Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Musset, Alfred og Paul de - Mussolini, Benito
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
heftig syg i Venedig, George Sand var ham
utro, og i den bitreste Fortvivlelse vendte han
alene hjem til Frankrig. Hans Karakter fik
herved sit sidste Knæk, og han sank fra nu af
dybere og dybere i selvbedøvende Udskejelser,
vilje- og planløst omtumlet af sine Drifter og
Laster. Men samtidig med den totale menneskelige
Ruin lutredes hans Digtergenius til større
og større sædelig og aandelig Idealitet.
Forholdet til George Sand indviede hans skønneste,
ædleste og reneste Digtning. Han bortslyngede
Don Juan-Masken, han havde anlagt efter
Byron’« Forbillede, opgav sin vilde Unatur og
Trods og blev i sin Produktion mandig og klar,
sjælfuld og lutret, sanddru og inderlig. I de
efter Brudet nærmest flg. 6 Aar skrev han sine
beundringsværdigste Værker, sine skønneste
Digte: Les nuits (Nuit de mai [1835], Nuit de
décembre [1835], Nuit d’août [1836], Nuit
d’octobre [1837]), Lettre à Lamartine (1836),
Stances à la Malibran (1836), A Ninon (1837),
Tristesse (1840) o. s. v., den store selvbiografiske
Roman La confession d’un enfant du siècle
(1836, paa Dansk: »Et Barn af Aarhundredet«
ved Gustav Esmann 1890, ved Carl
Nutzhorn-Kjersmeier 1910), der skildrer Grundene til
hans Slægtleds Selvopgivelse og deraf flg.
Udskejelser, det storstilede Florentinerdrama
Lorenzaccio (1834) og Skuespillene On ne
badine pas avec l’amour (1834), Le chandelier
(1835), Barberine (1835), Il ne faut jurer de
rien (1836) og Un Caprice (1837), endelig hans
mest klassiske Elskovsnoveller Emmeline (1836),
Les deux maîtresses (1837), Frédéric et
Bernerette (1837, norsk Overs. ved M. Selmer,
Bergen 1890) og Le fils du Titien (1838). Hvad M.
frembragte efter Trediveaarsalderen, var kun
lidet; værdifuldest er Skuespillene Carmosine
(1850) og Bettine (1851). 1852 blev han Medlem
af Akademiet. Næsten alt, hvad han skrev,
fremkom først i Revue des deux mondes. 1833
havde han i Bogform udgivet sine første
dramatiske Arbejder: André del Sarto, Les
caprices de Marianne (norsk Overs. ved G. A. Dahl
[Kria 1884]) og Fantasio. Ligesom de senere
større ell. mindre Skuespil betragtedes de
længe som udelukkende Læsedramaer, indtil de
i Slutn. af M.’s Levetid begyndte at komme paa
Scenen og gøre Lykke; fl. af dem spilles den
Dag i Dag, ogsaa uden for Frankrig. De
samledes 1856 i 2 Bd Comédies et proverbes; hans
Nouvelles et contes 1861 i 1 Bd (paa Dansk:
»Udvalgte prosaiske Skrifter« ved Oscar
Arlaud, I »Dramatiske Arbejder«, II »Noveller«
[1885]). Digtene er samlede i Premières
poésies 1829—35 og Poésies nouvelles 1836—52 og
i Poésies complètes (1851). M.’s Digtning er
omtr. den mest forgudede af hele
Romantismen. Hans Ry har hidtil ingen Nedgang kendt,
er snarere vokset fra Aar til Aar. Ingen af de
fr. Romantikere har som han været
Ungdommens Digter, Kærlighedens og Kvindens
udvalgte Sanger. — Den bedste Udg. af hans
samlede Værker er Lemerre’s 1876 og 1886 ff.
i 10 Bd. (Litt.: P. de Musset, Biographie
d’A. de M. [1877]; Clouard, Bibliographie
des œuvres d’A. de M. [1883]; de Janzé,
Études et récits sur A. de M. [1891]; Arvède
Barine, A. de M. [1893]; Söderman, »A.
de M., hans lif och verk« [Sthlm 1894];
Spoelberch de Lovenjoul, La veritable histoire
d’Elle et Lui [1896]; L. Lefoscade, Le
théâtre d’Alfred de M. [1902]; F. Decori,
Correspondance de George Sand et d’Alfred de
M. [1904]; Georg Brandes,
»Hovedstrømninger« V).
S. Ms.
2) Paul de, foreg.’s Broder (1804—80), har
skrevet en Rk. velformede og elegant fortalte
Romaner og Fortællinger, hvoraf kan nævnes
La table de nuit (1832), Samuel (1833), Tête et
cœur (1834), Femmes de la Régence (1841)
o. s. v. Som Gensvar paa George Sand’s 1859
udgivne Elle et lui offentliggjorde han 1860
sin Fremstilling af Forholdet mellem de to i
Lui et elle, der kaster Skylden for Brudet paa
George Sand. Han har desuden skrevet
Dramaer, deriblandt Christine, roi de Suède (1357)
og Rejseskildringer, bl. a. Voyage en Italie
(1851). Hans Levnedstegning af Broderen, der
udk. 1877, skuffede de store Forventninger.
S. Ms.
Mussolini, Benito, ital. Statsmand, f. April
1883 i Predappio, Prov. Forli i Norditalien. Som
ganske ung tog han en Kommunelærer-Eksamen
og virkede nogle Aar som Lærer i en Landsby
i Romagna. Som Følge af sine socialistiske
Ideer udvandrede han til Schweiz og søgte
her at finde nyt Felt for sin glødende Virketrang.
Han fik Ledelsen af et revolutionært Blad, hvori
han saa energisk fremsatte de marxistiske
Trossætninger, at Forbundsregeringen udviste ham
som besværlig. Hjemkommen til Italien kastede han
sig med Iver ind i den socialistiske Agitation og
blev Medarbejder ved et Blad i Emilia. Hans
Talent og Viljekraft bragte ham hurtigt i
Forgrunden og gjorde ham til en af Førerne for
det ital. Socialistparti. Paa en Socialistkongres
i Ancona vandt han store Triumfer, og ved hans
Initiativ brød den officielle Socialisme afgjort
med det italienske Frimureri. M. blev derefter
Redaktør af Partiets Hovedblad Avanti, og ved
Verdenskrigens Udbrud tog han resolut Parti
for den Politik, der krævede Italiens Indgriben
i Krigen, og nedlagde alle sine Hverv inden for
Partiet. For at kunne føre Kampen for sine
Ideer stiftede han Bladet Popolo d’Italia og
gjorde det til Organ for ital. Nationalisme. En
Tid deltog han som frivillig i Krigen mod
Østerrig (Maj 1915), blev saaret og tog derefter
Ophold i Milano, hvor han heftigt drog til Felts
mod alle fredsvenlige, baade socialistiske og
kommunistiske Rørelser. Det store Nederlag ved
Caporetto (Oktbr 1917) æggede ham kun til
 |
| B. Mussolini. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
