Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Napoleon III - Napoleon, Louis Eugène Jean Joseph - Napoleon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deres bitreste Kritik vendt mod ham, og den
fik nu mere og mere at holde sig til. Den raske
økonomiske Opgang var bleven fulgt af en Rk.
Svindlerier, der lettedes og dækkedes ved den
Lykkeridderskare, som omgav Kejseren; bitrere
og bitrere føltes Aar for Aar Baandene paa
Ytringsfriheden, og endelig begyndte det at gaa
tilbage udadtil. Den ulykkelige meksikanske Krig
bidrog sammen med Preussens Sejr over
Danmark og Østerrig til at nedbryde Troen paa
Kejseren. Oppositionen voksede ved alt dette.
1857 havde den sat 5 ind i den lovgivende
Forsamling, 1863 blev de 35, 1869 sammen med en
moderatere Fløj 156 af Forsamlingens 284
Medlemmer. N. stod lidt vaklende over for dette
Omslag; selv droges han samtidig snart til kat.
Side af Kejserinden, snart fristedes han af sine
egne Sympatier til at støtte det ny Italien mod
Paven, og desuden blev han stedse mere
svagelig. Under Indtryk af alt dette betraadte han
Indrømmelsernes Vej. Han erklærede, at nu
var Folket nogenlunde tilstrækkelig opdraget til,
at det demokratiske Kejserdømme kunde
forenes med en liberal Forfatning, og Skridt for
Skridt gled man i Løbet af Tredserne hen mod
denne, indtil den omsider udstedtes i Foraaret
1870. Ved Folkeafstemning godkendtes den med
7 Mill. mod 1500000. Saa dyb var dog Mistilliden
til Kejseren, at den heller ikke nu forstummede;
en Del af Oppositionen fortsatte Angrebene,
medens man i Hofkredsene med største Harme saa
Kejseren lade Magten slippe sig af Hænderne.
Ud af denne irriterede Stemning voksede de
Følelser, som førte til Krigen 1870, der dreves
igennem af Hofpartiet mod Kejserens Vilje. I
Juli 1870 erklæredes Krigen, 2. Septbr fangedes
N. ved Sedan, og 2 Dage derefter afsattes han i
Paris. Efter en Tids Fangenskab paa
Wilhelmshöhe ved Kassel frigaves han og tog til England,
hvor Kejserinden allerede forinden havde søgt
Tilflugt med sin Søn. 2 Aar efter døde han. N.
III’s Eftermæle blev ikke godt, hverken i eller
uden for Frankrig; Opmærksomheden fæstnedes
ved de Krogveje, hvormed han forberedte sin
Magt, ved det Statskup, hvorved han vandt den,
og endelig ved det store Nederlag. Men
fremhæves bør det, at hans Blik var Mere og videre
end nogen anden samtidig Fyrstes; han
interesserede sig for Folkets store Mængde, og han
omfattede saa store Tanker som Fredens og
Nationalitetsprincippets Gennemførelse med
varm Interesse. N.’s Skr er samlede i Oeuvres
de N. III (5 Bd, Paris 1854—69) og Oeuvres
posthumes autographes inédites de N. III en exil
(1873). Desuden har han skrevet et hist. Værk
om hans store Ideal, Jules César (2 Bd,
1865—66). (Litt.: P. de la Gorce, Histoire de la
2. république française [2 Bd 1887]; samme,
Le second Empire [7 Bd 1904—06]; E.
Spuller, Histoire parlementaire de la 2. république
[1891]; T. Delord, Histoire du second Empire
[6 Bd, 1868—75]; Hamel, Histoire illustrée du
second Empire [3 Bd, 1873];
Beaumont-Vassy, Histoire intime du second Empire
[1874]; Papiers secrets et correspondance du
second Empire, udg. af Poulet-Malassis
[1877]; De Chambrier, La cour et la société
du second Empire [2 Bd 1900—03];
Gireaudeau, N. III intime [5. Opl. 1895]; A. Lebey,
Les trois coups d’État de Louis-N.-Bonaparte
[1906]; Cadogan, Makers of modern history,
three types: Louis N., Cavour, Bismarck [1905];
Émile Ollivier, Empire libéral [fra 1895];
Bulle, »Geschichte des zweiten Kaiserreichs
und des Königreichs Italien« [Berlin 1890 i
Oncken’s Samling]; Jerrold, Life of N. III [4
Bd, London 1874—82]; Thirria, N. avant
l’Empire [1895]).
