Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Metrik - metrisk - metrisk Centner - metrisk Karat - metrisk Maal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vurdering af fremmede Strofeformer i E. v. d.
Recke’s Verslære [1885] S. 160 ff.).
Gotisk-germansk M. Som fælles
gotisk-germansk Vers gælder uimodsagt
Stavrimsverset, den rimløse Alliterationslinie, der i
lidet afvigende Former forekommer i oldtyske,
angelsachsiske og oldnordiske
Sprogmindesmærker. Om denne Versbygnings
Grundprincipper hersker der ingenlunde Enighed; dog
anerkender alle, at Trykfordelingen er
Rytmens bærende Princip, medens samtidig
Sprogenes Natur gør det forstaaelige at
Stavelsernes Kvantitet til en vis Grad er
regelbunden. Stavrimsverset kan ikke være ældre end
Opgivelsen af den tidligere »frie« Accent, da
Stavrimet er bundet til de accentuerede
Rodstavelser. Bl. de mange Teorier om
Stavrimsversbygning har Typeteorien de fleste
Tilhængere. Den er opstillet og systematisk
gennemført af Sievers, hvis filologisk strenge
Arbejdsmaade og nøgterne Synspunkter i hvert
Fald har vist den metriske Forskning paa
rette Vej. Gennem omhyggelig Undersøgelse af
Sprogmaterialet har han opstillet fem
Hovedtyper for Oldtidsvers, væsentlig bundne til den
naturlige Tales Trykfordelingsmuligheder. De
andre Stavrimsvers kan betragtes som
Udvidelser ell. Modifikationer heraf. Fremdeles har
Sievers fremsat en interessant
Udviklingshypotese om Stavrimsversets Afstamning
fra et fælles-indoeuropæisk Grundvers, der
ændredes p. Gr. a. den nye Accentuering og ved
Overgangen fra Sangforedrag til Taleforedrag.
(Litt.: Hovedskrift: Sievers,
»Altgermanische M.« [1893]; smlg. »Grundriss der germ.
Phil.« II, 2 [2. Udg. 1905]).
Til forsk. Tid i forsk. Lande, men som det
synes ved parallel, maaske ikke indbyrdes
uafhængig, Udvikling har Rimverset og den
med Sprogenes organiske Ændringer flg.
nyere Rytmik formet sig paa det gamles Grund.
For det oldtyske Rimvers Vedkommende har
Sievers og Wilmanns godtgjort (se Otfrid),
at det nye er Resultatet af et Kompromis
mellem den nedarvede M. og Kirkelyrikkens nyere
Rytmeformer. Denne Indflydelse kan ogsaa
spores i de andre gotisk-germanske Litt.
Resultatet blev overalt det samme: en Versbygning,
hvis Grundlag er Trykfordelingen i det alm.
Sprog, regelbunden og grupperet til
Versbygningens Behov og med Enderimet som
Periodemærke. De middelalderlige Versformer var,
undtagen i visse Grene af Kunstdigtningen, faa
og stærkt begrænsede og løb til sidst ud i tunge
Rimpar, Knittelvers, som blev næsten
eneraadende i Tyskland og Norden, hvor dog
Folkedigtningen gik Sine egne Veje. Med
Renaissancens Eftervirkninger fulgte Reformforsøg, i
Tyskland og Danmark med Opitz oog Arrebo og
deres Efterfølgere. Den klassiske M. vedblev
dog stadig at virke forstyrrende baade paa
Digterens Praksis og paa Kunstens Teori. Med
den tyske og nord. Digtnings store Opsving i
sidste Halvdel af 18. og Beg. af 19. Aarh.
udvikledes der, til Dels under fremmed
Indflydelse, en Rigdom af metriske Former, som i hvert
Fald delvis er bleven Genstand for
videnskabelig metrisk Behandling. Men baade m. H. t.
Grundprincipperne og især i den hist. M.
ligger der Masser af uløste Opgaver. (Litt.:
Minor, »Neuhochdeutsche M.« [1893, 2. Udg.
1902] med fyldige Litteraturangivelser. I
Danmark fastslaas Trykloven allerede af
Thortsen i »Forsøg til en dansk M.« [1833—34],
endnu et betydeligt Værk, hvis Systematik dog
hviler paa falske filos. Forudsætninger, og klarere
af E. v. d. Recke i »Principperne for den
danske Verskunst« I—II [1881] og den mere
populære »Dansk Verslære« [1885, ny Udg.
1922]. Baade over for Recke’s hist. Fremstilling
og hans Systematik er der rejst væsentlige
Indvendinger, saaledes af C. Rosenberg [Nord.
Tidskrift 1883] og af O. Jespersen i »Den
psykologiske Grund til nogle metriske
Fænomener« [1901]; men Forf.’s fine æstetiske
Forstaaelse af Versbygning vil altid sikre hans
Bøger stor Betydning. Adskillige hist.
Undersøgelser over M. er i den sidste Menneskealder
fremkommet i de nord. Lande, f. Eks. af Otto
Sylwan, Karl Mortensen [»Studier over ældre
dansk Versbygning«, 1901], E. Brate, E. H.
Lind, Hugo Pipping o. fl.).
Karl Mortensen.
metrisk (gr.), 1) affattet i bunden Stil, efter
Metrikkens Love, 2) grundet paa Metersystemet,
f. Eks. m. Centner.
metrisk Centner, Metercentner,
Dobbeltcentner = 100 kg.
H. J. N.
metrisk Karat ell. Meterkarat (carat
metrique) (ka) = 200 mg.
H. J. N.
metrisk Maal. Det metriske System for
Maal og Vægt opstilledes af den fr.
Nationalforsamling 8. Maj 1790. Definitivt ordnedes det
ved L. af 7. April 1795 (18. Germinal an III)
og 10. December 1799 (19. Frimaire an VIII),
hvilke endnu er gældende. Systemet er
baseret paa Meteren, hvis Længde opr. fastsattes
saaledes, at Afstanden mellem Jordens Poler
langs dens Overflade skulde være 20 Mill. m.
Til Bestemmelse af denne Afstand foretoges en
Rk. Gradmaalinger, der gav det Resultat, at
Meteren skulde være 443,296 gl. fr. Linier,
hvorefter der fremstilledes en Normalmeter af
Platin, som opbevaredes i Republikens Arkiv og
derfor kaldtes Arkivmeteren. Denne afløstes i
Slutn. af det 19. Aarh. i H. t. den mellem en Rk.
Stater, deriblandt Danmark, afsluttede
Meterkonvention af 20. Maj 1875, af en nøjagtig
Kopi, som kaldtes den intern. Prototyp for
Meteren og udførtes af en Legering af Platin og
Iridium. Da senere, nøjagtige Maalinger af
Afstanden mellem Jordens Poler viste, at denne
ikke var nøjagtig 20 Millioner Meter,
forandrede man dog ikke Meteren, men fastholdt
den ved Arkivmeteren givne Længde for den.
Vægtenheden skulde være Kilogrammet, der
bestemtes som Vægten af 1/1000 Kubikmeter rent
Vand ved en Temp. af 4° C., og samtidig med
Arkivmeteren fremstilledes ligeledes et
Arkivkilogram af Platin, som imidlertid nu ogsaa er
afløst af en intern. Prototyp af
Platin-Iridium. Senere Undersøgelser har vist, at
Arkivkilogrammet heller ikke havde nøjagtig den
Størrelse, som var tilsigtet, omend Forskellen
var meget ringe; hertil har man dog heller
ikke taget Hensyn, idet man har fastholdt
Arkivkilogrammets Vægt som Enhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
