Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel / 987 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - mesozoisk - Mespilus - Mesquitotræ - messa di voce - Messager, André Charles Prosper - Messagerie - Messala Corvinus, Marcus Valerius - Messalianere - Messalina, Valeria - Messana - Messapia

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Udvikling gennem den m. Æra; i Trias- og
Juraprioderne har den endnu en ikke ringe Lighed
med den yngre palæozoiske Æras (Stenkul- og
Permperiodernes) Planteverden; endnu
karakteriseres den især af talrige Bregner,
Koglepalmer og Naaletræer; en Del af
den palæozoiske Æras karakteristiske Former
(f. Eks. Lepidodendron) er dog uddøde allerede
forinden Beg. af den m. Æra. I Løbet af
Kridtperioden vinder de tokimbladede
Planter mere og mere Overhaand, indtil de til sidst
næsten fuldstændig fortrænger Planterne af de
ældre Typer; herved dannes Overgangen til
den flg., den kænozoiske Æra. — Hvad
Dyreverdenen under den m. Æra angaar, maa først
og fremmest fremhæves, at Krybdyrene
her har deres Blomstringstid. Ikke blot
optræder disse Dyr i stor Mængde og i en
overvældende Mangfoldighed af Former, men ogsaa
hvad Størrelse angaar, naar de her til en
Højde, som hverken før ell. senere. —
Padderne, som har deres Blomstringstid i Slutn. af
den palæozoiske Æra, spiller endnu i
Triasperioden en meget betydelig Rolle. —
Pattedyr og Fugle begynder nu at vise sig, men
de har dog mindre Bet. — Af hvirvelløse Dyr
maa særlig fremhæves Ammonitterne og
Belemnitterne; begge disse Grupper er
indskrænkede til de m. Aflejringer; Forløbere
for Ammonitterne findes dog allerede i de
yngste palæozoiske Lag. De øvrige
Dyregrupper adskiller sig mindre fra de tilsvarende
nulevende. Ang. de m. Aflejringers Udbredelse
se Trias-, Jura- og
Kridtformationerne.
J. P. R.

Mespilus L., Slægt af Kernefrugtfamilien,
nær Tjørn og af nogle forenet med denne (se
Cratægus), løvfældende Træer ell. Buske,
der oftest har Grentorne, og hvis Blade er hele.
Blomsterne sidder enkeltvis, har Bægerblade
længere end Underbægeret, og hvide Kronblade.
Frugten er et »Stenæble« med 1—5 Frugtblade,
som under Modningen bliver stenhaarde; i
hver Sten findes kun eet Frø; Frugtkødet er
melet. M. germanica L. (Mispeltræ) bliver
en 3—9 m høj Busk ell. et lille Træ, der i
dyrket Tilstand ofte mangler Torne; Bladene er
aflangt-lancetdannede, helrandede og filtede
paa Undersiden. De ret store Blomster er
endestillede. Frugten er relativt anselig og har
en stor Skive inden for de blivende
Bægerblade. M. stammer fra Orienten og dyrkes i
Haver som Prydtræ. Dets Ved er brugeligt til
Drejerarbejder. M. Azarolus L. (Azaroltræ),
se Cratægus.
A. M.

M. dyrkes som Prydtræ i Udkanten af større
Busketter. Formering ved Frø ell. Okulation
paa Cratægus oxyacantha. Frugten er spiselig
efter at have faaet lidt Frost, og kan anvendes
til Syltning, navnlig som Gelé.
P. F.

Mesquitotræ [mæ’skito-], se Prosopis.

messa di voce [-’vot∫e] (ital., tysk:
»Schwellton«), ikke at forveksle med mezza voce, i
Sang Tonens Udfoldelse fra det svageste piano
til forte og tilbage igen til piano i eet
Aandedrag, og uden at Tonehøjden forandres, en
Kunst, som navnlig de gl. ital. Sangmestre
lagde den største Vægt paa. Betegnelsen for m.
d. v. er over Noden.
S. L.

Messager [mæsa’зe], André Charles
Prosper, fr. Komponist, f. 30. Decbr 1853 i
Montluçon; ham blev 1874 Kantor ved
St-Sulpice-Kirken i Paris, fik 1877 opført en
prisbelønnet Symfoni, og blev snart efter
Orkesterdirigent i Bryssel. Senere vendte M. tilbage til
Paris og blev atter Organist og derefter
Kapelmester ved St Marie des Batignolles, fra
hvilken Stilling han endelig gik over til at
blive Dirigent ved Opéra comique. M. har
skrevet en Mængde Teatermusik, navnlig i
lettere Genre: Operetter, Vaudeviller,
Pantomimer og Balletter, gennemgaaende
udmærkende sig ved Melodiøsitet og Ynde. Kendtest
er La Basoche (1890), Madame Chrysanthème
(1893) og Les petites Michu (1897).
W. B.

Messagerie [mæsa’зri] (af fr. messager,
Bud), Budtjeneste, Forretning, bestemt til
Befordring af Personer, Dampskibslinie.

Messala Corvinus, Marcus Valerius,
rom. Taler, f. 64 f. Kr., d. 9 e. Kr. Han
studerede i sin Ungdom i Athen og tog derefter
Del i Borgerkrigen paa republikansk Side, men
efter Slaget ved Filippoi sluttede han sig til
Octavian, hvem han derefter vedblev at staa i
et godt Forhold til; han var Konsul 31, og
ogsaa efter Enevældens Grundfæstelse blev der
ofte tildelt ham ærefulde Hverv. Hans Taler
roses for Smagfuldhed; desuden skal han have
forfattet hist. Skr og en Del Digte. Størst Bet.
for Litt. fik han imidlertid ved omhyggelig at
tage sig af yngre Digtere, af hvilke han
samlede en større Kreds, deriblandt Tibul og Ovid,
omkring sig.
H. H. R.

Messalianere, d. s. s. Massalianer.

Messalina, Valeria, romersk Kejserinde,
Claudius’ Gemalinde, er en af de mest
berygtede Personer i den rom. Kejserhistorie. Hun
blev gift med Claudius, før han besteg Tronen,
og fødte ham en Datter Octavia og en Søn
Britannicus. Sanselighed, Havesyge og
Grusomhed var fremtrædende Egenskaber hos hende,
og hun betænkte sig ikke paa at rydde selv
højtstaaende Personer af Vejen, naar de havde
vakt hendes Mishag ell. var hende til Besvær.
Hendes Mand var ganske i hendes Magt, og de
kejserlige Frigivne, der ledede Regeringen, lod
hende handle, som hun vilde, for selv at have
frit Spil. Men da hun til sidst i Claudius’
Fraværelse holdt formeligt Bryllup med sin Elsker
Gajus Silius, hvem det var Meningen at gøre til
Kejser, lykkedes det at aabne Kejserens Øjne.
Han gav Ordre til Silius’ Henrettelse, men da
man frygtede for, at M. atter skulde faa
Herredømmet over Kejseren, lod den mægtige
Frigivne Narcissus hende egenmægtig dræbe, og
man gik ogsaa strengt til Værks mod andre,
der havde været indviede i hendes Planer (48
e. Kr.).
H. H. R.

Messana, se Messina.

Messapia, Oldtidens græske Navn paa det
italiske Landskab Calabria (nu Terra
d’Otranto). De opr. Indbyggere,
Messapierne, hørte ligesom. Iapygerne rimeligvis
til den illyriske Folkestamme. I deres Sprog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>