Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mejser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
livlig, i alt væsentlig ens for Han og Hun, ens
Sommer og Vinter, ligesom hos de fleste Arter
Ungerne meget ligner de Gamle. M. er
udbredte i alle Klodens Egne undtagen i de
arktiske Regioner og i Sydamerika. Tallet af Arter
er henimod 300, men af mange Arter findes
talrige Racer, undertiden op imod en Snes, ofte
kun adskilte ved ubetydelig Farveforskel. M.’s
Føde bestaar af Insekter, deres Larver og Æg,
i mindre Grad af Bær og Frø; nogle Arter
æder gerne Kød. De opholder sig og søger
Føden fortrinsvis i Træer; her hopper de
overalt rastløst omkring, klamrer sig lige let fast
til Stammen og til tynde, svajende Grene,
gennemsøger ustandselig Barken og Træknopperne
efter Insekter og deres Æg. Større Frø holder
de fast med Kløerne, medens de hakker dem
itu med Næbbet. Det er livlige, urolige,
stridbare Fugle, der dog uden for Yngletiden søger
Selskab baade med Fugle af deres egen Familie
og andre; deres Stemme lader de ofte høre
hele Aaret igennem; de fleste Arter synger i
Parringstiden en ubetydelig Sang. Reden
bygges oftest i et Træhul, som nogle Arter selv
hugger; Æggene, der lægges i ret stort Tal,
ruges af baade Han og Hun; der lægges
undertiden 2 Kuld. M. er Stand- ell. Strøgfugle,
der om Vinteren trodser selv streng Kulde.
Den hyppigste og bedst kendte af danske M.
er Musvitten (Tællepikker, Flæsketyv,
Bityv, Slittentit, Savfiler; norsk: Kødmejse,
Talgtete) (Petrus major L.) (Afb., se Farvetavle,
Sangfugle, 5), en brogetfarvet Fugl, noget
mindre end en Spurv. Hovedet er sort med hvide
Kinder, et sort Baand gaar omkr. Halsen hen
paa Brystet, fortsætter sig som en bred sort
Stribe langs ned ad den ellers svovlgule
Underside. I Nakken findes en lys Plet, Ryggen
er gulgrøn, Vingedækfjerene blaalige, de store
med hvide Spidser, der danner et hvidt
Vingebaand. Svingfjerene er sortegraa med lysere
Rande, Styrefjerene af samme Farve med
brede, graablaa Rande, yderste med hvid
Yderfane. M. er udbredt over hele Europa og en
Del af Asien; i Norge yngler den til over
Polarkredsen saavel i Lavland som paa Fjelde,
saa langt de er skovklædte; i Danmark yngler
den overalt, hvor der findes Trævækst, i
Løvskove, i Krat og Haver og ofte tæt ved
Boliger, hører til Landets almindeligste og bedst
kendte Fugle. Allerede paa klare Januardage
lyder dens let kendelige Sang, der oftest
bestaar af to Toner, hyppig gentagne (som om
man filer en Sav), men kan lyde ret forsk.,
ligesom den besidder nogen Evne til at efterligne
andre Fugles Stemmer og har et rigt Forraad
af Lokke- og Varselstoner. I Apr. træffes de
parvis, og i Maj lægges Æggene lavt nede ved
Jorden ell. faa Alen oppe, i et Træhul, et
Murhul, en ubenyttet Post, ell. hvor som helst der
findes et passende Hul. Rummet, hvor Æggene
lægges, udfores først med Mos, derover med
et tyndt Lag Uld og bløde Haar. De 10—14
Æg er hvide med rødlige Pletter, særlig om
den butte Ende. Efter Udrugningen strejfer i
nogen Tid hele Familien omkr. i Haver og
Skove. Musvitten er mere altædende end de fleste
andre M. og søger hyppigere end disse sin
Føde paa Jorden, ligesom den ofte kommer
ind til Menneskeboliger om Vinteren og der
med stor Begærlighed søger Kød og navnlig
Fedt.
Sortmejsen (norsk ogsaa: Kulmejse)
(Petrus ater L.) er lidt mindre end Musvitten,
om hvilken den minder noget i Udseende.
Hoved og Hals er sorte med en hvid Plet i
Nakken og en stor hvid Plet paa Kinden,
begyndende spidst ved Næbroden og
fortsættende sig bredere bagtil, hvor den
begrænses af en smal, mørk Ring. Oversiden er
graablaa, Undersiden hvidgraa, gaaende over
i brungult paa Sider og Bug. De mellemste og
store Vingedækfjer har hvide Spidser, der
danner to lyse Baand over Vingen. Sortmejsen er
udbredt over hele Europa og en stor Del af
Asien. I Norge yngler den alm. op til
Polarkredsen, træffes enkeltvis nordligere. I
Danmark, hvor Sortmejsen om Vinteren jævnlig
ses enkeltvis ell. i Smaaflokke, enkelte Vintere
meget talrigt, er den i sidste Halvdel af 19.
Aarh. trængt ind som Ynglefugl —
formodentlig p. Gr. a. Landets stærkere Forsyning med
Naaleskove — og træffes nu ynglende, om end
sparsomt, i de fleste Landsdele. Naaleskove er
Sortmejsens Yndlingsopholdssted, og
Naaletræsfrø om Vinteren dens Hovednæring. Reden
bygges nær ved ell. under Jorden i en Trærod,
en Klipperevne, et Musehul e. l.
Sumpmejsen (Graamejse, Hampmejse,
norsk ogsaa: Hængetete, Tete) (Parus
palustris L.), lidt mindre end Sortmejsen, er paa
Oversiden brungraa med en sort Plet paa
Overhovedet, strækkende sig ned i Nakken, paa
Undersiden hvidgraa med en sort Plet paa Hage
og Strube; Kinderne er lyst hvidgraa, Næbbet
sort, Fødderne graablaa, Sving- og Styrefjer er
graabrune, delvis med lyse Rande, paa
Undersiden lysegraa. Kroppens Sider er svagt
gulbrune. Den i Danmark alm. Form af
Sumpmejsen er tillige udbredt over en stor Del af
Mellemeuropa, findes i Norge ynglende op til
Throndhjemsfjorden, i Danmark ret alm. over
hele Landet. Den holder sig som de andre M.
til Skove og større Plantninger, ynder mere
end dens Slægtninge fugtige Steder; yngler i
Maj i et Træhul, som den udforer med Straa
og Haar. Æggene er 8—12 i Tal, lidt tykkere
forholdsvis end de øvrige M.’s; af Farve
 |
| Fig. 1. Sortmejse (Parus ater). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
