Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Memnons-Støtterne - Memoire - Memoirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aar 27 f. Kr. og kastet til Jorden; men herved
fremkom en ejendommelig Fremtoning; ved
Solopgang lød i alt Fald stundom en Tone som af
en Streng, der springer itu. Gr. og rom.
Turister besøgte derfor ofte Statuen ved Daggry,
og talrige mest gr. Indskrifter fortæller om, at
mange hørte Tonen klinge. Man mente, at
Statuen forestillede Memnon, Sagnhelten fra den
gr. Oldtid, der havde deltaget i de mytiske
Krige, Morgenrødens Søn, der hver Morgen ved
denne Tone bragte Hilsen til sin Moder Eos,
Morgenrøden. I Beg. af 3. Aarh. forstummer
Indskrifterne paa Støtten; Fremtoningen
forsvandt maaske som Følge af, at Statuen blev
istandsat. For øvrigt blev det omtr. fra samme
Tid meget usikkert for Fremmede at færdes i
Ægypten. Det er vel Lydligheden mellem
Memnon og Amenofis, der har givet Anledning til,
at Støtterne antoges for Billeder af Memnon.
For Resten kaldtes den vestlige Del af Theben
længe før Romertiden af Stedets græsktalende
Befolkning »Memnonia«, da der her var
Mindesmærker for Ægyptens Konger, nærmest opførte
til i dem at holde Mindegudstjenester for de
afdøde Konger. Paa Ægyptisk kaldtes
Mindesmærker Mennu. Da saavel Kongens Navn som
Ordet for »Støtte« mindede om Navnet
Memnon, kunde det ikke ligge saa fjernt for gr.
Rejsende at antage den Kolos, der saas i
Nærheden, og som spiller en fremtrædende Rolle i
Landskabet, for den Memnon, Sagnene fortæller
saa meget om. (Litt.: Letronne, La statue
vocale de M. [Paris 1833]).
V. S.
Memoire [da. memo’a.rə], ell. Aide-Mémoire,
Memorandum, sv. Promemoria, betegner i det
diplomatiske Sprog visse ikke til Underskrift
beregnede Aktstykker, hvis Udsteder (vedk.
Udenrigsministerier ell. Gesandt) altid nævner
baade sig selv og Modtageren i 3. Person. M.
anvendes dels, som Navnet antyder, til Støtte
for Hukommelsen i Anledning af en mundtlig
Henvendelse, dels til Fremstilling af en Sag, der
ikke gøres til Genstand for en underskreven
Note, f. Eks. fordi Fremstillingen er rent
refererende. Et M. ligner i Formen en Verbalnote
(fr. note verbale), der ligeledes holdes i 3.
Person, ikke underskrives og i Alm. ikke forsynes
med en Courtoisie svarende til den, der bruges
i underskrevne Noter; i Modsætning til en
Verbalnote er et M. jævnlig udateret. Ogsaa for
Indholdets Vedk. er der Lighed, dog indeholder
en Verbalnote i Reglen en Anmodning, en
Forespørgsel ell. en ny Meddelelse, hvilket ikke
behøver at være Tilfældet med et M. Grænsen er
imidlertid i denne Henseende ret flydende.
Medens saavel en underskreven Note som en
Verbalnote oftest bliver sendt fra et
Udenrigsministerium til et fremmed Gesandtskab ell. omvendt
uden mundtlig Forklaring, overrækkes et M.
som Regel under en personlig Henvendelse. Et
M. fremtræder jævnligt som Bilag til en Note,
men ikke omvendt.
G. R.
Memoirer [da. memo’a.rər] (fr. mémoires),
Erindringer, Mindeskrift, et Ord, der fra 16.
