Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maximilian, Ferdinand - maximilianske Taarne - Maximilians Orden - Maximinus - Maxim-Kanon - Maxim-Mitrailleuse - Maximos fra Tyros - Maximos Bekenderen - Maximovicz, Carl Johann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jan. 1868 i Wien. M. var en højsindet,
uegennyttig, sværmerisk Natur, og man kan kun
beklage, at han paatog sig en Opgave, der laa
over hans Kræfter, og hvortil han ikke havde
naturlig Adkomst. Foruden »Reiseskizzen« (4
Bd, 1859) og »Aphorismen« (1861) udkom »Aus
meinem Leben« (7 Bd, 1867—68), skrevet før
hans Bortrejse. (Litt.: Keratry,
L’élévation et la chute de l’empereur M. [Paris 1867];
Hellwald, »M. I, Keiser von Mexico« [2 Bd,
Wien 1869]; Schroeder, The fall of M.’s
empire [New York 1887]; Prinz v.
Salm-Salm [M.’s tidligere Adjutant], »Blätter aus
meinem Tagebuch« [2 Bd, Stuttgart 1869];
Prinzessin v. Salm-Salm, »Zehn Jahre
aus meinem Leben« [3 Bd, Stuttgart 1875];
Schmit von Tavera, »Geschichte der
Regierung des Kaisers M.« [2 Bd, 1903]).
E. E.
maximilianske Taarne, saaledes benævnede
efter Ærkehertug Maximilian Josef
(17182—1863), er 2—3 Etager høje Murbygninger, som
i et Antal af 32 efter Hertugens Forslag
anvendtes ved Befæstningen af Linz (1828—36) i
Forbindelse med en foran liggende Jordvold.
Oven paa Bygningens øverste Etage var dels
opstillet Haubitser til indirekte Skydning og
dels paa en særlig Platform svært Skyts til
direkte Skydning; de nederste Etager tjente til
Flankering, til Beboelse og til Magasinrum.
Sch. P.
Maximilians Orden, bayersk, af Maximilian
II 1853 for Kunst og Videnskab stiftet Orden.
Een Klasse. Ordenstegnet (lidt forsk. i
Emblemerne, efter som det uddeles til
Videnskabsmænd ell. Kunstnere): blaat hvidrandet Kors
med Straaler i Hjørnerne og med Krone over,
omgivet af en Guldkrans af Laurbær og Eg;
paa Midtskjoldets Forside ses Stifterens
Portræt. Blaat, hvidbræmmet Baand. Bæres om
Halsen.
Maximinus, romerske Kejsere.
1) Gajus Julius Verus M., kaldet
Thrax (235—38), var en thrakisk Bondesøn,
der ved sin milit. Dygtighed havde svunget sig
op til de højeste Stillinger i Hæren. Da Kejser
Alexander Severus var blevet dræbt i
Germanien af de misfornøjede Soldater, udraabte de
M. til Kejser. Han var den første. Kejser, som
ikke hørte til Senatet, og han blev heller ikke
anerkendt af dette. Medens M. tappert
forsvarede Grænsen ved Rhinen og Donau, rejste der
sig baade i Afrika og i Italien Modkejsere, som
støttedes af Senatet. M. rykkede ned imod
Italien, men efter et mislykket Angreb paa
Aquileja blev han dræbt af sine egne Soldater. Han
synes at have været en dygtig Regent og en
retskaffen Karakter, men skildres af sine
Modstandere som en raa Barbar.
2) Gajus Valerius M. Daja ell. Daza,
Søstersøn af Kejser Galerius, blev Cæsar 305
og fik Bestyrelsen af Orienten. Mod Galerius’
Villie lod han sig 307 ell. 308 udraabe til
Augustus. Ved Galerius’ Død (311) fik han
ogsaa Lilleasien, som imidlertid Licinius søgte at
fratage ham. M. var en dygtig Kriger og en
ivrig Hedning; han anstillede haarde
Kristenforfølgelser i sine Lande, men søgte ved Siden
deraf ogsaa at reformere Hedenskabet. Han
sluttede Forbund med Maxentius, efter hvis
Fald han blev angrebet af Licinius. M. var først
heldig og erobrede Byzans, men blev derpaa
slaaet og maatte flygte. Han døde kort efter
i Tarsos (313).
