Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mælk - Mælke - Mælkeafsondring - Mælkebrok - Mælkebrystgangen - Mælkebøtte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
behandle den med den størst mulige
Renlighed.
Foruden de i foranstaaende Tabel anførte
Bestanddele, Vand, Fedt, Æggehvidestoffer,
Mælkesukker og Aske, indeholder Mælken nogle
aromatiske Stoffer i ringe og vekslende Mængde,
men dog af væsentlig Bet. Disse aromatiske
Stoffer er ligesom det gule Farvestof til Stede
i saa ringe Mængde, at de ikke kan blive
Genstand for kem. Undersøgelse. Man maa skelne
mellem aromatiske Stoffer, der findes i Mælken
i Malkningsøjeblikket, og saadanne, som senere
dannes. Til de første maa henregnes den for
nymalket Mælk karakteristiske dyriske Lugt
(som af nyslagtet Kød) og den særegne kogte
Lugt og Smag, der først viser sig ved
Opvarmning til henimod Kogepunktet, men som al
M. kan faa. Den nymalkede M. kan endvidere,
ligesom den er kommen ud af Yveret, have
saavel karakteristisk Smag som Lugt, der maa
tilskrives visse Bestanddele i Foderet. Særlig
karakteristisk i saa Henseende er Mælken fra
Køer, der tøjres, hvor der findes vildtvoksende
Løg. Om Lugten efter Turnips og gul Sennep
skyldes fortrinsvis aromatiske Stoffer, der er
gaaede igennem Køerne, ell. alene maa
tilskrives Stoffer, der er tilførte Mælken gennem
Luften, er et omtvistet Spørgsmaal. — Tykmælk,
en vellykket Flødetønde, god Kernemælk og fint
Smør har en behagelig Lugt, som ikke spores
ved den nymalkede Mælk. Og endelig har oliet
Smør og mange Slags Ost en ubehagelig og ofte
stærk Lugt, der skyldes Omdannelsesprodukter,
som fremkommer ved Mikroorganismers
Virksomhed.
For Mælkens Næringsværdi er Æggehvidestofferne
af størst Bet., men i Retning af Pengeværdi
er Fedtet Mælkens kostbareste Bestanddel.
I de senere Aar er det blevet mere og mere alm.,
at Mælken betales i Forhold til sit Fedtindhold,
og særlig hvor det drejer sig om Mælk
fra faa ell. enkelte Køer, kan Fedtindholdet
variere ret betydelig. Det er i meget væsentlig
Grad en (individuel Egenskab hos den enkelte
Ko at give fed ell. mager M. Kun i ringe Grad
kan Mælkens Fedme paavirkes af Foderet.
Pludselige Overgange fra et Foder til et andet
og særlig fra Staldfoder til Græs ell. omvendt
kan vel tilsyneladende fremkalde Forandring i
Mælkens Fedme, men Forandringen taber sig i
Reglen hurtig, og det synes lige saa meget ell.
mere at være Forandringen i Luftens Varmegrad
og Bevægelsen som selve Forandringen af
Foderet, der har denne forbigaaende
Indflydelse.
Ondt Vejr, saasom Storm, Regn eller stærk
Kulde, indvirker straks paa Mælkeafsondringen.
Det samme er Tilfældet med stærk og usædvanlig
Bevægelse. Alle disse Aarsager kan foranledige
en pludselig Stigning i Mælkens Fedtprocent,
samtidig med at Mælkemængden aftager.
Stærk Hede kan i Modsætning hertil foranledige,
at Mælken bliver meget mager, men disse
Uregelmæssigheder ophører i Reglen lige saa
hurtig som Aarsagen, der har fremkaldt dem.
Afstanden fra Kælvningen, og de fleste Køer
kælver en Gang om Aaret, har nogen Bet., idet
Mælken som Regel bliver noget federe mod
Slutn. af Malkningsperioden. Endvidere har
Afstanden mellem Malketiderne Bet. Som Regel
malkes der to ell. tre Gange i Døgnet, og
udføres Malkningerne med lige lange Mellemrum,
henh. 12 ell. 8 Timer, vil Fedmen i de forsk.
Maal ikke være meget forsk.; men malkes der
med forsk. Afstand mellem Malketiderne, f.
Eks. Kl. 6 Morgen, Kl. 11 Middag og Kl. 7 Aften,
bliver Middagsmælken den fedeste og
Morgenmælken magrest. — Endelig maa det
fremhæves, at ved enhver Malkning er den første Pægl
M., man malker ud af Yveret paa en Ko, der
staar i fuld Mælkeydelse, forholdsvis blaalig og
mager. En Prøve, der udtages, naar Yveret er
halvt udmalket, er en Del mere fedtrig, og
undersøges den sidste M., der kan strippes ud af
Yveret, viser den sig gul og fed som Fløde.
Dette Forhold er alm. bekendt og er undertiden
blevet benyttet til allerede under Malkningen
at foretage en Deling af Mælken i en magrere
og en federe Del; men det maa altid
erindres, at uforfalsket M. omfatter
hele Koens Ydelse af M., og at
tilbageholde til egen Fordel den sidste M., der
kommer ud af Yveret, er lige saavel Bedrageri som
at tage Fløden oven af Mælken, forinden denne
afhændes som »sød M.« — Om Flødeafsætning,
se under Fløde.
B. B.
Mælke er en alm. Benævnelse for Fiskenes
mandlige Forplantningsorganer (Sædstokkene);
Hanfisken kaldes ogsaa ofte Mælkefisken.
Ad. J.
Mælkeafsondring, se Mælk.
Mælkebrok, se Galaktocele.
Mælkebrystgangen, se Lymfekar.
Mælkebøtte, Løvetand (Taraxacum
Hall.), Slægt af Kurvblomstrede (Cikorie-Gruppen),
Urter med Pælerod og »mangehovedet
Rod«, rosetstillede og helrandede ell.
høvlformet fjerdelte Blade og store ell. middelstore
Kurve, der sidder enkeltvis paa Enden af
bladløse og hule Skafter. Svøbet er dobbelt; de ydre
Svøbblade er gerne tilbagekrummede, de indre
opadrettede; Blomsterne er gule. Frugten er
karakteristisk; det mellem Frugtknuden og
Fnokken værende Parti forlænges meget stærkt
under Frugtmodningen (til et Næb) og
kommer til at bære den skærmagtige Fnok paa sin
Spids. Kimen dannes, som paavist af den
danske Botaniker C. Raunkiær, uden forudgaaet
Befrugtning (ved Parthenogenese). 20—25
Arter, der dog hver omfatter en stor Mængde
»Smaa-Arter«. De i Norden forekommende
Former kan henføres til flg. fire »Samle-Arter«:
Alm. M. (Fandens M., T. vulgare Schrank),
Eng-M. (T. paludosum Scop.), Kambladet
M. (T. corniculatum [Kit.] DC.), der alle har
grønlig-graa til grønlig-graabrune Frugter, og
Rødfrugtet M. (T. erythrospermum Andrz.)
med rødbrune, brune ell. gulbrune Frugter.
Medens de to sidste har en Udvækst (Pukkel)
nedenfor Spidsen af Kurvsvøbbladene, mangler
denne som Regel hos de to første Arter. Hos Alm.
M. er Næbet 1/5 til 1/4 af Frugtens Længde; hos
Eng-M. udgør det Halvdelen. Til Alm. M. hører
de hyppigt forekommende Former, der i stort
Antal findes paa Græsmarker, ved Veje, i
Haver o. s. v. og ofte er meget besværlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
