Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Montenegro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han gav Afkald paa den gejstlige
Værdighed og fik 1852 af Rusland og Østerrig
Anerkendelse som Fyrste af M. 1856 gav han
en ny udvidet Lovbog (Zakonik kneza Danila),
indførte Grundskatten, ordnede Militærvæsenet
paa Grundlag af den alm. Værnepligt og
afskaffede den arvelige Høvdingeværdighed, hvilket
dog medførte forsk. Opstandsforsøg. Samtidig
med Krim-Krigen førte Danilo en i det hele
heldig Krig med Tyrkerne, hvorefter det
endelig lykkedes at faa M.’s Grænser bestemt
afstukne af en Kommission, der nedsattes af
Stormagterne. Da Danilo 1860 i Cattaro myrdedes
af en Montenegriner, der dreves af personlig
Hævntørst, blev Nikita ell. Nikolaus I
Petrovitsch, Søn af Mirko Petrovitsch og født 1841,
udnævnt til Fyrste. Allerede 1862 kom det atter
til erklæret Krig med Tyrkerne, der denne
Gang rykkede lige til Cetinje og tvang M. til
at modtage tyrk. Besætning paa fl. vigtige
Punkter af Vejen mellem Scutari og det oprørske
Herzegovinia. 1870 rømmedes de dog atter af
Tyrkerne. Samtidig med Serbien begyndte M.
1876 Krig mod Tyrkiet. Nikita rykkede med
15000 Mand mod Novosinje, var i Beg. uheldig,
men havde til sidst det Held at tilføje
Tyrkerne under Mukhtar Pasha et føleligt
Nederlag. Da Tyrkerne derefter vendte alle Kræfter
mod Serbien, kunde M. gaa angrebsvis til
Værks og erobre Medun, hvorefter dog Krigen
endte ved Ruslands Mellemkomst; men da
Tyrkiet ikke vilde gaa ind paa den betydelige
Udvidelse af M., som Stormagterne krævede,
begyndte Krigen paa ny (Juni 1877). Suleiman
Pasha trængte N. fra gennem Duga-Passet ind
i M.; men da Tyrkiet snart maatte anvende alle
sine Tropper mod Russerne, kunde Nikita atter
gaa angrebsvis frem. Indtil Jan. 1878 erobrede
han Nikschits, Spizza og Antivari. Ved
Berlin-Traktaten (13. Juli 1878) blev M. anerkendt som
et fuldstændig uafhængigt Fyrstendømme, og
det fik en saa stor Landudvidelse (5100 km2),
at dets Areal mere end fordobledes. Foruden
Nikschits, Podgorica og Antivari skulde M. have
de albaniske Distrikter Gusinje og Plava; men
da disses Afstaaelse forhindredes af
Albaneserne, ombyttedes de (1880) med Dulcigno og
Omegn. Denne Ordning vilde dog Albaneserne
heller ikke gaa ind paa, og først efter en
Flaadedemonstration af Magterne kunde M.
tage Dulcigno i Besiddelse. Forholdet til
Tyrkerne har siden været fredeligt og undertiden
næsten venskabeligt, som da Nikita 1883 aflagde
Sultanen et Besøg i Konstantinopel og
modtoges med store Æresbevisninger. Over for
Rusland var Forholdet, at M. stadig støttede sig til
denne Stormagt. Meget omtalt i sin Tid blev
Alexander III’s Ytring, at Nikita var Ruslands
eneste paalidelige Ven i Europa. I Slutningen
af Aaret 1900 vakte det nogen Opsigt, at Fyrst
Nikita antog Titel af »kongelig Højhed«, og 28.
