Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mecklenburg - Meconium - Med - med - Medaille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overladte Frederik Frants for en Sum af 1 1/4 Mill.
Thaler, som et Pant for 100 Aar, med den
Bestemmelse, at Sverige først efter denne Tid
atter kunde gøre sin Indløsningsret gældende
ved Betaling af Summen. Denne Bestemmelse
blev ophævet 1903, da den dog ikke kunde
virkeliggøres over for et Medlem af det tyske
Rige, som M. nu var blevet. Efteraaret 1806
bredte Krigene, under den fr. Invasion, sig ind
paa M.’s Territorium, og allerede i Slutn. af
Novbr s. A. blev M.-Schwerin indlemmet i det
fr. Kejserdømme; heldigere var den dygtige
Karl af M.-Strelitz (1794—1816), hvis Land ikke
blev okkuperet. 1807 blev Hertugen af Schwerin
ved Ruslands Hjælp genindsat, men maatte
Aaret efter tiltræde Rhin-Forbundet. 1813—15
deltog M. i Krigen mod Frankrig og Danmark.
1815 fik begge Hertugerne ved Kongressen i
Wien storhertugelig Værdighed og kgl. Rang.
1819 ophævedes Livegenskabet.
I M.-Schwerin fulgte som Regenter Paul
Frederik (1837—42) og hans Søn Frederik Frants II
(1842—83), i M.-Strelitz Georg (1816—60) og
hans Søn Frederik Vilhelm (f. 1819). Da han
døde 1904, efterfulgtes han af Adolf Frederik
V, som 11. Juni 1914 afgik ved Døden i Berlin.
Efter ham blev Husets sidste Skud, Adolf
Frederik VI Storhertug, og da han 23. Febr 1918
tog sig af Dage, blev Frederik Frantz IV af
M.-Schwerin Storhertug; han abdicerede 14.
Novbr 1918. Urolighederne 1848, der særlig i
Schwerin og Rostock antog en tumultuarisk
Karakter, hidførte Aabningen af en overordentlig
Landdag, paa hvilken en paa alm. Valgret
hvilende Valglov blev vedtaget. Den ny
Forsamling traadte sammen i Slutn. af Oktbr; men
efter at den strelitzske Regering og Ridderskabet
havde henvendt sig med en Klage til det tyske
Forbund, erklærede en Forbundsvoldgiftsret i
Septbr 1850 den ny Forfatning for ugyldig og
paalagde Storhertugen af M.-Schwerin at
indkalde en Landdag i Overensstemmelse med det
grundlovsmæssige Arve forlig af 1755. Saaledes
genoprettedes den gl. patrimonial-stænderske
Privilegiestat med dens Tredelelighed mellem
Landherskabet, Ridderskabet og Byerne, og en
Reaktionsperiode i Lovgivningen tiltraadte. 1866
indtraadte begge Stater nødtvungent i det
nordtyske Forbund, og 1867 indtraadte de i
Toldforening. 1873 afsluttedes Militærkonventionen med
Preussen. 1871 fik den mecklenburgske
Deputerede Büsing paa den tyske Rigsdag vedtaget
den Tilsætning i Rigsforfatningen, at der i
enhver Forbundsstat skal findes en af
Befolkningens Valg fremgaaet Forsamling, hvis
Tilslutning er nødvendig ved enhver Landslov og ved
Fastsættelsen af Statshusholdningen. Frederik
Frants II efterfulgtes af sin Søn Frederik Frants
III (d. 1897) og dennes Søn Frederik Frants
IV (f. 1882), en Broder til Dronning
Aleksandrine af Danmark, hvis Onkel Hertug Johan
Albrecht under hans Umyndighed indtil 1901
som Regent overtog Regeringen. 14. Novbr 1918
gav han Afkald paa Tronen. (Litt.: Geinitz,
»Übersicht über die Geologie Mecklenburgs«
[Güstrow 1884]; Raabe, »Mecklenburgische
Vaterlandskunde« [Wismar 1892—95]; E. Boll,
»Geschichte Mecklenburgs« [Neubrandenburg
1855—56]; Pentz, »Geschichte Mecklenburgs«
[Wismar 1872]; »Meeklenburgisches
Urkundenbuch« [1.—16. Bd, 1873—94]; »Jahrbücher des
Vereins für die Geschichte Mecklenburgs« [siden
1836, nu udg. af Grotefend]; Bachmann,
»Das landeskundliche Litt. über die
Groszherzogtümer M.« [Güstrow 1890]; W. Ule,
»Geographie von M.« [Stuttgart 1909]; S. Schwarz,
»Landeskunde der Groszherzogtümer M. und d.
