Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Martineau, Harriet - martinere - Martinet, Achille Louis - Martinez Campos, Arsenio - Martinez de la Rosa, Francisco - Martinez Ruiz, José
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overs. af hans Philosophie positive (2 Bd, 1855).
— Hendes Selvbiografi er udg. af Marie
Chapman (3 Bd, 1877). (Litt.: Florence
Miller, H. M. [1884]).
(T. L.). I. O.
martinere, behandle efter Martin-Processen.
Martinet [marti’næ], Achille Louis, fr.
Kobberstikker, f. 1806 i Paris, d. 1877 smst.,
Elev af Forster og École des beaux-arts, hvor
han 1830 erhvervede sig Grand prix de Rome.
1857 blev han membre de l’institut. Teknikken
i hans Stik er tør og haard, men særdeles fin
og sikker i Gennemførelsen. Bl. de
virkningsfuldeste kan nævnes Gengivelserne efter
Rembrandt’s Selvportræt (1834), efter Delaroche’s
Billede »Karl I haanes af Cromwell’s Soldater«
og efter Gallait’s Malerier af Egmont’s og
Horn’s Historie. I Kobberstiksamlingen i Kbhvn
er M. repræsenteret med em Del Stile.
L. S.
Martinez Campos [mar’tinæþ-’kampås],
Arsenio, sp. General, f. 14. Decbr 1834, d. 22.
Septbr 1900, blev tidlig Officer og gjorde
1859—60 Tjeneste i General Prim’s Stab under
Krigen mod Marokko. Han sendtes 1869 til Kuba
som Oberstløjtnant for at kæmpe imod
Opstanden; kom tilbage Foraaret 1873 og gjorde god
Tjeneste først imod Karlisterne i Katalonien,
siden mod Kantonalisterne i Valencia og
Murcia, men blev alligevel fjernet, fordi han
ikke selv var Republikaner. Han bad da om
Tilladelse til at kæmpe mod Karlisterne som
simpel Soldat og fik Decbr 1873 paa ny en
Brigade at føre. Han undertrykte først
Opstanden i Barcelona, hjalp derefter at undsætte
Bilbao og udmærkede sig i Slaget ved Estella,
samt vandt i høj Grad sine Soldaters Tillid og
Hengivenhed. Han kunde derfor, skønt han
igen var kommet i Strid med Myndighederne
og havde mistet sin Kommando, 29. Decbr 1874
i Murviedro gøre et pronunciamento og
udraabe den fordrevne Dronning Isabella’s Søn
Alfons XII til Konge. Derefter drog han igen
mod Karlisterne og deltog i de sidste Kampe
imod dem, samt blev til Løn Generalkaptajn i
Hæren, den højeste milit. Rang i Spanien. Da
Kongedømmet var fæstnet, sendtes han Oktbr
1876 som Generalguvernør til Kuba og
dæmpede endelig Opstanden, dels ved Magt, dels
ved Underhandlinger, saa at Maj 1878 Øens
Underkastelse fuldt var naaet. Han vendte
derefter tilbage til Spanien, men kunde ikke faa
Ministeriet Canovas del Castillo til at godkende
de Løfter, han havde givet Kubanerne om
politisk og økonomisk Frihed. Han medvirkede
til Ministeriets Fald Marts 1879 og blev selv
Første- og Krigsminister indtil Decbr s. A.,
uden dog at kunne gennemføre sin Villie m.
H. t. Kuba. Han knyttede sig derfor til det
liberale Parti, var Febr 1881—Oktbr 1883
Krigsminister under Sagasta og indtog fl. Gange
Forsædet i Senatet, saaledes Decbr 1885 efter
Kong Alfons’ Død. 1887—88 var han
Generalkaptajn i Madrid og brugtes i fl. vigtige Hverv,
især naar Farer truede Kongedømmet, thi han
gjaldt for en af dets fasteste Støtter. 1894 havde
han en Sendelse til Marokko, og Apr. 1895
sendtes han paa ny til Kuba, men tilbagekaldtes
Jan. n. A., da det ikke lykkedes ham at dæmpe
den ny Opstand.