August 1910 lod han sig udraabe til Konge. 1911
var M. nær kommet i Krig med Tyrkiet, da
Montenegrinerne stod paa de oprørske
Malissorers Side. 1912 begyndte der Grænsestridigheder
mellem M. og Tyrkiet, og efter at M. var traadt
ind i Balkanforbundet, erklærede det 8. Oktbr
1912 Tyrkiet Krig. De montenegrinske Tropper
havde i Beg. Held med sig og drog frem mod
Scutari, men p. Gr. a. manglende ordentlig
militær Øvelse saavel som moderne Udrustning
kunde de ikke udrette noget videre. 9. Decbr
1912 sluttedes Vaabenstilstand i Chatalja, men
Krigen brød atter ud i Febr, og efter at
Montenegrinerne havde taget mod Serbernes Hjælp
og med store Ofre gennemført Belejringen,
kapitulerede Scutari 22. Apr. 1913. Denne By maatte
Kong Nikita dog opgive igen, da Stormagterne
havde indlemmet den i det nyoprettede
Fyrstendømme Albanien. 14. Maj besatte et
internationalt Blokadekorps Scutari. I den anden
Balkankrig, som udbrød Sommeren 1913, stod M. paa
Serbiens Side og deltog i Fredsslutningen i
Bukarest 6. Aug. s. A. I Verdenskrigen sluttede M.
sig til Ententen, og dets Tropper arbejdede
sammen med de serbiske. 26. Juli 1914 mobiliserede
M., og 7. Aug. fulgte Krigserklæringen til
Østerrig-Ungarn. M. var særlig ivrig efter at
bemægtige sig albansk Omraade og nøjedes med
at holde sig i Forsvarsstand langs Grænsen mod
Bosnien og Herzegovina. Dets Hær drog mod
Scutari, som besattes 3. Juli 1915. 17. Jan. 1916
indtog de østerr. Tropper dog Cetinje og
besatte M. Regeringen maatte flygte til Lyon og
flyttede senere (8. Marts s. A.) til Bordeaux.
Forinden havde Kong Nikita og Regeringen paa
forsk. Maader anmodet om Vaabenstilstand.
Østerrig-Ungarns Betingelser var Afvæbning af
den montenegrinske Hær; Montenegro havde
ingen anden Vej at gaa, og 16. Jan. vedtog man
Afvæbningen, som fuldførtes 7. Febr. I Febr
blev der gjort Forsøg paa at faa Kong Nikita
tilbage, men den største Del af hans Folk havde
mistet Tilliden til ham, og 29. Novbr 1918
afsatte Skupschtina’en ham. Et Par Dage i
Forvejen (26. Novbr) var M. blevet indlemmet i
Serbernes, Kroaternes og Slovenernes
Kongerige (Jugoslavien) til Trods for den absolutte
Modvilje derfor i M. Efter Kong Nikita’s Død
i Antibes 1. Marts 1921 proklamerede hans
Tilhængere Kronprins Danilo som Konge; efter 6
Dages Forløb abdicerede han til Fordel for sin
Nevø Michael. Under hans Umyndighed blev
Ex-Dronning Milena (d. i Cap d’Antines 16.
Marts 1923) Regent. M. er for Øjeblikket besat
af serbiske Tropper, medens Kongen og
Regeringen befinder sig i Italien. 13. Juli 1922
bestemte Ambassadørkonferencen, at M. fra 1919
er en Del af Jugoslavien. (Litt.: De bedste
Kort over M. er den østerr. Generalstabs Kort
i Maalestokken 1:75000 [Wien 1893]; Tietze,
»Geologische Übersicht von M.« [Wien 1884]; K.
Hassert, »Die Landschaftsformen von M.«
[»Petermann’s Mittheilungen« 1894]; samme,
»Beiträge zur physischen Geographie von M.«
[Ergänzungsband til »Petermann’s
Mittheilungen« 1895]; Gopčevič, »M. und die
Montenegriner« [Leipzig 1877]; Samme, »Der
turko-montenegrinische Krieg« [Wien
1877—79]; Andrič, »Geschichte des
Fürstenthums M. bis 1852« [Wien 1853]; Denton, M.,
its peoples and its history [Lond. 1877]; Maton,
Histoire du M. [Avesnes 1881]; Coquelle,
Histoire du M. et de la Bosnie [Paris 1895]; H.
Angell, »De sorte Fjeldes Sønner« [Kria
1896]; J. Cvijič, La Penisule Balkanique
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
