Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Middelhavet - Middelhavsfauna - Middelhavsflora
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efterfølgende Vinters Afkøling kan synke ned og
bringe Bundvandet den til Organismernes Liv
nødvendige Ilt. For Samfærdslen har M.
fra Oldtiden af spillet den største Rolle. Tager
man dets forholdsvis ringe Udstrækning i
Betragtning og dets gennemgaaende betydelige
Mængder af Øer, er det klart, at der kun
sjælden behøvedes en lang Sejlads, før man fik
Landet i Sigte. De gunstige klimatiske Forhold
Aar ogsaa egnede til at give Kysternes Beboere
Mod til at betræde Havet. Opdagelsen af
Søvejen til Indien nedsatte for en Tid M.’s Bet.;
men efter at Sues-Kanalen er blevet gravet, er
Trafikken atter steget. M. besejles af det
forenede Dampskibsselskab, det østasiatiske
Kompagni, et stort Antal fr., ital., eng. og flere
Dampskibsselskaber. To Telegrafkabler til
Indien er lagte fra Gibraltar til Alexandria, flere
Kabler forbinder Nord- og Sydkysten. (Litt.:
O. Krümmel, »Handbuch der
Oceanographie« [Stuttgart 1907—11]; T. Schmidt, J.
N. Nielsen og J. P. Jacobsen, »Fra den
danske Ekspedition til M.« [»Geogr. Tidsskr.«,
1910]; J. N. Nielsen, »Hydrografiske
Undersøgelser i M.« [Kbhvn 1913]).
M. V.
Middelhavsfauna. Den palæarktiske Region
(se Dyregeografi) deles i 4
Underregioner, af hvilke Middelhavslandene udgør een.
Den indbefatter Landene S. f. Pyrenæerne,
Alperne, Balkan, og Kaukasus og Middelhavets
sydlige Kyster indtil Atlas. Mod Ø., hvor
Grænserne mindre skarpt lader sig angive,
indbefatter Subregionerne den nordlige Halvdel af
Arabien, hele Persien, Belutshistan og maaske
Afghanistan lige indtil Indus’ Bredder. I geogr.
Henseende er Subregionen jo først og fremmest
karakteriseret ved Middelhavet; Hovedmassen
af de omgivende Landstrækninger er bjergrige
ell. plateauformede. Klimaet er mildt,
subtropisk ell. varmt tempereret. Opr. har
Middelhavslandene sikkert huset en meget rig og
særdeles karakteristisk Dyreverden, men denne er,
da Landene gennem Aartusinder har været
Sæde for Jordklodens mægtigste Kulturfolk, nu
blevet reduceret, og der er for Øjeblikket kun
Rester af denne Dyreverden tilbage. Et af
Subregionens mest karakteristiske Træk er den
store Overensstemmelse, der hersker, men
navnlig — hvad Palæontologien lærer os — har
hersket mellem, Dyrelivet paa Middelhavets
nordlige og sydlige Kyst. Man skulde have ventet,
at det indtil 4000 m dybe Hav havde
opvist en ganske forsk. Fauna paa Nord- og
Sydkysten. Nøjere Undersøgelser har imidlertid
godtgjort, at der, hvis der blot foregik en
Hævning paa c. 450 m, vilde opstaa to
Landbroer, een over Sicilien, Malta og
Tripolis, en anden tværs over Gibraltar-Strædet;
over disse Landbroer, som man mener har
eksisteret i en geol. set forholdsvis ung Tid, er
det, at en Udveksling af en nordligere og
sydligere Fauna har fundet Sted; samme
Landbroers Tilstedeværelse forklarer os ogsaa den
nu uddøde Fauna af Flodheste, Elefanter, de
store afrikanske Rovdyr o. s. v., som man
har fundet i Hulerne i Spanien, Malta og
Grækenland.
Subregionen er, hvad Pattedyr angaar, særlig
karakteriseret ved Gnaverne Psammomys og
Ctenodactylus, ved Elefantspidsmusen,
Makroscelides, Zibetkatten, Genetta, Ichneumonen
Herpestes, Hyænen og forsk. Antilopeslægter, særlig
Gazellen og Alcephalus, samt af Hyrax (i
Syrien) og Hystrix. Fælles for denne Subregion
og den ætiopiske Region er de store Katte:
Løve, Leopard, Serval og Jagtleoparden; i
øvrigt bebos den af udpræget palæarktiske Dyr
som Bjørne, Grævling, Odder, Svin, Cervus,
Ged o. a. Kun faa Fugleformer er
karakteristiske; Hovedmassen af Fugleverdenen bestaar
af Vandrefugle N. fra og af saadanne, hvis
Udbredning strækker sig langt mod S. over i
den ætiopiske Region. Middelhavsregionen
huser mange Reptilier, deriblandt en Del, der kun
hører denne Region til (Rhinechis,
Trogonophis, Psammosaurus, Ophisaurus, Scincus). Af
Padderne maa særlig Salamanderslægten
Seiranota, af Ferskvandsfiskene særlig
Tandkarpeslægten Tellia nævnes.
Til Subregionen hører fremdeles de atlantiske
Øgrupper Azorerne og de Canariske Øer; om
disses i mange Henseender interessante Fauna,
se Specialart.
C. W.-L.
Middelhavsflora kaldes den for
Middelhavslandene ejendommelige og til disse Landes
særlige Klima tilpassede Plantevækst. Klimaet i
denne Floras Omraade udmærker sig ved en
varm Sommer (20—30° i Middel for varmeste
Maaned), den varme Tid (med over 10° i
Middeltemperatur) varer 8—10 Maaneder. Vinteren
er mild, og de gennemsnitlige
Temperaturminima gaar ikke under ÷ 5°. Om Sommeren er
Luftfugtigheden ringe, og mod S., hvor M.
hersker i sin Renhed, er 3—5 Maaneder næsten
ganske regnløse, hvorimod Vinteren, trods den
næsten stedse skyfri Himmel, har et betydeligt
Nedslag i faa, men stærke Regnbyger. Disse
Forhold er ikke gunstige for Plantevæksten.
M. er langt fra at have den Yppighed, som
udmærker Plantevæksten i varmttempererede
Egne med Sommerregn. Træerne er lave med
knudrede Grene, de har ligesom Buskene smaa
stedsegrønne Blade med graagrøn Farve og
læderagtig Hud. Alt er indrettet paa at
udholde Sommerens stærke Fordampning.
Løvfældende Træer passer kun daarlig til dette
Klima, de kan ikke udnytte de varme Perioder
i det tidlige Foraar og det sene Efteraar, og
har de tyndhudede Blade, kan de ikke taale
Sommertørken. Hviletiden er dobbelt, en
Vinterhvile p. Gr. a. de lave Temp. og en
Sommerhvile, der skyldes Tørken. Den første er længst
og mest udpræget mod N., den sidste mod S.
M. har, hvad den alm. Vegetationskarakter
angaar, omtr. samme Præg i hele sin
Udstrækning fra Ø. til V. I Henseende til
Artssammensætningen varierer den derimod betydelig,
hyppigst dog saaledes, at beslægtede Arter
erstatter hverandre i de forsk. Underafdelinger
af M.’s Omraade. Skove har kun ringe
Udbredelse og er ved Forhugning yderligere
indskrænkede. De vigtigste Skovtræer er forsk.
stedsegrønne Egearter: Korkeg (Quercus
suber), Steneg (Q. ilex), Q. pseudosuber, Q.
ægilops o. a., fremdeles fl. Naaletræer: Pinje,
Aleppofyr og Kystfyr (Pinus pinaster og Pinus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
