Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Napoleon I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han sig mod Blücher med 25000. Blücher blev
standset ved Ourcq af 15000 Mand under
Marmont og Mortier; N. kom op og skulde netop
gribe ind, saa at Blücher’s Skæbne var bleven
afgjort. Men Kommandanten i Soissons
kapitulerede; Blücher kunde derfor gaa gennem denne
Fæstning, og derpaa forenede han sig med to
Korps, der var rykkede frem fra Belgien, saa
at han raadede over 100000 Mand. Desuagtet
rykkede N. efter ham, slog 7. Marts et af hans
Korps ved Craonne, og den 9. angreb han
Blücher’s samlede Hær ved Laon. Kampen var
uafgjort, fordi Blücher ligesom Schwarzenberg
overvurderede Napoleon’s Styrke. Kejserens
højre Fløj under Marmont havde ikke deltaget
i Slaget, fordi den kom for sent op, men Natten
til 10. Marts blev den overfalden og sprængt.
Desuagtet optog N. Kampen den 10. og trak sig
derpaa i god Orden tilbage. Undervejs fik han
Underretning om, at et russ. Korps under St
Priest stod i Reims. Han gik straks imod det
og sprængte det 13. Marts. Schwarzenberg
havde imidlertid gennem Forstærkninger bragt
sin Hær op til 120000 Mand, og da han
erfarede, at N. havde vendt sig mod Blücher, vendte
han om og tvang Macdonald til at gaa bag
Seinen. Kongressen i Châtillon havde stillet i
Udsigt, at N. kunde beholde Frankrig fra 1792, ɔ:
Ludvig XIV’s Frankrig, men ogsaa ved denne
Lejlighed gjorde han Vanskeligheder, og derfor
gik Kongressen fra hverandre 19. Febr. Fra
Reims gik N. mod Aube for at operere i Ryggen
paa Schwarzenberg, skønt hans Styrke kun
beløb sig til 17000 Mand. Den 20. gik han over
ved Arcis-sur-Aube og kæmpede med et af
Schwarzenberg’s Korps, der den næste Morgen
var forsvundet. N. troede, at Schwarzenberg
trak sig tilbage, men en fremsendt Rekognoscering
viste, at Schwarzenberg stod i Stilling med
hele sin Hær færdig til Fremrykning. Under
Kamp maatte N. derfor gaa tilbage, og i
Forening med Macdonald, som han trak til sig,
marcherede han paa Vitry. Der vilde han samle
hele sin Hær for at forhindre, at Schwarzenberg
og Blücher forenede sig og gik mod Paris.
Blücher var nemlig efter Schwarzenberg’s
Ordre paa Marchen til Châlons. Da Vitry var
besat af Fjenden, maatte N. gaa til St Dizier.
Schwarzenberg var fulgt efter. N. troede Faren
for Paris afvendt og besluttede nu at trække sig
tilbage paa Fæstningerne i Lorraine, hvor
han kunde blive forstærket, i Haab om, at de
Forbundne vilde følge efter ham. Men, ganske
mod Sædvane, meddelte Kejseren denne Plan i
et Brev til Kejserinden. Brevet blev opsnappet
af Kosakker, og det foranledigede, at de
Allierede besluttede at rykke lige paa Paris og kun
sende en lille Styrke efter N. Marchen blev
straks tiltraadt, Modstanden, som Marmont og
Mortier rejste, blev snart overvældet, og 29.
Marts stod de Forbundne foran Paris. Den 30.
kom det til Slag, og ved Middagstid sluttedes
en Vaabenstilstand, der forpligtede de franske
Tropper til at rømme Byen. Først 25. erfarede
N., at han kun blev fulgt af en Maske. Han
vendte straks om for at gaa i Ryggen paa de
Forbundne, men opgav Planen for at naa Paris
ved en Marche over Troyes. Et Brev, han
modtog undervejs fra Kong Josef, skildrede Faren
for Paris som overhængende. Han satte sig i en
Vogn og jog af Sted, saa at han 30. Marts Kl. 10
om Aftenen naaede et Posthus S. f. Paris. Her
fik han at vide, at Hovedstadens Skæbne var
afgjort. Han begav sig til Fontainebleau, og
3. April havde han faaet samlet 45000 Mand, med
hvilke han vilde angribe Paris. Men
Marskallerne gjorde Modstand og formaaede ham til at
skrive en betinget Abdikation, som Ney,
Macdonald og Caulaincourt skulde overbringe
Kejser Alexander i Paris. De ankom 4. April,
Kejser Alexander stillede sig ikke uvillig, og det
syntes at skulle lykkes at faa tilvejebragt en
Ordning, saa at Napoleon abdicerede til Fordel
for sin Søn, Kongen af Rom. Men Marskal
Marmont havde indladt sig i Underhandlinger med
Fjenden, og den 5. tidlig om Morgenen forlod
hans Korps sin Stilling, eskorteret af Fjendens
Tropper. Da Kejser Alexander fik Efterretning
herom, bristede Forhandlingerne, og N., der
mere og mere blev forladt af dem, der skyldte
ham alt, blev nødt til at udstede en fuldstændig
Abdikation uden Forbehold. Den blev modtagen
6. April, og 11. s. M. afsluttedes en Traktat,
der sikrede den kejserlige Familie en passende
Fremtid og anviste Elba som Opholdssted for
Kejseren. Ney, Macdonald, Oudinot, Victor og
mange af Generalerne sluttede sig straks til
den ny Konge, Ludvig XVIII, som Senatet
havde kaldt tilbage; det smertede Kejseren,
men det gik ham dog dybest til Hjerte, da
ogsaa Berthier forlod ham. Efterhaanden blev der
tomt i Fontainebleau. Men inden Afrejsen
samlede Kejseren 20. April sin gl. Garde; den fik
hans sidste Farvel. 28. April overførtes
Kejseren til Porto Ferrajo, ledsaget af Generalerne
Bertrand, Drouot, Cambronne m. fl. samt 1000
Mand Elitetropper. Wienerkongressen traadte
sammen Oktbr 1814 for at tilvejebringe
ligevægten i Europa, men havde vanskeligt ved at
komme til Forstaaelse. Bourbon’erne, der var
vendte tilbage til Frankrig, viste snart, at »de
havde intet lært og intet glemt«, og Følgen
var en alm. Misfornøjelse bl. Befolkningen.
Fra Elba fulgte N. Begivenhederne i Wien og
Frankrig, og da den franske Regering ikke
opfyldte de Forpligtelser, den var gaaet ind paa
m. H. t. N.’s og den kejserlige Families
Underhold, betragtede N. sig som løst fra Traktaten
af 11. Apr. 1814 og besluttede at vende tilbage
til Frankrig. 26. Febr 1815 gik han om Bord
med sine Generaler og 900 Mand; 1. Marts
landede han i Nærheden af Cannes, og samme Nat
tiltraadte han Marchen til Paris.
Efterretningen herom naaede Paris den 6. Kongen
udstedte en Proklamation, hvori han stemplede
N. som Forræder og Oprører og opfordrede
alle til »at gaa løs paa ham«, arrestere ham og
stille ham for en Krigsret. 7. Marts stødte N.
paa Tropper, der var sendte imod ham. En af
hans Officerer gik frem og sagde dem, at det
var Kejseren, der kom. De svarede med at
true ham paa Livet. Da gik N. ene frem foran
sine Soldater og sagde: »Soldater af 5.
Linieregiment! Dersom der er en eneste iblandt eder,
der vil dræbe sin General, kan han gøre det.
Her er jeg!«. Svaret var: »Kejseren leve!«, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