P. M.
Napoleon [napåle↱ǡ], Louis Eugène
Jean Joseph (N. IV), fr. Kejserprins, eneste
Søn af Kejser N. III og Kejserinde Eugénie, f.
16. Marts 1856 i Paris, midt under
Pariserkongressen, d. 1. Juni 1879. Han blev ved sin Fødsel
hilst med lgn. Forhaabninger som i sin Tid N.
II; kaldtes »Frankrigs Barn« og havde til
Faddere Pave Pius IX og Dronning Josefina af
Sverige-Norge, Datter af Napoleon I’s Stifsøn,
Eugéne Beauharnais, Hertug af Leuchtenberg.
Han blev omhyggelig uddannet under General
Frossard’s Tilsyn og fulgte under Krigen 1870
med Faderen til Hæren, samt fik »Ilddaaben« i
den lille Skinfægtning ved Saarbrücken 2. Aug.
Sammen med Faderen forlod han Metz 14. Aug.
og drog en Uge senere med Mac Mahon’s Hær
fra Chalons op mod N.; han undkom 3. Septbr
til Belgien efter Nederlaget ved Sedan og tog
herfra til England til sin Moder, 1872—75
uddannedes han i Officersskolen i Woolwich og
blev ved sin Indtrædelse i Myndighedsalderen
16. Marts 1874 i Chiselhurst hyldet af
Napoleonisternes Førere og 6000 Franskmænd som N. IV
(Faderen var død Aaret forud). Senere gjordes
Forsøg paa at opnaa Forlovelse med Prinsesse
Thyra af Danmark. For at vinde Krigerry og
saaledes forberede sig til engang at genoprette
Kejserdømmet drog han 27. Febr 1879 til
Sydafrika for at deltage i Krigen mod Zuluerne;
men paa en Rekognoscering nær ved Ulundi i
Zululand blev han 1. Juni overfaldet og dræbt.
Liget bragtes til England, bisattes i Kapellet ved
Chiselhurst og overførtes 1888 til Farnborough,
hvor ogsaa nu begge Forældrenes Lig hviler.
1883 rejstes et Mindesmærke over ham i
Woolwich. Ved sit Testamente, udstedt Dagen før
hans Afrejse fra England, overdrog han sine
Arvekrav til Prins Napoleon Victor. (Litt.:
Barlee, Life of the Prince imperial of France
[Lond. 1880]; d’Hérisson, Le prince
impérial [Paris 1890]; Martinet, Le prince
impérial [Paris 1895]).
E. E.
Napoleon [napåle↱ǡ]. Prins, det sædvanlige
Navn for Joseph Charles Paul Bonaparte (se
Bonaparte, S. 628).
N. Victor, fr. Prins, foreg.’s ældste Søn,
f. 18. Juli 1862 i Paris og opkaldt efter sin
Morfader, Kong Victor Emanuel II. Ved
Kejserprinsens (se N., Louis Eugène) Testamente 1879
udpegedes han som dennes Arvtager, uagtet
Kejserdømmets Tronfølgelov gav hans Fader
Forrangen. Det var kun en mindre Del af
Napoleonisterne, de saakaldte »autoritære« og strengt
katolske under Paul de Cassagnac’s Ledelse, der
straks sluttede sig til ham; men da han 1884
kom i Strid med Faderen og sagde sig løs fra
sin Afhængighed af ham, vandt han ogsaa
Kejserinde Eugénie, der altid havde været indtagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
