Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Michelangelo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa Baandet til Hjemstedet, og han frygtede
Hævn fra den i Firenze raadende mediceiske
Hertug. I Rom drog den ny Pave Paul III ham
til sig, gav ham en ny Kæmpeopgave (allerede
planlagt af Clemens VII): Dommedagsbilledet
paa det sixtinske Kapels Altervæg, udnævnte
ham 1535 til Vatikanets Arkitekt, Maler og
Billedhugger og omgikkes, »agtende paa ham
som paa en Helligdom«, fortrolig med ham
næsten som med en Ligemand. Uden for det
pavelige Mæcenat udførte han bl. a. en
Brutus-Buste (Firenzes Mus. naz.), og
Julius-Gravmælet trykkede jo endnu stadig. Fra denne
Tid fik Troslivet, der tidlig havde gæret i M.’s
Sind og havde faaet Næring baade fra Dante’s
Digtning (som M. var en Kender af) og
Savonarola’s Fremtræden, stedse større Bet. for M.
som en vældig Magt i hans Liv. Ogsaa hans
Digte og Breve viser det. Livstræt og allerede
til Aars vender han Blikket fremad mod Død
og Frelse; han ser sin Kunsts — ikke mindst
sin Yndlingskunst Skulpturens — Uformuenhed
til at give Udtryk for de højeste Livsværdier.
Venskabet, som han nu, 63 Aar gl, sluttede
med den c. 45-aarige Vittoria Colonna,
Marchese af Pescara, greb her dybt ind; hun, en
højtbegavet Kvinde, i Besiddelse af sin Tids
Aandskultur, næppe smuk, men indtagende af
Væsen, skuflet i sit Kærlighedsliv, tidlig Enke,
var dybt med i de ny kirkelige Rørelser, der
drev over mod Ekstasen og betegnes som
»Modreformation«; kendt ogsaa med Tidens
ledende religiøse Aander, øvede hun — her
aandelig overlegen — stor Indflydelse paa den
betagne og beundrende M. og gav hans
poetiske Sind friere Udløsning i den Digtekunst,
han saa ofte hjemme i sin Ensomhed tyede
til; snart afbrødes dog dette platoniske
Kærlighedsforhold til Vitt. Colonna; hun døde
allerede 1547.
I Dommedagsbilledet, som M.
gjorde færdigt 1541, føler man de religiøse
Brydninger i M.’s Sind. I det uhyre Maleri er
Fremstillingen givet nøje efter bibelsk Overlevering
i de ydre Tilskikkelsers Gang; forfærdeligt
runger Domsbasunen over alle de Syndere, der
ikke har bøjet sig for den levende Kristus; ikke
Frelsen, men Fortabelsen har Overvægt i dette
gigantiske Drama, hvori M. saa at sige har
udtømt sin dybe Menneskeforagt, og
Fremstillingen virker hedensk. Den mægtige nøgne
Kristus-Skikkelse (atter en genial kunstnerisk
Nyskabning), der med en vældig Armgestus
styrter Synderne i Afgrunden, medens venstre
Haand maaske svagt antyder en skærmende
Beskyttelse af de Salige, staar højt oppe i
Midten som en ung Zeus, forfærdelig i sin
Vrede. I næsten talløse Motiver fremviser M.
her, som i et formeligt Virtuositetens Program,
et Mylder af nøgne Grupper i de voldsomste,
skiftende Bevægelser. Den beskedne
Madonna-Skikkelse, der trykker sig hen mod Kristus og
ømt vender Blikket mod de Salige, er
draperiindhyllet, men i øvrigt raader gennemgaaende
Nøgenheden heroppe mellem Kirkens værdige
Støtter, Patriarker, Kirkefædre, Helgener,
Helgeninder m. v. Hensynsløst skildrede M. i sit
Værk netop »Kødets Opstandelse«. Men med
stigende Forbitrelse saa Kirken med den
medfødte Sky for det nøgne paa alt dette, og
allerede, da det afdækkedes, vakte det Forbavselse
og Forargelse; endnu i M.’s Levetid vilde Pave
Paul IV hugge Billedet ned, men nøjedes dog
med at lade Dan. d. Volterra male Klædebon
over de nøgne Figurer, og ogsaa senere hen,
under Pius V og Clemens VIII, forsatte man
med Paaklædningen og Overmalingen; under
denne Medfart fremtræder Maleriet derfor nu i
malerisk Henseende som en Ruin, vanskelig at
vurdere efter dets opr. Farveskikkelse. Men
den geniale Komposition virker endnu med
Vælde. Mellem øverste Billedzone (under
Grupperne med Marterredskaberne i kraftig
accentueret Diagonal og de voldsomt bærende eller
som Skyer ilende Skikkelser), hvor Kristus
staar omgivet af Patriarker, Martyrer m. v. i
heftig bevæget Flok, og den nedre horizontale
Zone, hvor man ser de Døde stige op af
Graven, Charon i sin Baad drive de Fordømte i
Land, og yderst tilhøjre selve Minos, gaar der
op- og nedstigende Figurstrømninger, tilvenstre
de Salige i lodret stigende Flugt opad, tilhøjre
de Fordømtes hvirvlende Fald (den af Djævle
lodret nedtrukne Mand med Haanden for det
ene Øje og det rædselstirrende Blik, af særlig
gribende Virkning) — det hele en mægtig
Symmetri, opløst med rig Differentiering af
Figurernes lod- og vandrette og diagonale Linier.
Dette gigantiske Drama, baaret af Dante’s
Aand, blev M.’s sidste gennemførte Storværk i
Billedkunsten.
Hans sidste Malerier blev de to Fresker for
det ny paolinske Kapel i Vatikanet, »Paulus’
Omvendelse« og »Peter’s Korsfæstelse« (udførte
indtil 1550), vanskelig tilgængelige, i Farve
lidet indsmigrende, men ogsaa stærkt overmalede
Værker; endnu udfolder M. noget af sin
vældige Kraft, saaledes bl. a. i de mægtigt
hvirvlende Grupper (og de dristige
Legemsforkortninger) omkr. Kristus i Paulus-Billedet;
Aarenes Svaghed føles dog, han var jo nu 75 Aar!
Men hans Virksomhed var ikke hermed sluttet.
Nu tog først for Alvor Arkitekten i ham
fat. Han havde allerede i Firenze jævnlig
dyrket Bygningskunsten, sikkert nok oprindelig ved
Hjælp fra Vennen G. d. San Gallo; Arbejdet
paa Julius-Monumentet havde i saa Henseende
været en Indvielse, senere kom
Fæstningsarbejderne og de sørgelig strandede Planer til S.
Lorenzo-Facaden, endvidere Opførelsen af S.
Lorenzo’s ny Sakristi (færdigt 1524). Allerede
her fremtræder saa smaat og i Enkeltheder
M.’s personlige Bygningsstil i dens
Ubekymrethed om hævdvundne arkitektoniske Normer;
langt stærkere i Biblioteksbygningen, Libreria,
ved S. Lorenzo med den vilkaarlig anbragte
Fritrappe og den suveræne Skalten og Valten
med de enkelte arkitektoniske Led, en
virkningsfuld, i høj Grad levende Arkitektur,
svulmende som »plastisk Muskulatur«. — Da M.
fra 1534 for stedse nedsatte sig i Rom, var han
endnu langt fra færdig med dette sidste
Arbejde; saa sent som 1559 arbejder M. endnu
med Opgaven. 1546 paabegyndte han
Omordningen af Kapitel i Rom, ny Façade til
Senatorpaladset her, monumental Midttrappe;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
