Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mendelssohn-Bartholdy, Jacob Ludwig Felix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dannelse og Indsigt i litterær og sproglig Retning,
bl. a. drev han det til at offentliggøre en Overs.
af Andria af Terents og blev en flink Tegner.
M.’s Musiklærere var Ludwig Berger og
navnlig Zelter, senere en kort Tid Moscheles, og
allerede 1818 kunde han spille offentlig
(Klaverpartiet i en Trio), ligesom han det flg. Aar
traadte ind i »Singakademie«’s Kor. Denne
praktiske Musikudøvelse og de Koncerter (med
Orkester), som Faderen ugentlig lod arrangere i
Hjemmet, og som M. ofte ledede allerede i sin
første Ungdom, bidrog til hans Musikerevnes
sjældne Trivsel. Snart optraadte han som
Komponist. Fra 1820 stammer en Violinsonate, et
Par Klaversonater, en Kantate m. m. Det flg.
Aar bragte Bekendtskabet med Weber, hvem M.
sværmerisk beundrede, og et betydningsfuldt
Besøg hos Goethe i Weimar; 1825, i Paris,
forelagdes for Cherubini en Strygekvartet og et
Kyrie, idet M.’s Fader ønskede at høre en
kompetent Dom om, »hvorvidt det kunde lønne sig
at lade dette Talent uddanne«! 19. Novbr 1826
spillede M. og Fanny i Hjemmet, der var
Samlingssted for Tidens Skønaander, og hvor
navnlig Shakespeare og Jean Paul dyrkedes,
Ouverturen til »En Skærsommernatsdrøm« firhændig,
1827 spilledes den for Orkester, først i Hjemmet,
senere offentlig, og dette originale romantiske
Værk grundlagde M.’s Berømmelse. Noget
forinden var »Oktetten« for Strygere (Op. 20) og
Symfoni Nr 1 i c-Moll skrevet. Fra nysnævnte
Aar stammer M.’s eneste betydeligere — men
resultatløse — dramatiske Forsøg »Die
Hochzeit des Camacho«. Senere Planer om Operaer
opgaves alle; af en af de sidste Planer,
»Loreley« (Tekst af Geibel), eksisterer et Brudstykke,
der er opført i Koncertsalen. Endnu et
Ungdomsarbejde bør nævnes: Ouverturen
»Meeresstille und glückliche Fahrt« og, som en
Stordaad fra denne Tid, Genopførelsen af Bach’s
»Matthæus-Passion«, hvilken den knapt
20-aarige Musiker gennemførte med Glans trods al
Modstand og Vanskelighed. — De flg. Aar af
M.’s Liv er lyse Vandreaar, i hvilke han
besøgte Europas skønne Egne, studerede
Fortidens Kunst og undfangede og til Dels udførte
talrige musikalske Arbejder, saaledes Symfoni
Nr 3 (a-Moll), den saakaldte »skotske«, og
Ouverturen »Hebriderne«, undfangne under
Ophold i Storbritannien (Symfonien dog fuldført
senere og først opført 1842).
»Reformationssymfonien« og Sangspillet »Heimkehr aus der
Fremde« (til Forældrenes Sølvbryllup) hjemsendtes
ligeledes fra England, hvor M. i det hele meget
feteredes som Komponist, Klaverspiller og
Dirigent. Fra en Italiens-Rejse stammer
Klaverkoncerten i g-Moll, Kantaten »Die erste
Walpurgisnacht« (Goethe) og Symfoni Nr. 4 (A-Dur),
der i Reglen benævnes »den italienske«. I
Schweiz skrev M. bl. a. det første af
Klaverstykkerne: »Lieder ohne Worte«, og i Paris
opstod (1832) Ideen til Oratoriet »Paulus«, der
dog først forelaa færdigt til Opførelse 1836. —
Da M. var vendt tilbage til Berlin, haabede han
at opnaa Stillingen som »Singakademie«’s
Direktør, men han blev (væsentlig p. Gr. a. sin Alder
og jødiske Afstamning) forbigaaet og tog da
mod et Tilbud fra Düsseldorf, hvor det særlig
var hans Haab i Forening med Karl
Immermann at kunne skabe en Mønsterscene; disse
Planer stødte imidlertid paa alskens Modstand
og Hindringer, og skønt M. stod højt anset i
Rhin-Landenes Musikliv (særlig som Leder af
Musikfesterne, der afholdtes i Köln), fulgte han
derfor med Glæde Opfordringen til at overtage
Leipzig-Gewandhaus-Koncerternes Ledelse.
