Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Metternich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medvirkede han til det senere Brud og blev, da
dette kom, en Tid lang holdt tilbage i fr. Vold.
Efter Nederlaget ved Wagram blev han 4. Aug.
1809 Stats- og 8. Oktbr Udenrigsminister. Han
sluttede Freden og aftalte senere, skønt uvillig,
Ægteskabet mellem Napoleon og Marie Louise;
drog ogsaa i Apr. 1810 til Paris og forblev der
i flere Maaneder.
Han søgte at tilvejebringe et godt Forhold
mellem de to Riger ved Eftergivenhed, dog kun
i Haab om en alm. Forløsning fra Napoleon’s
Aag. Han ledede med stor Behændighed
Østerrigs tvetydige Politik 1812—13, idet han stadig
søgte at holde sig flere Udveje aabne. Han
indgik vel Forbund med Napoleon, men stillede
kun et mindre Hjælpekorps og tilsagde
samtidig den russ. Kejser, at Krigen ikke vilde
blive ført for Alvor fra Østerrigs Side. Derfor
kaldte han ogsaa senere Korpset tilbage og
optraadte nu som Mægler for at skaffe Østerrig
den bedst mulige Stilling mellem Magterne.
Han vilde vel ogsaa holde Haanden over sin
Kejsers Svigersøn og søge at undgaa enhver
folkelig Rejsning, saafremt Napoleon kun
havde villet gøre rimelige Indrømmelser og
genoprette den europæiske Ligevægt. Vistnok
mistvivlede han fra første Færd om Napoleon’s
Føjelighed og holdt sig derfor rede til at gaa
over til hans Fjender. Allerede 27. Juni 1813
sluttede han et hemmeligt Forbund med
Rusland og Preussen, medens han først 2 Dage
senere i Dresden havde den afgørende
Forhandling med Napoleon. I dette Møde, som
varede 9 Timer, var det, at Napoleon søgte at
skræmme M. med de heftigste Bebrejdelser og
de mest krænkende Beskyldninger, og at han
med Vilje lod sin Hat falde paa Gulvet for at
prøve, om M. vilde tage den op, hvad han dog
ikke gjorde. Under de flg. Fredskonferencer i
Prag beredte man sig paa begge Sider til
Kampen, og da de afbrødes, fulgte straks
Krigserklæringen, affattet af M.’s fortrolige Hjælper
Fr. v. Gentz. Ogsaa fik han ved en særlig
Aftale trukket Bayern bort fra Napoleon, 8 Dage
før det afgørende Slag ved Leipzig.
Endnu i Decbr 1813 vilde M. i Frankfurt
tilstaa Frankrig dets saakaldte »naturlige
Grænser« og redde dets Besiddelse for Napoleon.
Men da dette slog fejl, fulgte han med de
forenede Hære til Frankrig, førte
Underhandlingerne og sluttede forsk. Traktater, samt
gjorde endnu i Chatilion det sidste frugtesløse
Forsøg paa at formaa Napoleon til Indrømmelser.
Derimod vilde han ingenlunde ofre Østerrigs
Tarv for den russ. Kejsers Vilje og nægtede
ham haardnakket Galiziens Afstaaelse. Paa
Kongressen i Wien førte han Forsædet og fortsatte
med afgjort Held den habsburgske Huspolitik,
idet han søgte at vinde saa meget Land som
muligt og at skaffe Østerrig en fremragende
Stilling baade i Tyskland og Italien, som et
Værn for Freden og Konservatismen i Europas
Midte. Man priste hans Finhed og
Elskværdighed, og han vandt her Ry som Europas
dygtigste Diplomat; men man saa ogsaa hans Hang
til Intriger, især da han aftalte et Forbund med
England og Frankrig imod Rusland og
Preussen for at sikre Østerrig Galizien og hindre
Sachsens Tilknytning til Preussen. Han var den
egl. Grundlægger af den hellige Alliance og af
det tyske Forbund, og han spillede en
Hovedrolle paa Kongresserne i Aachen, Troppau,
Laibach og Verona (1818—22), saavel som paa
Ministerkonferencerne i Karlsbad og Wien
(1819—20), idet den hellige Alliances
Grundsætninger gennemførtes med streng Hævdelse af
Legitimiteten og med Undertrykkelse af enhver
folkelig Bevægelse, ja selv af enhver friere
aandelig Rørelse i Tyskland, Italien og Spanien.
Ligeledes var han meget uvenlig stemt imod
Grækernes Frihedskamp; det lykkedes ham 1821
at fortrænge Capodistrias hos Kejser Alexander
I og dermed at hindre Ruslands Hjælp til
denne Kamp, men det var et haardt Stød for hans
Politik, da hans trofaste Støtte Castlereagh
døde 1822 og afløstes af Canning. I en
Menneskealder regnedes han af Venner som af
Modstandere for den rette Bærer af det hele da
gældende Styrelsessæt; han hadedes af de
Liberale og hædredes af Fyrsterne med de højeste
Ordener og Ærestitler; han blev 1813 straks
efter Slaget ved Leipzig østrr. Fyrste og fik
1816 Slottet Johannisberg, blev 1818
neapolitansk Hertug af Portella og 1824 Grande af
Spanien. Ogsaa stod han siden 1813 i stadig
Brevveksling med Kejser Alexander I og siden
1831 med Kejser Nikolaj I og modtog herfor en
betydelig Aarpenge af Rusland.
20. Maj 1821 ophøjedes han til »Hus-, Hof-
og Statskansler« (Posten havde staaet ledig
siden Kaunitz’s Død 1794), fik 1826 Forsædet i
Ministermøderne om de indre Anliggender og
blev saaledes Sjælen i hele Regeringen. Fra
ham stammer Udtrykket »Italien er kun et
geografisk Begreb«, og han holdt dette Land i et
stadig og strengt Formynderskab ved Hjælp af
de mange Familieforbindelser mellem
Kejserhuset og de ital. Hoffer samt ved hemmelige
Traktater (1815 med Begge Sicilier), skønt han
allerede 1817 havde indset Nødvendigheden af
en national Forvaltning i Lombardiet-Venetien.
I Tyskland hævdedes Østerrigs Magt først ved
et godt Forhold til Preussen, senere ved at
skaffe sig Indflydelse hos de mange smaa
Hoffer og vænne dem til at se deres naturlige Værn
i den kejserlige Regering. Hvor lidt han
forstod at vurdere de nyere Ideers Kraft, ses bedst
af hans Ligegyldighed over for Dannelsen af
den tyske Toldforening, dette
»Kræmmerforbund«. Den tyrk. Flaades Ødelæggelse ved
Navarino 1827 var et tungt Slag for M.’s Politik,
og han modarbejdede n. A. efter Evne Rusland,
hvis Magtudvidelse han særlig frygtede, han
vilde gerne have vovet en Krig herfor, hvis
ikke Frankrig havde skuffet hans
Forventninger og nærmet sig Rusland. Julirevolutionen
var for ham en overordentlig Skuffelse, og han
søgte forgæves at standse dens Eftervirkninger,
i Belgiens Løsrivelse og det konstitutionelle Livs
Udvikling i det vestlige Tyskland. Derimod
fornyedes 1833 i Töplitz og Münchengrätz det gl.
Forbund mellem de tre østlige Stormagter i
Modsætning til Frankrigs og Englands
»hjertelige Forstaaelse«, og det besegledes ved
Ministerkonferencerne i Wien 1834 med nye
Indskrænkninger i Tysklands Frihed. Hans sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
