Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mattheson, Johann - Matthews, William Brander - Matthias (en af Jesu Disciple) - Matthias (romersk-tysk Kejser) - Matthias Corvinus den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ringe Rolle i sin Tids Musikliv i Tyskland. I sin
Ungdom optraadte han som Tenorsanger ved
Operaen i Hamburg, senere baade som
Operakomponist, Klavervirtuos, Kapelmester, meget
frugtbar Musikforf., ja endog som Diplomat, idet
han var Sekretær ved den eng. Legation i
Hamburg. Af denne vidtforgrenede Virksomhed (han
efterlod sig 88 trykte Kompositioner af alle
Arter) fik væsentlig den som Musikforfatter Bet.
Polemisk anlagt, fejdede han med vittig og
slagfærdig Pen mod mange af Tidens
musikalske Fordomme, fældede saaledes ganske det
forældede Solmisationssystem (s. d.). Bl. den
store Mængde af hans Skr mærkes Critica
musica (2 Bd, 1722), »Der vollkommene
Capellmeister« (1739), »Grundlagen einer
Ehrenpforte«. (1740, Samling af Komponistbiografier) etc.,
desuden talrige hist., teol. og politiske Skr.
(Litt.: Heinrich Schmidt, »J. M.«
[1897]; Haberi, »J. M.« i »Kirchenmusik.
Jahrbüch« [1885]).
A. H.
Matthews [’mäþju.z], William Brander,
amer. Kritiker, f. 21. Febr 1852 i New Orleans.
Han studerede Jura, men opgav Studierne for
Litteraturen og er blevet en produktiv og
mangesidig Forf. Af hans Værker kan nævnes: The
Theatres of Paris (1880), French Dramatists of
the Nineteenth Century (1. Saml. 1881, 2. Saml.
1891), Studies of the Stage (1894), Introduction
to the Study of American Literature (1896); The
Philosophy of the Short Story (1901) og
Shakespeare as a Playwright (1913). Af andre
Værker kan endnu nævnes: Americanisms and
Briticisms (1892).
(T. L.). I. O.
Matthias, en af Jesu Disciple, som iflg. Ap.
Gern. 1, 23—26 blev optaget i Apostelkredsen
i St f. Forræderen Judas Iskariot; der fortælles
herom, at Sagen blev afgjort ved, at man
kastede Lod mellem de to Personer, som kunde
komme i Betragtning, nemlig M. og Josef
Barsabbas med Tilnavnet Justus; men ud over
dette indeholder det ny Test. ingen yderligere
Oplysninger om ham. Den senere Tradition har
regnet ham bl. de, Luk. 10, omtalte 70 Disciple
og kender fl. Legender om ham. Bl. de
gnostiske apokryfe Evangelier nævner Hippolyt og
Clemens Alexandrinus ogsaa nogle
»M.-Overleveringer«.
H. M.
Matthias, romersk-tysk Kejser, Konge af
Ungarn og Böhmen, Ærkehertug af Østerrig, f.
24. Febr 1557, d. 20. Marts 1619, tredie Søn af
Kejser Maximilian II„ fik en fortræffelig
Undervisning og manglede hverken Evner ell.
Virksomhedstrang: men den urolige og ærgerrige
Fyrstes Karakter var blottet for Fasthed og
Kraft, hvorfor han var ganske uskikket til i
en af Huset Habsburgs mest kritiske Perioder
at spille den ledende Rolle, hvortil hans Fødsel
udpegede ham. Da han følte sig tilsidesat af
sin Broder, Kejser Rudolf, forlod han mod
dennes Villie Østerrig og drog til Nederlandene,
hvortil et Parti i de sydlige Provinser
indkaldte ham som Statholder under Kampen mod
Spanierne; han vilde, som han sagde, i det
mindste redde disse Provinser for
Habsburgerne. Efter et treaarigt Ophold (1578—81) forlod
han atter Bryssel, da han intet kunde udrette.