Denne Stilling tiltraadte M. 1835. I Leipzig blev M.
snart Midtpunktet i et rigt bevæget Musikliv,
og hans (og Schumann’s) Virksomhed der
gjorde for en Tid Leipzig til Tysklands musikalske
Centrum. M. var rastløs optagen af sin Gerning
som Orkesterleder, som Komponist og snart ogsaa
som Direktør for Konservatoriet, idet en saadan
Læreanstalt oprettedes (1843) paa M.’s Initiativ
og med ham, Schumann, Hauptmann, F. David
og senere Moscheles og Gade som de fornemste
Lærere. I Leipzig giftede M. sig endelig med
Cecilie Jeanrenaud, og han forblev knyttet til
denne By Resten af sit Liv, uagtet den
kunstivrige preuss. Konge Frederik Vilhelm IV
gjorde gentagne Forsøg paa at vinde ham for
Berlin, hvor han skulde være Præses i en Afdeling
af »Academie der Künste«. Disse Bestræbelser
førte vel til gentagne Ophold i Berlin og til
Kompositionen af Musikken til Sofokles’
»Antigone« og »Kong Oedipus« samt til Racine’s
»Athalie« og til Shakespeare’s
»Skærsommernatsdrøm«, alt skrevet efter Kongens Ønske til
Brug ved Opførelser i »Neues Palais« i
Potsdam, — og endelig til M.’s Udnævnelse til
preuss. Generalmusikdirektør —, men de
skaffede ogsaa M. mange Besværligheder og
Ærgrelser, og Forholdet til Berlin og Hoffet der
synes at have bidraget til at nedbryde den
sensible M.’s Nervesystem. Imidlertid forblev M.,
som nævnt, Leipzig tro og skrev her endnu
en Række Arbejder, saaledes Violinkoncerten
Op. 64 og Oratoriet »Elias« (opført første Gang
1846 ved en Musikfest i England, hvor M. stadig
var særlig yndet) foruden en Mængde
Kammermusik-, Klaver- og Vokalværker og adskillige
Lejlighedsarbejder (Kantater, Kirkemusik etc.).
I det hele naar M.’s Opustal over 120. — Et
skæbnesvangert Slag for M. var det, da hans
elskede og forstaaende Søster Fanny (gift med
Maleren Hensel) pludselig døde (Maj 1847);
hans i Forvejen angrebne og overanstrengte
Konstitution besad ikke tilstrækkelig
Modstandskraft, og kun et halvt Aar overlevede M.
Søsteren. Hans uventede Død (af et Nerveslag), i en
ung Alder føltes som en Landesorg. Han blev
begravet i Berlin, — M. nød en Anseelse, der
overstraalede alle samtidige tyske Musikeres;
han benyttede denne sin Autoritet og sin
økonomiske Uafhængighed til væsentlig at højne
det alm. Syn paa Musikernes Stilling, og han
gjorde sig særdeles fortjent ved at genoplive
Dyrkelsen af Bach’s Kunst, ved sine
almendannende »historiske Koncerter« og ved Indførelsen
af faste Kammermusikopførelser. Det sjældne
Ry, M. nød i levende Live, holdt sig ikke efter
hans Død; en i og for sig naturlig Reaktion
indtraadte, og da navnlig efter at den ny-tyske
Bevægelse blev fremherskende (Wagner). Et
mere objektivt Syn paa M. som Komponist vil
da være forbeholdt vor Tid. — M. var som ung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
