Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Myte - Mytens, Aert, Daniel, Isaac og Martin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frem i Europa af den ligeledes af Schelling
paavirkede Indolog Max Müller og betegnedes
af ham som vor Races primitive Poesi og
Filosofi. Mod disse Overdrivelser og Mistydninger
rejstes der c. fra 1870 en virksom Protest fra
Etnografers og Folkloristers Side, idet de dels
ud fra Animismens Forudsætninger sætter den
primitive Mytologi i Forbindelse med dennes
lavtstaaende Forudsætninger ofte nok som en af
Religion uafhængig Eventyrdigtning, dels
betragter M. som et senere opstaaet Fænomen,
der er det senere afledede og uvæsentlige i
Forhold til Ritus og Kultus.
For den i Øjeblikket fremherskende
Betragtning er Kultus nemlig det opr.
Grundlag for al Religion, hvad enten den ytrer sig
som egentlig præstelig Gudsdyrkelse ell.
udfolder sig i Folkeskikke, og Myten viser sig
mangen Gang, dels at være den blotte Tekst
til disse Ceremonier (nemlig, hvor M. optræder
i Hymneform), dels at: være en Slags
Forklaring paa Kultusforhold, hvis opr. Mening er
gaaet af Minde. Disse sidste M. kalder man
ætiologiske (aarsagsforklarende) som f. Eks.
Hesiod’s M. om, hvorledes Prometheus bedrog
Zeus ved Ofrene, og saaledes vrimler de ind.
Brahmana’er med Forklaringer af gl.
Offerskikke. Ogsaa hvor en ligefrem Folkeskik
ell. en alm. Praksis bliver til hellig Handling,
søger man gerne at begrunde dette ved mytisk
Tildigtning (da Prometheus bliver Gud for
Ildfremgnidningen, danner M. sig om, at han
røvede Ilden fra Himmelen); ell.
Gudeemblemer, der er blevne gammeldags og
besynderlige, forklares gennem en M. (om Thor’s
Hammer, om Hermes’ Stav o. l.); endelig afgiver
Kultusforbindelserne mellem
forskellige Guder eller mellem Guder og
Mennesker et bestandigt Stof til Mytedigtning om
Gudeægteskaber ell. om Gudernes Eventyr paa
Jorden, deres Indblanding i de gl.
Kongeslægter (hvorved de bliver Stamfædre til Slægten),
deres Optræden som Krigshelte, Kulturlærere
o. s. v. Herved — ell. ved Siden af dette —
kommer da den friere Mytedigtning i Gang,
idet der dels fables paa alle Maader om
Gudernes Virksomhed, dels fortælles (ved opr.
Digtning ell. ved Mytedegeneration) Eventyr om
disse Yndlingsskikkelser. Her træder da ogsaa
den mytiske Forklaring af Naturfænomener
op som en Slags primitiv Naturfilosofi eller
-videnskab, der, skønt den utvivlsomt allerede
har rørt sig i de ældste Tider, først bliver
fremherskende, hvor den oprindelige Kultus er
traadt tilbage for Bevidstheden; saaledes
tilhører de mange M. om Verdens Skabelse og
Indretning (Kosmogoni) vistnok en senere
Periode; ligesaa M. om Verdensløbet og Verdens
Undergang. Et sidste Stadium indtager den
Form af Mytologi, hvor alle Guder og i det hele
alt M.’s Indhold forklares som Naturprocesser.
Dette er vitterligt en Form af Rationalisme, der
stammer fra filosofiske Perioder, hvor man —
vantro over for Guderne og til Dels frigjort fra
deres Kultus — vil give hele det religiøse Liv en
Forklaring og derved tilstræbe en Forsoning
mellem Folkets plumpe Overtro og det
dannede Menneskes Naturerkendelse. I
Grækenland var det især Stoikerne, som drev saadan
Mytologi; men allerede i assyriske Kileskrifter
spores denne Tilbøjelighed, og i senere
ægyptisk Teologi og i indiske Kommentarer
dominerer den. Et parallelt Forsøg paa rationalistisk
Mytetydning er den euhemeristiske
Forklaring af Gudernes Oprindelse (se
Euemeros og jfr. nordisk M. hos Snorre), hvor man
tænker sig Gudemyterne som en Sagndigtning
om Fortidens Helte og Konger (jfr. Edv.