H. H. R.
Maxim-Kanon [’mäksim-] kaldes de af
Ingeniør Maxim konstruerede Kanoner, paa
hvilke han har overført Principperne for sin
automatiske Mitrailleuse, idet han benytter
Rekylen til at bevirke Funktioneringen af
Mekanismen. Kanonerne, der er af mindre Kaliber,
fortrinsvis 37 mm, er indførte i fl. Lande,
navnlig til Gravflankering og som Skibsskyts, bl. a.
ogsaa i Danmark. Han har med disse Kanoner,
der dog nu nærmest betegner et forbigaaet
Stadium, opnaaet en Skudhastighed af 60—150
Skud i Minuttet.
(H. H.). C. H. R.
Maxim-Mitrailleuse [’mäksim-mitral’jøsə]
ell. Maxim-Maskingevær, se Maskingevær.
Maximos fra Tyros, gr. Filosof fra 2. Aarh.
e. Kr., tilhører Kejsertidens eklektiske
Platonisme og optraadte som omrejsende Taler i Tidens
Smag; hans bevarede Foredrag, der har mange
Berøringspunkter med den kynisk-stoiske
Diatribe, er en vigtig Kilde for vor Kendskab til
den senere gr., populariserende Filosofi. Den
platoniske Filosofi er Grundlaget, ligesom
Platon er det kunstneriske Ideal, men M. er
naturligvis præget af den mangeartede
Omformning og Indflydelse, Skolen gennem Tiderne
havde været underkastet, ikke mindst den
stærkt udviklede Tro paa Underguder og
Dæmoner, som medførte megen Mystik og
Overtro, den stærke Betoning af det guddommeliges
Transcendens og Modsætningen til Materien
som det Ondes Princip. Hans Skr udgaves af
Hobein (Leipzig 1910).
W. N.
Maximos Bekenderen (Confessor), gr.
Teolog, f. i Konstantinopel c. 580, d. i
Fæstningen Schemarum ved Sortehavet 662. M. var en
ætstor Mand, han var kejserlig Sekretær, da
han c. 630 blev Munk i Klostret i Krysopolis
(Skutari), hvor han snart blev Abbed. Med
Mund og Pen forsvarede han Ortodoksien over
for den monoteletiske Hofpolitik. Længe opholdt
han sig i Rom; men her lod det byzantinske
Hof ham fængsle 652 og føre til Konstantinopel,
hvor man 655 begyndte at føre Proces mod
ham. Alle mulige Midler brugte man for at faa
ham, der var Rettroenhedens Orakel baade i
Østen og i Vesten, til at ændre sin Mening,
men han var ubøjelig. Man afhuggede den
82-aarige Mands højre Haand, rev hans Tunge ud
og jog ham i Landflygtighed til Sortehavet,
hvor han døde. Foruden den Bet., som hans
kraftige Personlighed har haft for Samtid og
Eftertid, har han været Mellemled mellem
Dionysios Areopagita og Vesten, og han oversatte
den areopagitiske Mystiks »guddommelige
Mørke« i »det hellige Tusmørke«. Den bedste Udg.
af M.’s Værker er Dominikaneren Combefis’,
som er optrykt i Migne’s Patrol. patrum græca
XC—XCI.
L. M.
Maximovicz [maksi’måvit∫], Carl Johann,
russ. Botaniker, f. 1827 i Tula, d. 1891 i
Petrograd som ordentligt Medlem af det kejserlige
Videnskabernes Akademi og Bestyrer af
Petrograd-Havens Herbarium. Han var Elev af den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
