Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Musi, Agostino de' - Musik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Musi, Agostino de’, med Tilnavnet
Veneziano, ital. Kobberstikker, f. i Venedig, virksom
1514—36, efter 1516 i Rom, var en af
Marc-Anton’s betydeligste Elever. Før han kom til
Rom paavirkedes han i sin Hjemstavn af
Dürer’s og Campagnola’s Blade, som han
kopierede, og arbejdede 1516 i Firenze, hvor han
stak Andrea del Sarto’s Maleri: Den døde
Kristus omgivet af Engle. Fra 1518 stammer hans
fantastiske Blad il Stregozzo (Heksetoget), og
i den flg. Tid fremkom i Rom hans bedste
Blade, til Dels efter Rafael’s Arbejder: Abraham’s
Offer, Isak velsigner Jakob, Mannaopsamlingen
i Ørkenen, Elymas slagen med Blindhed
(efter Rafael’s Tapet) o. a. Efter Roms
Plyndring 1527 opholdt M. sig muligvis nogle Aar
i Mantua, idet han udførte Stik efter
Originaler af Giulio Romano. Ogsaa efter
Bandinelli har han stukket (Skelettet, Ifigenia og
Akademiet); endelig har han udført Stik efter
antikke Ornamenter o. l. samt enkelte
Portrætter (bl. a. Pave Paul III, Kejser Karl V og
Frants I af Frankrig).
L. S.
Musik (gr. ἡ μουσική [τεχνή]), Musernes
Kunst, i Antikker Fællesbetegnelse for alle de
Kunster og Videnskaber, der tjener
Aandsudviklingen, særlig for Tonekunst, Digtekunst,
Dans, Plastik og Veltalenhed. Senere forstodes
ved M. alene Tonekunsten. Efter de Midler,
hvormed denne fremstilles, deles den i vokal
og instrumental M., efter de Objekter, den
tjener, og efter de deraf fremgaaede forsk.
Stilarter deles den i Kirkemusik, scenisk Musik,
Koncertmusik og Kammermusik. Tonekunstens
teoretiske og videnskabelige Fag omfatter alm.
Musiklære (Lovene for Rytme, Melodi og
Harmoni), fremdeles Formlære, Instrumentlære, M.’s
Historie og Æstetik samt Etnografi og Akustik.
Idet der henvises til nærv. Leksikons Art. om
de paagældende musiktekniske Emner, om M.’s
Udvikling i de forsk. Kulturlande samt til
Musiker- og Komponistbiografier, skal her kun
gives et kort Omrids af Tonekunstens
Udvikling igennem Tiderne.
Forhistorie. De gl. Kulturfolk.
Vor Kundskab om Oldtidens M. er kun ringe,
da vi omtr. ganske mangler Monumenter.
Sagnagtige Overleveringer, ofte af fantastisk Natur,
er det, vi mest har at holde os til. Kun en
enkelt Levning, endda af høj Ælde, de
olddanske Lurer, kaster ejendommelige
Strejflys over denne musikalske Kulturs mærkelig
høje Standpunkt i den fjerne Urtid hos hin
Bronzealdersslægt, der maa have haft en saa
udviklet Sans for Tonernes Renhed og
Skønhed, vel ogsaa for harmoniske Samklange. Om
et stort Kulturfolk som Ægypternes
Musikudvikling indskrænker derimod vor Viden
sig omtr. til det, vi kan slutte os til fra de
mange ægypt. Afb., hvor Sangere, forsk.
Instrumenter, musicerende Mænd og Kvinder o.
l. forekommer. Et enkelt Instrument, den
ægypt. lutlignende »Nefer«, forekommer endog
som Hieroglyftegn i Bet. »god«. Saavel Afb.’s
Talrighed som deres nærmere Indhold
berettiger os til den Antagelse, at M. har været
meget dyrket og holdt højt i Ære i det gl.
Ægypten. Uden Tvivl har Jøderne og vel
ogsaa Grækerne modtaget stærke musikalske
Paavirkninger herfra. M. hos Jøderne
omhandles vel i gl. Testamente, dog ikke
anderledes, end at vi ikke kan danne os noget
paalideligt Billede af dens alm. Tilstand.
Andetsteds er der givet højst fantastiske Skildringer
af den jødiske Tempelmusiks glimrende
Rigdom og Herlighed. Rester af Tempelsangen har
rimeligvis gemt sig i den kristne Oldtids
(»gregorianske«) Kirkesang, men i den nuværende
jødiske Ritualsang er der næppe blevet noget
tilbage deraf.
Ældgammel er M. i Kina, derhos af meget
ejendommelig, fra vor Opfattelse forsk. Art,
indvævet med fantastiske Forestillinger. Ved
Siden af den alm. Toneskala træffes her den
gl., saakaldte pentatone Skala (5 Toner
i Oktaven), som uden Tvivl har været fælles
for de fleste Oldtidsfolk, fremgaaet som den
er af den strengeste Diatonik med Udeladelse
af Halvtoneskridtene (Kvart og Septim
mangler). De endnu forekommende primitive kin.
Instrumenter tyder paa en ældgammel, i sin
Udvikling højst konservativ Musikkultur.
Nodeskriften er Bogstavskriften. M.’s Stilling og høje
Standpunkt i Grækenland er allerede
nærmere omhandlet paa sit St. Som de andre
Kunstarter var Tonekunsten af stor Bet. for
hele den antikke Kultur, med fast Stade i en
navnlig i Retning af Rytmik og Intervallære
(Melodi) højt udviklet Teori. Derimod har den
gr. M. næppe kendt Harmoni i vor Forstand.
Nodeskriften, meget indviklet, var
Bogstavskrift. Enkelte Monumenter er endnu
bevarede, men desværre er de kun lidet
betydelige.
Den ældre Historie. Fra den
kristne Oldtid indtil Anno 1600.
Først med den kristne Oldkirkes Sang, der
endnu er bevaret i den rom.-kat. Kirke, faar vi
et musikalsk Monument af Bet., den saakaldte
»gregorianske Kirkesang«, hvor den
enstemmig førte Melodi i fri Rytme følger
Ordets Accenter. Særlig Interesse har denne Sang,
fordi den maa antages at staa i Forbindelse
med Antikken og sandsynligvis ogsaa, som alt
nævnt, har optaget Rester af den jødiske
Tempelsang i sig. Pave Gregor den Store (d.
604) har man hidtil tildelt Æren for at have
samlet og kodificeret den greg. Sang, men dette
er dog i vore Dage draget i Tvivl. I tonal
Henseende følger den, ligesom al Middelalderens
Musik, ikke vore nuværende Tonearter, Dur og
Moll, men de gl. Kirketonearter, i alt
8 i Antal, hvoraf de 4 »autentiske« efter en
sagnagtig Overlevering skulde skyldes
Kirkefaderen Ambrosius (d. 397), de 4 »plagale«
Gregor den Store. I Virkeligheden er de
Efterdannelser efter de antikke gr. saakaldte
Oktavrækker. De ældste middelalderlige
Musikoptegnelser er komne til os opskrevne med
de saakaldte »Neumer« (s. d.), Middelalderens
specielle Nodeskrift, opr. Accenttegn. Af
lignende Art i Melodi og Nodeskrift maa den
gr. Kirkes Sang opr. have været, men senere
blev den byzantinske Kirkesang
(Basilius og Athanasius. 4. Aarh.) noget
for sig, ogsaa i Retning af Toneskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