E. E.
Martinez de la Rosa [mar’tinæþ-ðæ-la-’råsa],
Francisco, sp. Statsmand og Digter, f. 10.
Marts 1789 i Granada, d. 7. Febr 1862. Han var
allerede 1808 Universitetslærer i sin Fødeby og
virkede ivrig for Folkets Rejsning imod
Franskmændene; sendtes 1811 til England og skrev
her et episk Digt Zaragoza til Forherligelse af
Stadens heltemodige Kamp mod den fr. Hær.
Efter sin Tilbagekomst tog han Ophold i Cadiz
og skrev under Byens Belejring fædrelandske
Skuespil for at styrke Indbyggernes Mod,
saaledes »Frihedshelten Padilla’s Enke«. 1812
valgtes han til Cortes, tog vigtig Del i Affattelsen
af den frisindede Grundlov og blev 1813
Forsamlingens Formand. Men da Ferdinand VII
vendte tilbage 1814, blev han holdt fængslet i
7 Maaneder ligesom andre liberale Førere og
derefter forvist til Nordafrikas Kyst. Befriet
herfra ved Riego’s Opstand 1820 vendte han
hjem, valgter til Cortes og blev Marts 1822
Første- og Udenrigsminister, dog kun til Juli
s. A. Han erklærede sig nu imod Grundloven
af 1812 og vilde gennemføre en mere
maadeholden Politik; tabte derved sin Yndest hos
Folket, uden at kunne tilfredsstille Kongen.
Efter Enevældens Genoprettelse 1823 blev han
derfor landsforvist og drog til Paris, hvor han
levede 8 Aar; skrev 1830 et hist. Skuespil om
Maurernes Kamp imod Filip II. 1831 kom han
tilbage til Spanien, men fik først 1833 Tilladelse
til at besøge Madrid. Dog blev han allerede Jan.
1834 Førsteminister og udstedte nu en ny
Forfatning efter fr. Mønster med to Kamre,
indskrænket Valgret og liden politisk Frihed. Juni
1835 maatte han trække sig tilbage og hørte
senere til Førerne for det konservative Parti
(Moderados). Han var 1842—43 Sendemand i
Rom, Maj 1844—Febr 1846 Udenrigsminister
under Narvaez og 1847—51 Sendemand, i Paris;
var i de flg. Aar fl. Gange Deputeretkamrets
Formand, blev Oktbr 1857 Udenrigsminister, dog
kun for 3 Maaneder, og Juli 1858 Formand for
Statsraadet. Som Digter forsøgte han sig i fl.
Arter, baade som Lyriker og med Skuespil og
Romaner; vandt Yndest ved sin Stil og elegante
Form, men uden at yde noget af blivende
Værd. Hans Ars poetica priser den fr.
Klassicisme. En Samling lyriske Digte (Poesias)
udkom 1847, og hans dram. Værker i 3 Bd 1861.
E. E.
Martinez Ruiz [mar’tinæþ-ru’iþ], José, sp.
Forf., f. 1876 i Prov. Alicante. Han har givet
sig meget af med Politik, blev Medlem af
Cortes 1907 og udfoldede en betydelig
journalistisk Virksomhed. Han var først
yderliggaaende Radikal, men siden, under
Paavirkning af Spaniens Ulykker ved
Aarhundredskiftet, gik han over til at blive Konservativ og
sluttede sig til Antonio Maura’s Tilhængere,
men det er navnlig som psykologisk og æstetisk
Essayist, at M. har vundet Bet.; han er en
fin, klassisk klar Stilist, og hans Iagttagelser
over sp. Liv og Litt. i Fortid og Nutid har en
ejendommelig Charme. I en stor Del af sine
Skr har han benyttet sig af det pseudonyme
Forfatternavn Azorin, der optræder som den
selvbiograferende Hovedperson i Antonio
Azorin, pequeño lihro en que se habla de la vida
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
