Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maximilian I (Kurfyrste af Bayern) - Maximilian I, Josef - Maximilian II, Emanuel - Maximilian III, Josef
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham 1623 overdragne Kurværdighed. Han tog
nu atter fat paa Genoprejsningen af sit udpinte
Land, men døde midt under Arbejdet. Med
Rette knejser i München Thorvaldsen’s Statue
af den udmærkede Fyrste, hvem baade
Hovedstad og Land skylder saa meget. (Litt.:
Aretin, »Gesch. des bayrischen Herzogs und
Kurfürsten M. I« [Passau 1842]; von
Schaching, »M. I, der Grosse« [Freiburg i Br.
1876]; Stieve, »Kurfürst M. I« [smst. 1882,
akad. Festtale]; Goetz, »Die Politik M. I v.
Bayern und seiner Verbündeten« [Briefe und
Akten z. Gesch. des 30jahr Krieges. Neue Folge
II, 1—2, Leipzig 1917—18]).
(C. F.). C. A. T.
Maximilian I, Josef, Kurfyrste af Bayern
1799—1805 og Konge 1806—25, f. 27. Maj 1756,
d. 13. Oktbr 1825. Han blev 1777 fr. Oberst og
levede 1782—89 i Strasbourg, men bosatte sig
derefter i Tyskland, hvor hans Hus stod aabent
for Emigranterne. 1795 fulgte han sin Broder
som Hertug af Zweibrücken, og 1799 arvede
han, da den ældre Linie uddøde, Bayern, men
maatte n. A. flygte derfra for de fr. Tropper.
Allerede 1796 havde han modsat sig Østerrigs
Ønsker om at købe nogle bayerske
Landstrækninger, og 1801 sluttede han særlig Fred med
Frankrig for at undgaa de østerr. Planer. Ved
det alm. Opgør for Tyskland 1803 vandt han
rigeligt Vederlag for de tidligere tabte Lande
V. f. Rhinen, og efter Krigen 1805, i hvilken
han støttede Frankrig, fik han Kongetitel og ny
Landudvidelser, bl. a. Tyrol. Han giftede sin
ældste Datter Augusta med Eugen
Beauharnais, tiltraadte Rhin-Forbundet og holdt sig
ogsaa i de flg. Krige til Napoleon I, for hvem
han nærede stor Begejstring, medens han
harmedes over de fr. Generalers og Embedsmænds
voldsomme Adfærd. Særlig oprørtes han over
A. Hofer’s Henrettelse og holdt siden hans
Kampfælle, Jos. Speckbacher’s Søn til
Studeringerne. I den indre Styrelse hyldede han den
oplyste Absolutismes Grundsætninger, hævdede
Statsmagten over for Kirken, inddrog
Kirkegodser og ophævede 1808 de enkelte Landskabers
særlige Rettigheder, idet han søgte at samle
Riget til en fast Enhed; allerede tidligere
havde han omordnet Forvaltningen, saaledes at der
blev Fagministre i St f. Ministre for de enkelte
Lande. Da Lykken 1813 vendte Napoleon
Ryggen, gik han 8. Oktbr, en Uge før Slaget ved
Leipzig, over til hans Fjender, under Trykket
af sit Folks Ønsker og sin Søn Ludvig’s
Overtalelser. Ved den endelige Fred 1814 fik han
Rhin-Bayern tilbage og andet Vederlag for de
Lande, han maatte afstaa igen til Østerrig. Han
vilde intet vide af et nærmere Forbund mellem
Tysklands Fyrster og holdt stift paa sin
Suverænitet: dog lod han sig Febr 1817 overtale
til at fjerne Montgelas, der siden 1795 havde
været Sjælen i Regeringen, og gav Maj 1818
en Forfatning (havde allerede 1808 lovet en
saadan). Ved sin fordringsløse Simpelhed i
Sæder og store Nedladenhed vandt han sit
Folks Kærlighed, omtr. ligesom Kong Frederik
VI, og kaldtes »den allerborgerligste Konge«.
