Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maximianus - Maximilian I (rom.-tysk Kejser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Rhinen og i Afrika. Da Diocletian 305
nedlagde Regeringen, maatte M. gøre det samme;
han trak sig tilbage til sin Gaard i Syditalien
uden dog at betragte sin Rolle som udspillet.
Da hans Søn Maxentius Aaret efter lod sig
udraabe til Cæsar i Rom, søgte ogsaa M. at
trænge sig frem igen; men da han ikke kunde
komme ud af det med Sønnen, sluttede han
307 ved et Møde i Carnuntum en Overenskomst
med Diocletian og Galerius, hvorved M. selv
foreløbig igen trak sig tilbage. Kort efter rejste
han imidlertid til Konstantin, som var Kejser
i Gallien; han gav ham sin Datter Fausta til
Ægte og anerkendtes af ham paa ny som
Augustus. Da han imidlertid stræbte efter den
øverste Stilling i Riget og under Konstantin’s
Fraværelse søgte at tilrive sig
Eneherredømmet, kom det til Strid imellem dem. M. blev af
sine egne Soldater udleveret til Konstantin og
maatte dræbe sig selv (310).
2) Gajus Galerius Valerius
Maximianus, se Galerius.
H. H. R.
Maximilian I, rom.-tysk Kejser, Ærkehertug
af Østerrig, f. 22. Marts 1459, d. 12. Jan. 1519,
Søn af Kejser Frederik III, der som Chef for
Huset Habsburg dengang kun var i Besiddelse
af ringe Magt. Gennem en omhyggelig
Opdragelse og Undervisning, der omfattede Teologi,
Sprog (M. talte foruden Modersmaalet fem
Sprog), Historie, Matematik, Lægevidenskab
samt naturligvis Indøvelse i alle ridderlige
Idrætter, udvikledes den baade i aandelig og
legemlig Henseende højtbegavede unge
Fyrstes Evner saaledes, at han alt i 15 Aars
Alderen vakte store Forventninger om, hvad han
vilde blive som Kejser. Disse Forhaabninger
opfyldtes vel ikke, men alligevel er M. af alle
tyske Kejsere siden Frederik Barbarossa’s Dage
bleven den, der er kommen til at staa det tyske
Folks Hjerte nærmest, en kraftfuld og
ejendommelig Personlighed, der med stor
Modtagelighed for Poesi og Kunst, livlig og virksom
Interesse for Renaissancetidens ny videnskabelige
Liv, praktisk Sans og en ikke ringe teknisk
Dygtighed forbandt en ærlig Vilje til at ofre
al sin Kraft paa Opfyldelsen af sine Pligter som
Regent. Naar han dog kun paa enkelte
Punkter naaede et Resultat, der svarede til hans
Virksomhed, laa Grunden hertil vel til Dels i
Forhold, han ikke var Herre over, men
fornemmelig hos ham selv; thi den frodige og
opfindsomme Fantasi, hvormed han udkastede et
Utal af Planer, den øjeblikkelige Begejstring,
hvormed han skred til deres Iværksættelse,
savnede som Modvægt Evnen til en realpolitisk
Vurdering af deres Værdi, medens hans
Entusiasme hurtig fortog sig ell. vendte sig
andensteds hen, og hans Energi ofte manglede sej
Udholdenhed; lidet hjalp det da, at han med
sin højsindede og ridderlige Tænkemaade altid
var rede til at stille sin Person i Brechen, han
glemte derved kun alt for tit Kejseren over
Ridderen. Men det er netop dette
temperamentsfulde i hans Karakter, der har gjort ham
saa kær for den folkelige Bevidsthed; endnu
lever Mindet om den tapre, vennesæle Kejser
Max, »den sidste Ridder«, i talrige Sagn, der
fortæller om hans Tvekampe med fremmede
Riddere, forvovne Jagteventyr og muntre Færd
som Deltager i Adelens Drikkelag og Borgernes
Skyttegilder. Længe varede M.’s glade
Ungdomsliv i de østerr. Alper ikke; thi da han i
en Alder af 18 Aar havde ægtet Marie af
Burgund, Karl den Dristiges Datter og Arving,
maatte han straks efter Brylluppet (19. Aug.
1477) optage Kampen med Ludvig XI af
Frankrig; han slog en fr. Hær ved Guinegate (17.
Aug. 1479), men Krigen trak i Langdrag, og M.
maatte, efter Marie’s tidlige, ved et Fald med
Hesten foraarsagede Død (27. Marts 1482) finde
sig i, at de flanderske Stænder egenmægtig
sluttede Fred med Ludvig XI i Arras (23. Decbr
1482), hvorved Frankrig beholdt Burgund,
Franche Comté og Artois, de to sidste
Provinser som Medgift for M.’s Datter Margrete, naar
hun ægtede Ludvig XI’s Søn (Karl VIII).
Hendes Broder Filip ansaa Nederlænderne for
deres retmæssige Herre og vilde ikke anerkende
M. som hans Formynder; de idelige Oprør,
under hvilke M. engang blev holdt fangen i
Brügge (Febr—Maj 1486), endte dog med
Anerkendelse af hans Formynderskab; men et Par
Aar efter led han en bitter Ydmygelse, idet Karl
VIII opgav Giftermaalet med hans Datter og i
St f. tvang Anna af Bretagne, Arvingen til dette
Hertugdømme, til Ægteskab, skønt hun var
M.’s trolovede Brud. M. maatte trøste sig med,
at Franche Comté og Artois ved Freden i
Senlis (23. Maj 1493) kom tilbage til Nederlandene.
Da Filip n. A. blev myndig, blandede M. sig
ikke mere i de nederlandske Anliggender.
Ogsaa i Østerrig udfoldede han en betydelig
Virksomhed, efter at han 16. Febr 1486 var bleven
valgt til rom. Konge. Her gjaldt det om at
forsvare Arvelandene mod den mægtige ung.
Konge Matthias Corvinus, men først efter
dennes Død blev Ungarerne fordrevne (1490), og da
M. samtidig hermed blev Arving til Tyrol,
samlede han saaledes de habsburgske Besiddelser
paa een Haand; han udvidede dem senere ved
ny Erhvervelser og indlagde sig ved sin
indsigtsfulde, med stort personligt Arbejde
forbundne Styrelse store Fortjenester af
Arvelandenes materielle og aandelige Kultur; en ny og
velindrettet Centralforvaltning blev indført,
Fattighuse byggedes, et Postvæsen blev
oprettet, Retsplejen forbedret og Wiens Univ. sat
paa en saadan Fod, at det blev en af Tysklands
bedste Højskoler. M. virkeliggjorde saaledes til
en vis Grad en af sine Hovedplaner, at udvide
og befæste den habsburgske Husmagt. For at
realisere en anden Yndlingstanke, at genoprette
den kejserlige Magt i Italien, ægtede han, Aaret
efter at han ved Faderens Død (19. Aug. 1493)
var bleven Kejser, Bianca Maria Sforza (16.
Marts 1494), en Broderdatter af Milanos
Usurpator Lodovico Sforza (il moro), hvorved han
haabede at faa Fodfæste S. f. Alperne. For at
faa Hjælp fra de tyske Fyrster søgte han at
vinde dem ved Indrømmelser og længe ønskede
Reformer. Paa Rigsdagen i Worms (1495)
indførtes saaledes den evige Landefred med
tilhørende Rigskammerret; han fik dog aldrig
tilstrækkelig Understøttelse og kunde derfor ikke
udrette noget af Bet. Mod Schweizerne, der
dengang spillede en Hovedrolle i Italien, var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
