Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ministeransvarlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til, idet da selv den mest berettigede Kritik
fra Oppositionens Side sjældent vil nytte noget,
og naar en Regering endelig er traadt tilbage
p. Gr. a. et Mistillidsvotum eller p. Gr. a.
Udfaldet af de periodiske Nyvalg, betragter de
sejrende Partier i Reglen Sagen som afgjort
dermed og nøjes med at udnytte den faldne
Regerings Nederlag til egen partipolitisk Fordel.
II. Den anden Form for M., den særlige
strafferetlige, kan derfor aldrig helt undværes
for mere graverende Tilfældes Skyld. Og skønt
denne Form, der er den ældste og først
udviklet i England, hvor navnlig under
Stuarterne Kongens Ministre Gang paa Gang anklagedes
af Underhuset og dømtes af Overhuset, under
parlamentarisk Styre mere og mere gaar ud af
Brug — i England fandt saaledes den sidste
Ministeranklage Sted 1805, for Underslæb —,
vil strafferetlig Anklage mod Ministre da ogsaa
i Undtagelsestilfælde kunne forekomme selv
i Lande, hvor parlamentarisk M. er indført. I
Danmark fandt saaledes efter Alberti-Skandalen
Rigsretstiltale Sted saa sent som 1909 og
1922 og 1923 blev i Grækenland og Bulgarien
endog flere Ministre dømte til Døden ved
Rigsret og skudt for deres for Landet uheldige
Politik. Det er derfor ikke blot de ældre
Forfatninger fra før Parlamentarismens Dage, der
hjemler en særegen strafferetlig M. som en af
de aller vigtigste Garantier for Forfatningens
Overholdelse fra Regeringens Side, men ogsaa
selv de nyeste Forfatninger, der som den tyske
Rigsforfatning af 1919, den finske, polske o. s. v.,
udtrykkeligt fastslaar parlamentariske M.,
hjemler stadig ved Siden af en strafferetlig M. i
Overensstemmelse med de ældre Regler.
Det er kun for Ministrenes Embedsførelse,
at dette særlige Strafansvar gælder, jfr dansk
Grl. 1915 §§ 14 og 67; begaar en Minister en
alm. borgerlig Forbrydelse, er altsaa den alm.
Tiltalemyndighed og de alm. Domstole
kompetente. Tiltale mod en Minister — ell. en fhv.
Minister — i Anledning af hans Embedsførelse
kan derimod kun rejses af en særlig
Myndighed, Parlamentet eller et af dets Kamre.
Oftest er det dog efter Englands Eksempel alene
det ene Kammer, Underhuset ell. Folketinget,
ikke tillige det andet Kammer, der har denne
Myndighed; i Danmark kan dog foruden
Folketinget ogsaa Kongen rejse slig Tiltale mod
Ministre, hvilket dog er uden praktisk Betydning.
Fremdeles er det sædvanlig en særlig
Statsdomstol, der alene har Myndighed til at
dømme i disse vigtige Sager. I England er det
Overhuset, hvilket her havde sin naturlige hist.
Forklaring deri, at Overhuset fra gammel Tid
var og endnu i Formen er Englands øverste
Domstol, og at de alm. Domstoles Medlemmer
i ældre Tid — lige indtil 1701 — frit kunde
afsættes af Kongen og derfor ikke kunde betros
til at sidde Dom over Kongens Ministre, naar
Kongen holdt Haanden over dem. Efter det
engelske Eksempel blev imidlertid ogsaa i
Amerikas Forenede Stater Overhuset (Senatet)
Statsdomstol i Sager mod Ministre og
Præsident, skønt Senatet ellers ikke er Domstol, og
i mange andre Forfatninger blev ligeledes
Overhuset Statsdomstol i dette Tilfælde. I andre
Lande dannedes en særlig Domstol i dette
Øjemed, saaledes i Danmark, hvor Rigsretten, som
den her kaldes, bestaar af Højesterets
Medlemmer og et tilsvarende Antal af Landstinget
blandt dets egne Medlemmer for en Tid af 4
Aar valgte Dommere; i enkelte Lande, som
Holland og Belgien, er Rigsretten Landets
sædvanlige Højesteret; se i øvrigt nærmere om
Domstolen og Proceduren for denne under
Rigsret.
I adskillige Forfatninger, saaledes i den
danske Grl.’s § 12, foreskrives det, at Ministrenes
Ansvarlighed nærmere skal bestemmes ved
Lov, men i de færreste Lande — saaledes
heller ikke i Danmark — er en saadan Lov
kommet i Stand. Det er i saa Fald Straffelovens
alm. Bestemmelser om Forbrydelser i
Embedsforhold, som kommer til Anvendelse. Kun
gælder der som Følge af, at der til Gyldighed af
Statschefens Regeringshandlinger kræves
Kontrasignatur af en Minister, at den blotte
Medunderskrift af en Minister paadrager ham
Ansvar, jfr dansk Grl.’s § 12, selv om han i øvrigt
ikke ellers har medvirket ved Statschefens
Handling. Ogsaa de alm. Straffe er som Regel
arvendelige. I Amerikas Forenede Stater kan
Rigsrettens, Senatets, Dom dog kun lyde paa
Fortabelse af Embede; anden muligvis
forskyldt Straf tilkommer det derefter de alm.
Domstole at fælde. Om Benaadning af dømte
Ministre gælder der sædvanligt særlige Regler,
jfr dansk Grl.’s § 26, hvorefter Ministrene kun
med Folketingets Samtykke kan benaades af
Kongen for de dem af Rigsretten idømte
Straffe, og Fritagelse paa Forhaand for
Rigsretstiltale kan naturligvis kun hjemles Ministre
under endnu strengere Betingelser; det kan
saaledes m. H. t. Budgetoverskridelser ske
derved, at Kamrene formeligt giver Decharge for
Statsregnskabet, men m. H. t. andre
Lovovertrædelser kun derved, at Kamrene vedtager en
formelig Indemnitetslov.
K. B.
Den norske Grl.’s § 30 bestemmer, at
ethvert Medlem af Statsraadet bliver ansvarlig
og kan af Odelstinget sættes under Tiltale for
Rigsretten, naar han undlader at føre kraftige
Forestillinger til Protokols lige over for en
Beslutning af Kongen, som er stridende mod
Forfatningen ell. Rigets Love ell. øjensynlig er
skadelig for Riget. De nærmere strafferetslige
Bestemmelser findes i Ansvarlighedsloven af
7. Juli 1828, som ikke blev ophævet ved
Straffeloven af 1902, men fremdeles er gældende. Naar
en Statsraad protesterer til Protokols, bliver
han ansvarsfri. I Tidsrummet 1814—45 blev der
anlagt i alt 6 Rigsretssager mod Statsraader.
Alene en af disse var af egl. politisk Bet.; det
var Sagen mod Statsminister Løvenskiold 1836,
fordi han ikke havde protesteret mod Stortingets
ubetimelige Hævelse. Rigsretssagen 1883—84
mod samtlige Medlemmer af Ministeriet
Selmer—Kierulf p. Gr. a. dettes Stilling til
Spørgsmaalet om Kongens Veto i Grundlovssager
m. m. blev derimod i Stortingsflertallets Haand et
direkte benyttet politisk Aktionsmiddel, hvis
Anvendelse forberedte dybt indgribende
Ændringer i Landets Statsskik. Sammen med
Parlamentarismens Gennemførelse udviklede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