Han var to Gange gift, 1785 med Vilhelmine
Augusta af Hessen-Darmstadt (1765—96) og
1797 med Karoline af Baden (1776—1841). Han
efterfulgtes af sin Søn Ludvig I. Af hans 8
Døtre blev een Kejserinde og een Kejsermoder
i Østerrig, een Dronning i Preussen og to
Dronninger i Sachsen. (Litt.: G. Lerchenfeld,
»Gesch. Bayerns unter M. J.« [Berlin 1854]).
E. E.
Maximilian II, Emanuel, Kurfyrste af
Bayern, Søn af Kurfyrst Ferdinand Maria
og Sønnesøn af M. I, f. 11. Juli 1662, d. 26.
Febr 1726, var en velbegavet Mand, som
uforfærdet Soldat i Stand til med Kraft og
Dygtighed at møde en overhængende Fare, men en
ustadig, letbevægelig Natur, pragtelskende og
ærgerrig, higende efter Berømmelse og
Storhed for sig og Huset Wittelbach; han blev
derfor Bayern en dyr Mand, der kom til at
koste Landet uhyre Ofre baade af Menneskeliv
og Penge. Kort efter Faderens Død (1679)
overtog han Regeringen og sluttede sig trods
Frankrigs lokkende Tilbud til Kejser Leopold I, hvis
Datter Maria Antonia han ægtede (1685), og
kæmpede nu i nogle Aar med glimrende
Tapperhed mod Tyrkerne i Ungarn; særlig
udmærkede han sig ved Belgrads Belejring (1688).
Under den pfalziske Arvefølgekrig anførte han
den kejserlige Hær ved Rhinen og tog 1692
Ophold i Bryssel efter at være blevet
Statholder i de sp. Nederlande. Her arbejdede han
ivrig paa at faa Karl II af Spanien til at
erklære hans Søn Josef Ferdinand for sp.
Tronfølger, hvad ogsaa lykkedes (1698), men
Prinsens Aaret derpaa flg. Død tilintetgjorde hans
Planer. For dog at redde noget af den sp. Arv
for Huset Wittelbach sluttede han sig (1701) til
Frankrig mod Kejseren, da den sp.
Arvefølgekrig udbrød, og var i Beg. heldig, men hans
dristige Tog mod Tyrol mislykkedes, og efter
Slaget ved Hochstädt (1704) maatte han forlade
Bayern, blev erklæret i Rigets Acht (29. Apr.
1706) og deltog nu i Franskmændenes Kampe
i Nederlandene mod Marlborough og Eugen af
Savojen. Hans Landflygtighed hørte først op
1714, da han ved Freden i Baden (9. Oktbr)
fik sit Land tilbage. Han forsonede sig nu med
Kejseren, men opgav ikke sine ærgerrige
Drømme, idet han ved Frankrigs Hjælp haabede at
erhverve Kejserkronen for sit Hus, og inden
han døde, indskærpede han sin Søn Karl Albert
at holde fast ved denne Plan. (Litt.:
Lipowski, »Kurfürst M. II’s Statthalterschaft in den
Niederländen und Feldzüge« [München 1820];
Norrden, »Europäische Geschichte im 18.
Jahrhundert, I. Der spanische Erbfolgekirieg«.
I—III [Düsseldorf 1870—82]).
(C. F.). C. A. T.
Maximilian III, Josef, Kurfyrste af Bayern,
f. 28. Marts 1727, d. 30. Decbr 1777, Søn af
Kurfyrst Karl Albert (Karl VII) og Sønnesøn af
foreg. Bl. sine Lærere havde han baade
Jesuitter og Mænd af den filos. Skole; deraf
kommer det, at han vel som Regent fulgte
Oplysningstidens Grundsætninger, men dog
indrømmede Gejstligheden en meget uheldig
Indflydelse paa Undervisningsvæsenet, navnlig det
højere. Efter Faderens Død (20. Jan. 1745)
sluttede han Fred med Østerrig i Füssen (12. Apr.
s. A.) og tog nu fat paa sit Livs
velsignelsesrige Gerning. Bayerns Regeneration efter den
foregaaende Tids Misregering og Krige. Ved en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
