Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Morelia - Morella - Moreller - Morellet, André - Morelli, Domenico - Morelli, Giovanni - Morelly
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Morelia [må↱rælia]. By i det mellemste
Mexiko, Hovedstad i Staten Michoacan, ligger
100 km VNV. f. Mexiko ved Jernbane og i en
herlig Egn (1950 m o. H.). (1910) 40042 Indb.
M. har Domkirke, Præsteseminarium, Museum
og Observatorium, Fabrikation af
Bomuldsvarer, Tobak og Cigaretter, Bryggerier og
Lysestøberier. M. er anlagt 1541 under Navnet
Valladolid og blev først 1828 kaldt M. til Minde
om Præsten Morelos, der var en af de første
Oprørere imod Spanien.
N. H. J.
Morella [må↱rælja], By i det østlige Spanien,
Prov. Castellon de la Plana, ligger 70 km N. f.
Castellon de la Plana. (1920) 8800 Indb. M. er
omgivet af Ringmure med Taarne og har et
stærkt Citadel, Akvadukt samt Fabrikation af
Klæde og Lærred. M. spillede en vigtig Rolle i
Karlistkrigene, og efter den fik Cabrera Titel
af Greve af M.
C. A.
Moreller, se Kirsebærtræ.
Morellet [måræ↱læ], André, fr.
Encyklopædist, (1727—1819), studerede paa
Jesuitseminariet i Paris og blev Lærer ved Sorbonnen.
Efter en Rejse i Italien traadte han i nøje
Forbindelse med Filosofferne, særlig Voltaire,
Turgot, D’Alembert, Diderot, Malesherbes o. a. 1785
blev han Medlem af Akademiet, hvis Arkiv —
deriblandt Manuskripterne til Encyklopædien —
han bevarede fra Tilintetgørelse i den farlige
Revolutionstid, til Arkivets Genoprettelse 1803.
M. udgav selv sine Skr under Titelen: Mélanges
de littérature et de Philosophie du XVIIIe siècle
(4 Bd, 1818), der i et jævnt og naturligt Sprog
giver et tro Billede af Encyklopædisternes
filosofiske og økonomiske Reformideer. Efter hans
Død udkom hans Mémoires sur le XVIIIe siècle
et sur la Révolution (2 Bd, 1821).
S. Ms.
Morell! [mo↱ræl.i], Domenico
(egl. Soliero), ital. Maler, f. 4. Aug. 1826 i Neapel, d.
smst. 13. Aug. 1901. M. blev uddannet i sin
Fødeby, senere i Rom, var med 1848 i
Barrikadekampene i Neapel mod Bourbon’erne, studerede
videre i Milano (hvor han malede »Pompejansk
Bad«, der vakte stor Opmærksomhed, og
»Smertens Moder«) og udenlands og slog sig derefter
ned i Neapel, ved hvis Kunstskole han blev
Prof. I Forbindelse med Palizzi dannede han
her Posilippo-Skolen, der brød med den
herskende akademiske Retning. Hans egen Kunst,
straalende i Koloritten (i Gæld til Fortuny),
fantasifuld og pompøs i Arrangementet, blev
overordentlig populær i hans Fædreland. Kendte
Værker: Cesare Borgia, »Billedstormere«
(Capodimonte’s Gal.), Tasso, Madonna della scala
d’oro, »Antonio’s Fristelse«, »Nedtagelsen fra
Korset«, »Christus paa Havet«, »Jairi Datter«,
»Christi Fristelse« m. v.; for Slotskapellet i
Neapel udførte han Loftsbilledet »Maria’s
Himmelfart«.
A. Hk.
Morelli [mo↱ræl.i], Giovanni, ital.