Lehmann, »Guder og Helte« [Kbhvn 1898]). Heller
ikke dette Synspunkt er uden Berettigelse, men
forklarer dog kun en Brøkdel af Fænomenet.
Overhovedet er Myteverdenen et saare
mangfoldigt og sammensat Produkt, hvori
Menneskehedens første Gudsdyrkelse og Folkeskikke,
dens Digtning og Sagn, dens Naturvidenskab og
Filosofi afspejler sig; dog vil de førstnævnte
Kilder stedse vise sig at være de rigeste og
vigtigste, og det vil i en strengere
Myteforskning altid være raadeligt ikke at betragte noget
mytisk Træk som Produkt af fri Digtning, af
Naturforklaring ell. filosofisk Tænkning, før
man har opgivet at forstaa det ved Hjælp af
Fortidens Kultus ell. Skikke. Se i øvrigt
Mytologi. (Litt.: K. O. Müller,
»Prolegomena zu einer wissenschaftl. Mythologie«
[Göttingen 1822], i hvis Anhang omhyggelig
Udredning af Datidens Meninger om M.; F. Max
Müller, Introduction to the science of
Religion [1873]; Contributions to the Science of
Mythology, I—II [1897]; Andrew Lang,
Myth, ritual and religion [1887]; samme,
Mythology i Encyclop. Britt.; Louis H.
Jordan, Comparative Religion, Ed. 1905, Ch. IX,
Art. Mythology i Hasting’s Encycl. Rel.
Ethics, IX; Martin P. Nilsson, »Primitiv
Religion« [Kap. 9. kort Oversigt over nuv.
Opfattelse]; (se Müller, Fr. Max).
Edv. L.
Mytens [↱mæ^itə(n)s] (Mijtens), Aert
(Arnold), i Italien kaldet Rinaldo Maytens,
holl. Maler, f. c. 1540, d. 1602 i Rom, Elev bl. a.
af A. Santvoort, udførte talrige store
Kirkebilleder (nu forsvundne) i Neapel og virkede senere
i Rom; en Tornekroning med Nateffekt i Sthlm’s
Nationalmus. (tidligere tilskrevet Carravaggio)
er vist det Billede, som A. M. ufuldført tog
med sig til Rom. — Daniel, den Ældre,
Brodersøn af A. M., holl. Portrætmaler, f. c. 1590
i Haag, d. c. 1660, uddannede sig særlig under
Paavirkning af Rubens’ Værker; 1610 traadte
M. ind i Gildet i sin Fødeby og drog 1618 til
England, hvor han arbejdede for Jakob I og
Karl I og 1625 udnævntes til Hofmaler; da van
Dyck overstraalede ham, tog han 1633 tilbage
til Holland. Hans Portrætter, der udmærker sig
ved en paalidelig og dygtig Karakterskildring,
fast Modelering og en smuk, klar Enkelhed i
den noget kølige Farveholdning, findes særlig
i eng. Samlinger, i Kensington (Selvportræt),
Hampton Court (Hertugen af Nottingham) og
Buckingham Palace (Karl I og Dronning
Henriette Marie). Uden for England nævnes særlig
Portrætter af Karl I i Kunstmus. i Kbhvn
(1624), i Mus. i Ottawa (Kanada) og i
Pinakoteket i Turin (1627). — M.’s Brodersøn og Elev
Johannes (Jan) M., f. i Haag (?) henimod
1614, optagen i Gildet der 1639, d. smst. 1670,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