I Unaade hos Broderen var han nu uden
Virksomhed, indtil han 1593 blev Statholder i
Østerrig, og da Kejserens Kraftløshed og
Uvirksomhed truede med at tilintetgøre al
Regeringsautoritet, medens Protestantismen bredte sig
videre og videre i Arvelandene, Ungarn og
Böhmen, blev M. ved et Manifest af 25. Apr.
1606 af sine Brødre og Fættere anerkendt som
Huset Habsburgs Overhoved. Efter at have
undertrykt en Opstand i Ungarn tvang han ved
de østerr.-ung. Stænders Hjælp med Vaaben i
Haand Kejser Rudolf til at afstaa ham Østerrig,
Ungarn og Mähren (25. Juni 1608), men
mægtede ikke at modstaa Stændernes Fordring
paa fri Religionsøvelse, der blev indrømmet
dem 19. Marts 1609. Da Rudolf vilde afstaa
Böhmen til den strengt katolsksindede
Ærkehertug Leopold, drog M. igen til Böhmen,
adsplittede Kejserens Tropper og lod sig 23. Maj
1611 krone til Konge af Böhmen, hvorefter
Rudolf mod en Pension ogsaa afstod ham Böhmen
og Schlesien (11. Aug. s. A.). Efter Rudolfs
Død (20. Jan. 1612) blev M. ogsaa Kejser (13.
Juni s. A.), men var som saadan ganske
magtesløs lige over for de stridende
Religionspartier i Tyskland. Heller ikke Tyrkerne kunde
han magte og maatte slutte Fred med dem,
da Stænderne nægtede ham Hjælp. I sine sidste
Aar var han sygelig og maatte paa Familiens
indtrængende Opfordring lade sin Fætter,
Ærkehertug Ferdinand (II) krone til Konge af
Böhmen (1617) og Ungarn (1618), og da et
Slagtilfælde endte hans Liv, var Magten ganske
gledet ud af hans Haand.
(C. F.). C. A. T.
Matthias Corvinus, den Store, Konge
af Ungarn, f. vistnok 1440, d. 6. Apr. 1490, var
næstældste Søn af Joh. Hunyadi; Tilnavnet
Corvinus stammer enten fra Ravnen (corvus) i
Familiens Vaaben ell. fra et vallachisk
Stednavn Piatra da Corvo. M. C., der fik en god
Opdragelse og Undervisning, forbandt legemlig
Skønhed, Styrke og Haardførhed med
udmærkede aandelige Evner, glimrende
Krigerdygtighed og Tapperhed med varm Interesse for
Litteratur, Kunst og kulturelle Fremskridt, men
hans Villiekraft udartede ofte til Selvraadighed
og hensynsløs Voldsomhed, medens hans
Ærgerrighed forledte ham til unyttige,
ødelæggende Krige, og hans Pragtlyst bragte ham til
at ofre uhyre Summer paa Hoffester og
Turneringer. Der hviler derfor vel et glansfuldt
Skær over M. C.’s imponerende Personlighed,
Ungarn blev vel i hans Tid en Stormagt, der
sejrrig slog alle sine Fjender til Jorden, men
Nationens indre Udvikling holdt ikke Skridt
med den ydre Vælde. Dog gjorde M. C. ikke
lidet for Ungarns Kultur; han indkaldte
fremmede Videnskabsmænd, Kunstnere og
Haandværkere, samlede sit berømte Bibliotek, rigt paa
gr. og lat. Haandskrifter, satte Univ. i Ofen i
udmærket Stand, byggede et Observatorium,
indrettede Bogtrykkerier og gav gode Love,
men frugtbringende Resultater af disse
Foranstaltninger forhindredes ved de evindelige
Krige. Straks efter sin Tronbestigelse (22. Jan.
1458) maatte M. C. dæmpe indre Uroligheder
og snart efter bekæmpe ydre Fjender,
derimellem Kejser Frederik III og Tyrkerne; den
første opgav 1463 sine Fordringer paa Ungarn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