Kunstforsker, f. i Verona 1816, d. i Milano 1891. M.
studerede først Naturvidenskab, kom 18 Aar gl
til München og tog her den medicinske
Doktorgrad. Samtidig dyrkede han Litteratur, Historie
og Kunst (her særlig tiltrukken af Genelli’s
Kunstnerpersonlighed). Efter vidtgaaende
Studier i Tyskland, Schweiz, Frankrig og hjemme
droges han ind i det politiske Liv. 1848 stod
han i Spidsen for en Friskare i Kampen mod
Østerrig, Milanos provisoriske Regering sendte
ham som Gesandt til Nationalforsamlingen i
Frankfurt, hvor han dog ingen Resultater
opnaaede, derefter var han med i Forsvaret af
Venedig, men efter Frihedsbevægelsens
Sammenbrud trak han sig tilbage til Bergamo,
optagen af Studier af Italiens, især
Renaissancetidens Malerkunst; efter Kongerigets Oprettelse
valgtes han til Deputeret for Bergamo, deltog
1866 i Krigen som Officer for et Friskarekorps
og blev, efter 1870 at have nedlagt sit Mandat
som Deputeret, 1873 Senator. — For
Kunstforskningen blev M. epokegørende ved sin
Eksperimentalmetode, der søger at vinde et
nøjagtigere og grundigere Grundlag for
Bestemmelsen af Kunstværkerne og deres Mestre ved et
indtrængende Studium af den enkelte Malers
Ejendommelighed, som den viser sig i
Gengivelsen af den menneskelige Skikkelse og særlig
røber sig netop i Smaating, som Formningen af
Ørene, Hænder, Negle o. s. v. Denne M.’s
detektive Metode viste sin Værdi ved en Mængde
Omdøbninger af Kunstværker, Omdøbninger, der
straks blev heftig bestridte, men som
gennemgaaende har vist sig rigtige og nu vundet alm.
Anerkendelse. Under Pseudonymet Ivan
Lermolieff skrev M. sine kunsthist. Arbejder:
»Die Werke ital. Meister in d. Galerien von
München, Dresden u. Berlin« (Leipzig 1880,
eng. Udg. 1883, ital. Udg. 1886, Bologna), der
i forøget og revideret Skikkelse udkom som
»Kunstkritische Studien über ital. Malerei«, 1.
Bd »Die Gal. Borghese u. Doria Panfili«, 2. Bd
»Die Gal. zu München u. Dresden«, 3. Bd »Die
Gal. zu Berlin« (3 Bd, Leipzig 1890—93). M.
testamenterede sin righoldige Malerisamling til
Bergamo, i hvis Mus. den nu ses. (Litt.: G.
Frizzoni, »Ein Lebenslied« i
»Kunstkritische Studien« III [Leipzig 1893]).
(A. R.). A. Hk.
Morelly [måræ↱li], fr. socialfilosofisk Forf.
ved Midten af 18. Aarh., en af den moderne
Kommunismes mærkeligste Forløbere. Om hans
Liv ved man kun, at han var Lærer i sin
Fødeby Vitry-le-François (Dept Marne). Sine
Teorier om Samfundet udviklede han først i et
stort, angivelig fra Indisk overs. Læredigt paa
Prosa: Naufrage des îles flottantes ou la
Basiliade de Pilpaï (1753), hvis fantasirige
Udmalen af Naturtilstandens Herligheder giver
det en høj Rang i Aarhundredets
Utopi-Digtning. M.’s Hovedværk er imidlertid Code de
la Nature ou le véritable esprit de ses lois
(1755, ny Udg. ved Villegardelle 1841), der
allerede i Titlen vender sig polemisk mod
Montesquieu’s »Lovenes Aand« og er et i sin friske
Umiddelbarhed og sammentrængte Kraft genialt
Angreb paa det bestaaende Samfund. Et
Vidnesbyrd om Skriftets litterære Fortrin er det,
at man lige til Aarh.’s Slutn. alm. troede, at
Diderot var Forf. M. giver heri den første
dogmatisk-systematiske Udvikling af
Kollektivismens Principper: Staten skal administrere
Fordelingen af Arbejdet saavel som af dettes
Udbytte, Arbejdet efter Arbejdernes Talent, Alder og
Styrke, Produkterne (Livsmidlerne) efter
enhvers Behov. I religiøs Henseende er M. Deist;
han vil have Ægteskabet afløst af friere, ene
paa Tilbøjelighed grundede Forbindelser, idet
han samtidig fremhæver Fam.’s Bet. for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
