og sammen med sin Ven Juristen
Bornemann rejste han til Tyskland, hvor han
først slog sig ned i Berlin. Han studerede her
under Marheineke og under Steffens, men
navnlig fordybede han sig i Hegel’s Skr, og han
blev ved dem, siger han selv, »indspunden som
i et magisk Net«. Temmelig pludselig blev han
imidlertid syg, og under Sygdommen kom han
ind i en stærk aandelig Krise. Det forekom
ham, som om hele hans Tankeverden glippede,
Tvivl og Livslede faldt over ham, og navnlig var
det ham, som om den personlige Gud var
gledet bort fra ham. Han forklarer selv Tilstanden
som en Reaktion mod den ensidige
Forstandsretning, hans Udvikling havde taget.
Erkendelseslivet var ikke alene kommet langt forud for
Troserfaringerne, men havde ogsaa svækket
Troslivet. Efterhaanden kom han dog baade
legemlig og aandelig paa Fode igen, men
Krisen var alvorlig, og blev ham, som han selv
siger, »et Memento om at bringe Tro og
Erkendelse i det rette Forhold«. Han forlod nu
Berlin og drog over Dresden og Prag til
Heidelberg, hvor han opsøgte den spekulative
Teologis Fader, Hegelianeren Daub, men hvor han
tillige studerede Mester Eckart og Dante og
gennem dem modtog et stærkt Indtryk af den
senere Middelalders dels mystiske, dels
spekulative Teologi. Fra Heidelberg gik Rejsen
til München, idet han dog undervejs besøgte
Strauss i Tübingen, og her i München stiftede
han Bekendtskab med den romersk-katolske
Religionsfilosof Franz Baader, en mærkelig
interkonfessionel Skikkelse, til hvem M.
sluttede sig nøje, da de begge var i høj Grad
anlagte for det spekulative. M. siger selv, at
Baader førte ham ind paa fast Grund, til
Standpunktet: credo, ut intelligam, ɔ: jeg tror, og
under denne Forudsætning søger jeg at
erkende. Evangeliets Sandhed havde hos M. nu
bestaaet sin Prøve, og han modnedes efter den
kritiske Tid langsomt og harmonisk. I München
hørte han ogsaa Forelæsninger af Schelling.
Turen gik dernæst videre til Wien, og havde
M. hidtil paa Rejsen fordybet sig i Teologien
og Filosofien, kom det æstetiske nu i
Forgrunden. M. kom i Wien ind i en litterær Kreds,
der talte adskillige betydelige Mænd, og
navnlig stiftede han et virkeligt Venskab med den
fejrede, men senere ulykkelige Digter Lenau,
om hvis »Faust« han skrev en indgaaende og
forstaaende Afh. Af Lenau’s Liv uddrog M. den
Erfaring: Livet bør ikke anlægges æstetisk, men
etisk! Ogsaa Teatret besøgte M. flittig. Fra
Wien vilde han gerne være rejst til Italien,
men da der var Kolera i Landet, vendte han
sig i Stedet mod Paris; og havde han i Wien
været sammen med »Melankoliens Digter«, saa
mødte han nu i Paris hans fuldstændige
Kontrast, »den højere Livsglædes Digter«, som han
kalder ham, Johan Ludvig Heiberg; men lige
saa nøje han havde sluttet sig til Lenau, lige
saa nøje ell. endnu mere sluttede han sig til
Heiberg. M. synes navnlig at have været ganske
indtaget i Fru Heiberg, og mellem ham og det
Heiberg’ske Hus knyttedes et Venskab, der
blev fortsat hele Livet igennem. Den fælles
Hegel’ske Interesse var ogsaa et Bindeled
mellem Heiberg og M. Efter to Maaneders Ophold
i Paris, Eftersommeren 1836, vendte M. og
Bornemann tilbage til Danmark. Det er
aabenbart, at denne Rejse, paa hvilken han mødte
saa mange store Aander, har haft en
indgribende Bet. for hele hans Udvikling, og en
opmærksom Læser af M.’s Skr vil ogsaa trindt
omkr. finde Tanker, som kan føres tilbage til
hans Møde med en ell. anden af de nævnte
Mænd.
12. Juli 1837 disputerede M. for
Licentiatgraden. Hans Afh., der som sædvanlig paa de
Tider var affattet paa Latin, handlede om
»Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomi i
den kristelige Dogmatik«, og den indeholder —
for at bruge hans egne Ord — »en gennemført
Kritik over den subjektive Rationalisme hos
Kant og Schleiermacher og over den
Vilkaarlighed, hvormed Aabenbaringsindholdet her
blev behandlet, idet Aabenbaringen maatte lade
sig modelere, forme og tilskære efter de
Forudsætninger, som den i sig selv begrundede
menneskelige Selvbevidsthed medbragte«. M. gav
tillige en »kortere, men skarp Karakteristik af
Hegel’s objektive Rationalisme«. Disputatsen
foregik i Regenskirken, og Afh. blev modtaget
med stor Anerkendelse baade i Ind- og Udland.
1838 blev M. ansat som Lektor i det teol.
Fakultet, og samtidig blev det ham overdraget at
holde Forelæsninger over Moralfilosofi for de
unge Studenter. Forud for sine Forelæsninger
over Dogmatikken, hvilken han — karakteristisk
nok — anmeldte som »spekulativ« Dogmatik,
holdt han en Forelæsning over den nyere
Filosofis Historie for derved at kunne føre sine
Tilhørere gennem Filosofien ind i Teologien, og
navnlig dvælede han da ved Hegel. Disse
Forelæsninger vakte et stort Røre, ogsaa uden for
den egl. teol. Kreds; det føltes straks, at Univ.
havde vundet en betydelig Lærer. M. slog sig
nu til Ro i Kbhvn og giftede sig. I disse Aar
kom M. ofte sammen med Grundtvig, og trods
alle Forskelle i Anskuelser havde de mange
venlige Samtaler. Men det mærkeligste og
ingenlunde det mindst betydningsfulde
Bekendtskab fra denne Tid var Bekendtskabet med
Dorner. M. havde lært ham at kende under et
kort Besøg i Kiel lige efter Ansættelsen som
Lektor. Senere mødtes de kun enkelte Dage i
Aarenes Løb paa Ferierejser, men alligevel
kom de i et inderligt Venskabsforhold til
hinanden, nemlig gennem Korrespondance. I
henved 50 Aar vekslede de uafbrudt Breve, og i
denne Brevsamling, som er bevaret og efter
begges Drød udgivet, finder man ethvert
betydeligere kirkeligt og teol. Spørgsmaal, der kom
op i Tiden, berørt og undertiden udførlig
behandlet. Dorner og M. staar ogsaa hinanden
meget nær paa det dogmatiske Omraade. 1840
udnævnte det teol. Fakultet i Kiel M. til Doktor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