Aarh. kom i Brug i Frankrig som Betegnelse
for den Art Historieskrivning, hvor Forfatterens
Person danner Midtpunktet i Fremstillingen,
idet han beretter om sine Oplevelser og sin
Livsgerning og dermed forbinder en Skildring
af sin Samtids Mennesker og Begivenheder, for
saa vidt de er kommen inden for hans
Synskreds, hvad enten han nu selv har været et
betydningsfuldt Led i den historiske Udvikling
ell. blot som Tilskuer har iagttaget den. M. faar
naturligvis deres særegne Præg efter den
Samfundsstilling, Forf. indtager, ligesom dennes
Person kan træde saa stærkt i Baggrunden, at
M. nærmer sig Krønikestilen ell. gaar over i
den (Gotfred af Villehardouin og Froissart er
Eksempler herpaa), medens de paa den anden
Side, naar Fremstillingen af Fortællerens
personlige Forhold er Hovedsagen, grænser op til
Autobiografien og under denne Form
undertiden faar mere psykol. end hist. Interesse (J. J.
Rousseau’s Confessions og M. Goldschmidts
»Nemesis« f. Eks.). Imidlertid ligger det i
Sagens Natur, at M. maa bruges, med
Forsigtighed; thi hvor redelig og sandhedskærlig
Memoireforfatteren end er, maa dog hans Livssyn
og Temperament nødvendigvis her, hvor hans
egen Person kommer ind i Spillet, give hans
Fremstilling et mere ell. mindre stærkt
subjektivt Præg, undertiden saa stærkt, at
Fantasibilleder træder i St. f. den tilstræbte
Virkelighedsskildring; i Erkendelsen heraf kaldte
Goethe sine klassiske M. »Dichtung und
Wahrheit«, og i dansk Litt. har Fru Heiberg
formodentlig tilsigtet det samme ved at kalde sine
mærkelige M. »Et Liv, genlevet i Erindringen«.
Ogsaa en anden Art Kritik maa anvendes over
for M., idet den Yndest, hvori de staar hos det
store Publikum, har fremkaldt ikke faa falske
M., der ofte i længere Tid har nydt Anseelse
som ægte. Allerede Oldtiden kendte saadanne M.,
der sejlede under falsk Flag, ved Siden af de
mange legitime, hvoraf vi nu desværre kun har
yderst faa tilbage, bl. de gr. Xenophon’s
»Anabasis«, bl. de lat., hvis alm. Titel var
Commentarii (libri) ɔ: Erindringsbøger, Cæsar’s
Commentarii de bello gallico og Commentarii de
bello civili, medens Resten, der var til Stede i
stort Antal, derimellem Sulla’s og Augustus’ M.,
er gaaet tabt. Af middelalderlige Skr., der kan
kaldes M., fremhæves Joinville’s Fortælling om
Ludvig IX’s Korstog og Marco Polo’s Skildring
af sine Oplevelser i Asien. Det er dog først i
den nyere Tid, Memoirelitteraturen tager et
stærkt Opsving og faar et Omfang, der i vore
Dage har antaget kolossale Dimensioner. Det
Land, der her gaar i Spidsen, er Frankrig,
der er saa rigt paa M., at man ved Hjælp af
dem vilde kunne danne en sammenhængende
Fremstilling af dets Historie lige fra 15. Aarh.
Straks fra Beg. af dette Tidsrum har vi i den
saakaldte Journal d’un bourgeois de Paris et
ypperligt Hjælpemiddel ved Studiet af
Pariser-Forhold i Karl VI og VII’s Dage, medens Phil.
de Commines’ berømte M. belyser Frankrigs
Historie under Ludvig XI og Karl VIII. Den
bevægede Tid i 16. Aarh.’s sidste Halvdel, da
Religionskrigene hærgede Frankrig, har
selvfølgelig affødt en Mængde M.; bl. de kat. Forf.
nævnes som de vigtigste Blaise de Montluc, den
grusomme Hugenotdræber, Guillaume de
Saulx-Tavannes, Michel de Castelnau, baade Soldat og
Diplomat, samt Margrete af Valois, hvis M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
