Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ming - Minghetti, Marco - Mingotti, Regina - Mingrelien - Minguetit - Minho - Miniatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ælde) og Cypresser hører til Anlægget.
Jung-lu’s Gravmæle, det mest fremtrædende, er en
Høj for sig, der i sit Indre gemmer den Dødes
Hus ell. rettere Palads. Indgangen til M.-Gravene
dannes af den imponerende Aandeallé,
to Rækker Dyre- og Menneskefigurer, huggede
i Sten. For en Fodgænger tager det omtrent en
Time at passere Alléen i hele dens Længde.
(Litt.: Heinrich Hermann,
»Chinesische Geschichte« [1912]; Wilh. Schüler,
»Abriss der neueren Geschichte Chinas« [1912];
E. H. Parker, China, her History, Diplomacy
and Commerce, 2. Udg. [1917]; »Gyldendals ill.
Verdenshist.«, III, 268 ff. [1922]).
F. de F.
Minghetti [min↱get.i], Marco, ital.
Statsmand, f. 8. Septbr 1818 i Bologna, d. 10. Decbr
1886. Han hørte til en rig Købmandsslægt og
gjorde tidlig Rejser i Udlandet. 1846 grundlagde
han et Blad i Bologna for at udbrede
Friheds- og Frihandelsgrundsætninger. Decbr
1847 fik han Sæde i den pavelige
Finansconsulta og blev 10. Marts 1848 Minister for de
offentlige Arbejder, men tog Afsked allerede i
Slutn. af April, da han indsaa, at Paven
umulig kunde blive en sand konstitutionel Fyrste,
og at Italiens Fremtid maatte udgaa fra
Sardinien. Han drog til Lombardiet og deltog i
Krigen med Østerrig (blev Major efter Slaget
ved Goïto), men afslog i Septbr Rossi’s Tilbud
om en ny Ministerpost i Kirkestaten og holdt
sig siden rolig i sin Hjemstavn uden at agte
paa den rom. Republik. Han traadte senere i
nøjere Forbindelse med Cavour og ilede Marts
1856 til Paris for at hjælpe ham, med Udarbejdelsen
af hans Memorandum om Forholdene i Italien.
1859 udgav han et større Skrift om
»Nationaløkonomien i dens Forhold til Moral
og Ret« (2. Udg. 1868) og var under Krigen s.
A. Understatssekretær i det sardinske
Udenrigsministerium. Efter Fredsslutningen vendte
han tilbage til Romagna, blev Formand for
dets Forsamling og medvirkede af al Kraft til
Landskabet Emilia’s Dannelse og senere til dets
Forening med Sardinien. Han valgtes 1860 til
Deputeretkamret og havde uafbrudt Sæde her
indtil sin Død som Repræsentant for sin
Fødeby.
Oktbr 1860 blev han Indenrigsminister og
beholdt sin Post under Ricasoli’s Ministerium
indtil Aug. 1861; han søgte at gennemføre det
saakaldte »Regionalsystem« i Landets
Forvaltning, d. v. s. udstrakt Selvstyre for de større
Landskaber, nærmest svarende til den gl. hist.
Inddeling, men Planen strandede, fordi
Trangen til Folkets Enhed føltes dybt, og man ikke
turde styrke de partikularistiske Retninger.
Decbr 1862 blev han Finansminister og i Marts
n. A. efter Farini’s Afgang tillige Førsteminister;
gennemførte vigtige Skattereformer og
sluttede 1863 en Handelspagt med Frankrig,
samt 1864 den saakaldte »Septemberkonvention«
om Regeringens Flytning fra Turin til Firenze.
Vel kostede dette afgørende Skridt ham
hans Stilling, men han vedblev dog at spille
en fremragende Rolle i Kamret, var
Hovedophavsmand til Loven om Kirkegodsernes Salg
1867 og den egl. Leder for det gammel-liberale
Parti (Consorteria). I Sommeren 1868 blev han
Sendemand i London, var Maj—Novbr 1869
Handels- og Landbrugsminister og blev Juli
1873 paa ny Første- og Finansminister. Som
saadan ledsagede han Kong Victor Emanuel i
Septbr s. A. paa hans Rejse til Wien og
Berlin og arbejdede siden for Italiens Tilslutning
til det tysk-østerrigske Forbund. Derimod
lykkedes det ham ikke at bringe Orden i Landets
Penge- og Skattevæsen, og Marts 1876 afgik
han fra Statsstyrelsen. 1885 var der dog paa
ny Tale om at sætte ham i Spidsen for denne.
Han brugte den vundne Frihed til litterære
Arbejder, skrev La chiesa e lo stato (1878),
hvori han hævdede Grundsætningen om den
fri Kirke i den fri Stat, og Le cittadino e lo
stato (1886) om Borgernes Stilling til Staten;
endvidere to kunsthistoriske Skr, Le donne
italiane nelle belle arte al secolo XV e XVI
(1877) og en Levnedsskildring af Rafael (1885).
Efter hans Død udgaves hans Erindringer
(Miei ricordi, 3 Bd, 1888—90) og Taler
(Discorsi, 8 Bd, 1888—91). Mindesmærker rejstes
over ham i Rom 1895 og i Bologna 1896. (Litt.:
Magni, M. M. [Turin 1891]).
E. E.
Mingotti [min↱gåt.i], Regina, ital.
Sangerinde, f. 1728 i Neapel, d. 1807 i Neuburg; i en
ganske ung Alder giftede hun sig med en
venetiansk Musiker M., der var Impresario ved
Dresden-Operaen — han besøgte i Midten af
18. Aarh. Kbhvn med et ital. Operaselskab —;
han lod hendes Stemme uddanne hos Porpora,
hvorefter hun blev engageret i Dresden, 1751
gik hun til Spanien, senere til Paris, London
og Italien, og 1763 endelig bosatte hun sig i
München.
S. L.
Mingrelien, Landskab i Guv. Kutais i
Transkaukasien, tidligere et Fyrstendømme.
M. udgjorde en Del af Oldtidens Kolchis, derefter
en Del af Georgien og forenedes ved dette
Lands Deling med Imerethien; 1804 kom det
under Rusland, og blev efter den russ.
Revolution en Del af den georgiske Republik.
M. V.
Minguetit [mǣgæ↱tit), en Slags overordentlig
stærkt jernholdigt Klorit (17SiO2,4Fe2O3,8FeO,K2O,8H2O)
fra Minguet Minen i Frankrig.
O. B. B.
Minho [↱minju], se Miño.
Miniatur [minia↱ty´r] (fr. miniature, af lat.
minimum, Mønje). Miniator hed opr. den, der
med rød Farve tilmalede Titler og Initialer i de
haandskrevne Bøger; derefter blev Navnet overført
paa den, der gav sig af med at ornamentere
og illustrere Haandskrifter, »illuminerede«
dem, som man sagde i Middelalderen, og M.
(Miniaturmaleri) kom, til at blive den
alm. Benævnelse for denne Slags Kunst, der
særlig i Middelalderen og Renaissancetiden
danner et betydningsfuldt Afsnit af
Kunstfrembringelsen i det hele taget. Men idet man ved
Misforstaaelse indblandede Forestillingen om de
smaa Dimensioner som det afgørende ved
Genren, — man tænkte da vel herved tillige paa
lat. minor, mindre —, brugte man i en senere
Tid Navnet om Malerier, navnlig Portrætter,
i lille Format, dog hyppigst udførte med en
særlig Art Teknik, og Udtrykket en miniature
er derefter brugt overført, undertiden med
ironisk Biklang, om det diminutive i Forhold til
noget større (»en Napoleon en miniature«).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