Freien und Hansastadt Lübeck« [Leipzig 1910];
Bredt, »Die Mecklenburgische
Ständeverfassung und das Reichsrecht« [München 1914]).
N. H. J.
Meconium (gr.), egl. Valmue, Valmuesaft;
dernæst (af Lighed i Udseendet) Fosterets
mørktfarvede Tarmindhold; se Barnebeg.
Med (mid) betegner i Norge en Fiskegrund,
som findes ved Hjælp af visse
Landmærker. Det oldnordiske mið betyder egentlig
»Midtpunkt«, og brugtes dernæst om
Skæringspunktet af to Linier, som trækkes over
iøjnefaldende Steder (Øer, Bjergtoppe o. l.) og
tjener til Bestemmelse af Grunde i Søen,
Fiskebanker e. l. Samme Ord (i Bet. Sigtepunkt)
foreligger i »uden Maal og M.« og i »Øjemed«.
H. F.
med (Søv.) anvendes i forsk. Forbindelser
til at betegne en Bevægelse i Skibets
Bevægelsesretning, f. Eks. Medvind ell. Medbør;
medgaaende: Strømmen er med.
C. B-h.
Medaille (hertil Tavle I—IV) [me’daljə] (ital.:
medaglia, af lat.: metallum), »Skuepenge«,
Mindetegn, af Bronze, Sølv ell. Guld, oftest af Form
som en Mønt, men større og ikke bestemt til
Cirkulation. I firsidet Form betegnes den oftest
Plakette og er da stundom ensidig, medens
den i rund Form oftest bar Advers og Revers.
Medens der fra gr. Grund vel kendes
Møntstykker, der ved Størrelse og Udførelse fjerner
sig fra de egl. Pengemønter, bar M. dog sin
virkelige Oprindelse paa rom. Grund. I den
ældre Kejsertid, de to første Aarh. af vor
Tidsregning, er M. oftest af Bronze; den ældste
kendte Guldmedaillon er fra Aar 5 e. Kr.,
Augustus, den næste først fra Domitian, og ikke
tidligere end i 3.—4. Aarh. (anvendes
Ædelmetallerne overvejende. Mulig staar Opkomsten af
M. i Forbindelse med den rom. Skik ved
Familiefester ell. anden særlig Lejlighed samtidig
med Indbydelse at sende en Mindegave, f. Eks.
en Guldsolidus, især til fornemme Gæster. Skønt
der ogsaa kendes Senatsmedailler, var Brugen
af den egl. M. som Skuepenge særlig knyttet til
Kejserne, som anvendte dem som Mindetegn
ved særlige Lejligheder. Størrelsen og Vægten
afpassedes efter Mønterne. Alm. svarede de til
1 1/2 à 2 Guldsolidi og var saaledes ret beskedne,
dog kendes de op til 4 1/2 Solidi’s Vægt. Den
større Billedflade gav Anledning til en mere
kunstnerisk, figurrigere og i det hele bedre
Udførelse end ved den alm. Mønt. Ret ofte
indeholder M.’s Fremstilling Hentydning til
den Lejlighed, som fremkaldte dem, hvorved
de faar hist. Betydning. Dette gælder bl. a. fra
4. Aarh., fra Constantin d. Store og Constantin
II, et Antal, som minder om Sejre over
barbariske Folkeslag. Ikke sjælden er M. givne til
barbariske Fyrster som Venskabstegn og kan
derefter, navnlig naar de forsynedes med
Øsken, være vandrede fra Haand til Haand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
